Klage over en øjenlæges operation for grå stær i et tilfælde, hvor der forelå en konkurrerende øjenlidelse (degeneration af nethindens centrale, gule plet) samt klage over øjenlægens information om det synsmæssige resultat af operationen

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere øjenlæge for hans operation for grå stær på s højre øje den 12. november 2001.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge i forbindelse med hans information af den 31. oktober 2001.

Sagsnummer:

0232724

Offentliggørelsesdato:

1. december 2005

Speciale:

Øjensygdomme (oftalmologi)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere øjenlæge <****> for hans operation for grå stær på <****>s højre øje den 12. november 2001.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> i forbindelse med hans information af <****> den 31. oktober 2001.

Hændelsesforløb


Den 22. oktober 2001 blev undersøgt af øjenlæge med henblik på operation for grå stær på højre øje. Øjenlægen fandt ved undersøgelsen, at det højre øje frembød en umoden grå stær (nucleær kataract) og lettere degeneration af nethindens centrale, gule plet (macula). Øjenlægen henviste ham til operation på , men på grund af for lang ventetid ønskede privat operation snarest af hensyn til muligheden for at bevare kørekortet.

Den 31. oktober 2001 blev derfor igen undersøgt af øjenlæge , og den 12. november 2001 opererede øjenlæge ham for grå stær på højre øje.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At øjenlæge ikke har foretaget korrekt operation af s højre øje for grå stær den 12. november 2001.

Det er anført, at fire måneder efter operationen så dårligere end før operationen.

Nævnets afgørelse af klagen


Øjenlæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin operation for grå stær på s højre øje den 12. november 2001.

Overlæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling i forbindelse med sin information af den 31. oktober 2001.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 19. december 2000, da var til forundersøgelse med henblik på operation for grå stær (katarakt) på sit venstre øje, at også havde grå stær (katarakt) på højre øje i form af uklarhed af linsekernen (moderat nukleær katarakt). Der var desuden på begge øjne et vist henfald af nethindens centrale, gule plet (maculadegeneration).

Det fremgår af journalen den 22. oktober 2001, at øjenlæge i højre øje foruden en grå stær og lidt central fortætning bagtil i linsen, konstaterede et lyst derangement i centrum, begyndende drusedannelser. Øjenlæge målte endvidere synsstyrken på s højre øje til kun knap 0.25, synsstyrken på venste øje var derimod nu 0.4

Nævnet kan oplyse, at et lyst derangement i centrum, begyndende drusedannelser beskriver den såkaldt tørre form for degeneration af nethindens centrale, gule plet, som ikke er tilgængelig for nogen behandling.

Det fremgår endvidere af journalen den 31. oktober 2001, at øjenlæge informerede om, at han ikke kunne garantere, at ville opnå kørekortvisus.

Nævnet kan oplyse, at kørekortvisus er den minimumssynsstyrke, loven fordrer for førere af personbiler.

Øjenlæge har til sagen oplyst, at han informerede om, at han ikke kunne garantere, at ved operation for grå stær ville opnå den minimumssynstyrke, som loven fordrede for at kunne køre bil på grund af den degeneration af nethindens centrale, gule plet, han havde iagttaget ved undersøgelsen den 22. oktober 2001. Han har endvidere oplyst, at han samtidig informerede om, at det fremover ville vanskeliggøre vurderingen af en eventuel udvikling af degenerationen af nethindens centrale, gule plet, hvis ikke blev opereret for grå stær.

Det fremgår af journalen den 12. november 2001, at øjenlæge foretog operation for grå stær på s højre øje, og det fremgår, at han var til kontrol den 13. og den 20. november 2001 samt den 4. december 2001 og den 4. januar 2002.

Øjenlæge har til sagen oplyst, at operationen forløb fuldstændig ukompliceret.

Det er nævnets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke er grundlag for at antage, at operationen for grå stær på s højre øje den 12. november 2001, ikke blev udført korrekt. Nævnet lægger her vægt på, at den ambulante kontrol den 13. og 20. november 2001 samt den 4. december 2001 og den 4. januar 2002 blev udført til sædvanlig tid og med de undersøgelser, der er almindelig faglig standard, og der blev ikke påvist tegn på komplikationer.

