Psykiatriske ankesager

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 23. januar 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en nu 43-årig kvinde, der siden januar 1998 har været idømt dom til ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse. har været indlagt på psykiatrisk afdeling i og har efterfølgende i en periode være fulgt ambulant ved , hvor der tidligere er blevet foretaget mentalobservationsundersøgelse.

I sommeren 2000 flyttede til og ophørte i denne forbindelse med behandling, herunder medicin. Fra januar til juni 2001 var hun indlagt på , hvor diagnosen blev paranoid skizofreni. Hun blev under indlæggelsen behandlet med antipsykotisk virkende medicin i form af Zyprexa, hvilket havde god effekt, således at hun kunne udskrives, få en bolig og påbegynde et revalideringsforløb. Imidlertid tilkom der efterfølgende bivirkninger i form af vægtøgning og ophør af menstruation.

Aktuelt blev efter ophør med medikamentel behandling tiltagende paranoid, hvorfor der blev besluttet fornyet indlæggelse i henhold til den gældende dom, hvilket blev effektueret den 8. januar 2002. oplyste ved indlæggelsen på , at hun var blevet mere lydsensibel, ligesom hun følte sig i psykisk ubalance. Omkring indlæggelsestidspunktet var hun igen i tiltagende omfang begyndt at udfærdige skrivelser med ikke helt forståeligt indhold. Efter indlæggelsen blev hun fundet meget reserveret og isolerende med ringe kontakt til omgivelserne. En nærmere vurdering af tilstanden blev vanskeliggjort af, at hun kun i meget begrænset omfang ville tale med de behandlende læger. Da man ud fra tidligere kendskab til fandt, at tilstanden var ændret ganske væsentligt, blev hun fra indlæggelsens start søgt motiveret for at genoptage den antipsykotiske medikamentelle behandling, der konkret blev tilbudt i form af tablet Zyprexa 5 mg dagligt.

Da vedvarende var afvisende overfor dette, blev tvangsbehandling besluttet den 17. januar 2002 i form af injektion Cisordinol 10 mg i.m. dagligt, alternativt tablet Seroquel stigende til 400 mg dagligt, idet dosis eventuelt skulle justeres afhængigt af effekt og bivirkninger. Man valgte præparatet Seroquel under hensyn til de bivirkninger, der var set efter behandling med Zyprexa.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 23. januar 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling. Under mødet blev det fra sygehusets side tilkendegivet, at injektionsformen ikke skulle være den primære behandlingsform, idet der var tale om to ligestillede alternativer.

Tvangsbehandling blev herefter påbegyndt den 28. januar 2002 med tablet Seroquel 50 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet og konkret vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at ændrede adfærd, herunder med isolationstendens, reservation og ringe kontakt til omgivelserne og tiltagende mængde af korrespondance med ikke forståeligt indhold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at afdelingen havde kendskab til s tilstand i bedre perioder.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 9 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det formentlig ikke var muligt at behandle den beskrevne tilstand uden at anvende antipsykotisk virkende medicin som en nødvendig del af behandlingen. Nævnet har desuden lagt til grund, at det, på trods af at der blev besluttet tvangsbehandling med primært injektion, alternativt tablet, var hensigten at tilbyde medicinen i tabletform inden anvendelse af injektionsformen. Nævnet har lagt vægt på, at det på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i blev oplyst, at der var tale om to ligestillede alternativer, ligesom der efterfølgende rent faktisk blev iværksat tvangsbehandling med tablet.

Nævnet skal bemærke, at tvangsbehandling med tablet almindeligvis må betragtes som mindre indgribende end tvangsbehandling med injektion, medmindre der foreligger helt konkrete omstændigheder. At en patient gennem motivationsperioden har været vedvarende afvisende overfor behandling med tablet, er efter nævnets opfattelse ikke ensbetydende med, at patienten, når en beslutning om tvangsbehandling er blevet godkendt, og der således ikke længere er mulighed for at undgå behandlingen, fortsat vil være afvisende over for at modtage denne i form af tabletter.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Seroquel og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 23. januar 2002 om tvangsbehandling af .