Klage over behandling ved fingerskade, hvor strækkesene i yderste fingerled var blevet overrevet

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge A for hans behandling af den 20. februar 2001 på skadestuen, .Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af den 21. februar 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Sagsnummer:

0230911

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2004

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge A for hans behandling af <****> den 20. februar 2001 på skadestuen, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af <****> den 21. februar 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>.

Den 20. februar 2001 om aftenen fik under arbejde på fabrik et stykke træ direkte ind på spidsen af højre 5. finger. Han henvendte sig til skadestuen, , hvor han blev undersøgt af reservelæge A, som ordinerede røntgenundersøgelse. Reservelæge A iværksatte behandling med karstamskinne til aflastning af fingeren i et par dage, og blev informeret om, at han derefter måtte bruge hånden og fingeren til smertegrænsen.

Ved røntgenkonferencen den 21. februar 2001 fandt man ved gennemgang af skadenotatet tegn på en såkaldt dropfinger med overrivning af strækkesenen til yderste fingerled. Det blev noteret, at derfor skulle bære karstamskinnen i 6 uger, og at han ikke måtte bøje i 5. fingers yderled. Dette blev samme dag meddelt af reservelæge B til s fader, ligesom blev underrettet om den ændrede behandling og kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, , efter 6 uger.

Den 11. april 2001 kom til kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, . Man konstaterede nu, at karstamskinnen, som da havde været anvendt i 6 uger, havde været anlagt på rygsiden af 5. finger og ikke som vanligt på håndfladesiden af fingeren. Karstamskinnen havde derfor ikke sikret den ønskede overstrækning af 5. fingers yderled, og man valgte at påsætte en ny korrekt anlagt karstamskinne i 6 uger.

Den 22. maj 2001 mødte som aftalt til kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, , hvor man konstaterede, at der fortsat var dropfinger med en strækkedefekt på ca. 25 grader ved yderste fingerled. Der havde desuden under den lange bandagering udviklet sig nogen stivhed i de øvrige led i fingeren, og blev henvist til genoptræning.

Ved kontrol den 13. august 2001 i ortopædkirurgisk ambulatorium, , konstaterede man, at der var aktiv funktion af fingerens strækkesene, men at der stadig var 10 graders strækkedefekt. Man anbefalede fortsat genoptræning.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At den læge, som behandlede s lillefinger den 20. februar 2001 på skadestuen, , først den 21. februar 2001 fortalte ham, at han ikke måtte bruge fingeren.

2. At den læge, som behandlede s lillefinger den 20. februar 2001 på skadestuen, , ikke anbragte karstamskinnen korrekt.

Nævnets afgørelse af klagen
Reservelæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 20. februar 2001 på skadestuen, . Dog ville det have været hensigtsmæssigt, om reservelæge A havde været opmærksom på, at det kunne dreje sig om overrivning af strækkesenen og under alle omstændigheder i overensstemmelse med sædvanlig praksis havde anlagt karstamskinnen på håndfladesiden af fingeren.

Reservelæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 21. februar 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, . Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelæge B den 21. februar 2001 ved tilbud om konsultationen havde sikret sig, at forholdene var i orden.

Begrundelse
Det fremgår af journalen, at reservelæge A den 20. februar 2001 tilså på skadestuen, , og at han indledningsvis optog sygehistorie og noterede, at på sit arbejde havde fået et stykke træ direkte ind på spidsen af højre 5. finger, og at den nu var øm og hævet.

Det fremgår videre af journalen, at reservelæge A herefter foretog en objektiv undersøgelse og fandt, at fingeren var øm og hævet, og at den ikke kunne bøje og strække. Reservelæge A ordinerede herefter røntgenundersøgelse af fingeren. Undersøgelsen viste ikke tegn på brud, og reservelæge A vurderede, at bevægeindskrænkningen skyldtes smerte og hævelse af hele fingeren, og han iværksatte behandling i form af anlæggelse af en karstamskinne til smertelindring.

Nævnet kan oplyse, at det, såfremt en karstamskinne benyttes til smertelindring, er uden betydning, om skinnen ligger på den ene eller den anden side af fingeren.

Det fremgår af reservelæge A´s udtalelse til sagen, at han efter den objektive undersøgelse og røntgenundersøgelse skønnede, at det drejede sig om en forstuvning, hvorfor han iværksatte behandling i form af kortvarig aflastning ved anvendelse af skinne.

Nævnet kan oplyse, at overrivning af strækkesenen svarende til dens tilhæftning på yderstykket ofte ikke er særlig smertefuldt og ofte kun medfører en minimal hævelse på oversiden af yderstykket.

Endelig fremgår det af journalen, at reservelæge A afslutningsvis informerede om, at han skulle benytte karstamskinne til aflastning et par dage, og at han herefter måtte begynde at bruge hånden og fingeren til smertegrænsen.

Nævnet finder, at reservelæge A ved sin undersøgelse, vurdering og behandling ikke udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet fingeren var hævet og smertefuld, hvorfor det var vanskeligt ved klinisk vurdering at stille en korrekt diagnose. Nævnet finder imidlertid, at det ville have været hensigtsmæssigt, om reservelæge A havde været opmærksom på, at det kunne dreje sig om overrivning af strækkesenen og under alle omstændigheder i overensstemmelse med sædvanlig praksis havde anlagt karstamskinnen på håndfladesiden af fingeren.

Det fremgår videre af journalen, at røntgenbillederne den efterfølgende dag på en røntgenkonference blev vurderet, og at man fandt tegn på, at havde fået en dropfinger. Reservelæge B orienterede herefter telefonisk s fader herom og om, at skulle bruge karstamskinnen i 6 uger, og at han på intet tidspunkt måtte flektere i yderleddet. Afslutningsvis informerede reservelæge B om, at skulle til kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, , efter 6 uger.

Det fremgår endvidere af reservelæge B´s udtalelse til sagen, at hun ikke har nogen erindring om sagen, men at hun er overbevist om, at hun telefonisk meddelte s fader, at karstamskinnen skulle placeres på håndfladesiden af fingeren, og at der ikke skulle være strækning ud over grænsen for det normale (hyperextension) svarende til yderleddet.

Endelig fremgår det af journalen, at reservelæge B ved brev af 21. februar 2001 informerede om, at der var konstateret overrivning af strækkesenen til yderste fingerled (dropfinger), og at behandlingen var en skinne omkring yderleddet på lillefingeren i 6 uger. Endvidere fremgik det af brevet, at lillefingeren ikke måtte bøjes i de 6 uger, hvor der skulle anvendes skinne. Afslutningsvis informerede reservelæge B ifølge sin udtalelse til sagen om kontrol i ortopædkirurgisk afdeling, , og at var velkommen til at kontakte afdelingen, såfremt han havde spørgsmål.

Af journalen fra den 11. april 2001 fremgår, at karstamskinnen var anlagt på rygsiden af fingeren, og at den angiveligt havde siddet sådan i 6 uger, således at der ikke var foretaget hyperextension af yderleddet. Det anføres i journalen endvidere, at der bør foretages påsætning af ny volar karstamskinnen med yderleddet i hyperextension så vidt muligt.

Nævnet finder, at reservelæge B ved sin behandling af den 21. februar 2001 har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder imidlertid at det ville have været hensigtsmæssigt, om reservelæge den 21. februar 2001 ved tilbud om konsultationen havde sikret sig, at forholdene var i orden.