Det fremgår af journalen den 20. november 2001, at oplevede en mørk plet for højre øje, og øjenlæge konstaterede ved sin undersøgelse en lille blødning (hæm= forkortelse for hæmorrhagi, blødning) i nethindens centrale, gule plet.

Nævnet kan oplyse, at der ved aldersbetinget degeneration af nethindens centrale, gule plet også ved den tørre form når som helst og uden ydre foranledning kan optræde en blødning i nethindens centrale, gule plet. Blødningen medfører en tilgrundegåen af de mest følsomme sanseceller og dermed en forringelse af synsstyrken. Det er ikke dokumenteret, at øjne med den tørre form løber en øget risiko for at udvikle blødning ved operation for grå stær, som med den i dette tilfælde benyttede operationsteknik kun giver minimal påvirkning af øjets indre.

Det er nævnets opfattelse, at det forhold, at blødningen i s tilfælde indfandt sig i tæt tidsmæssig relation til operationen for grå stær, ikke kan tages til indtægt for, at operationen ikke blev udført korrekt. Der var derfor efter nævnets opfattelse tale om et tilfældigt sammenfald mellem en korrekt udført operation for grå stær og blødning i nethindens centrale, gule plet, et sammenfald, som har givet den blivende synsforringelse.

Nævnet kan endvidere oplyse, at en del øjne med degeneration af nethindens centrale, gule plet i den tørre form på et tidspunkt udvikler den såkaldte våde form, der kan bremses ved behandling med laserstråler. For at man kan se en sådan eventuel udvikling til den våde form, fordrer det, at man har et tilstrækkelig klart indblik til øjenbaggrunden.

Det er nævnets opfattelse, at dette aspekt indgik i øjenlæge s begrundelse for at råde til operation for grå stær på det højre øje, idet det af hans udtalelse fremgår, at han informerede om, at det fremover ville vanskeliggøre vurderingen af en eventuel udvikling af degeneration af nethindens centrale, gule plet til den våde form, hvis ikke blev opereret for grå stær.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at synet på højre øje var for dårligt til, at kunne beholde sit kørekort. Da operationen for grå stær på venstre øje ifølge klageskrivelsen havde forbedret synsstyrken, var det rimeligt at øjenlæge antog, at fjernelse af den uklare linse på højre øje ville føre til en lignende synsforbedring.

Det er nævnets opfattelse, at øjenlæge handlede korrekt ved at tilråde en operation for grå stær på det højre øje.

Nævnet finder på det grundlag, at øjenlæge har handlet i overensstemmelse med almindelig faglig standard ved sin operation for grå stær på s højre øje den 12. november 2001.

har til sagen oplyst, at øjenlæge aldrig informerede ham om, at det synsmæssige resultat af operationen kunne være usikkert.

Nævnet kan oplyse, at det var et tilfældigt sammenfald mellem en korrekt udført operation for grå stær og blødning i nethindens centrale, gule plet, som gav den blivende synsforringelse. Det var således ikke en komplikation til den udførte operation for grå stær, men derimod en konkurrende øjenlidelse, der gav den blivende synsforforringelse .

Det fremgår af lov om patienters retsstilling § 6, at en læge inden en patient samtykker i en behandling, herunder operation, skal informere patienten fyldestgørende om dennes helbredstilstand og behandlingsmuligheder, herunder risiko for komplikationer og bivirkninger.

Det er nævnets opfattelse, at lægens informationspligt omfatter konkurrende lidelser/forandringer, der væsentligt kan øve indflydelse på det endelige resultat af en operation. Det er således nævnets opfattelse, at informationspligten ved operation for grå stær omfatter information om tilstedeværende degeneration af nethindens centrale, gule plet.

Det fremgår af journalen den 31. oktober 2001, at overlæge og nøje diskuterede situationen med ventelisteafviklingen, men at ønskede operation snarest af hensyn til kørekortet. Det fremgår af journalen, at det var klart ud fra undersøgelsen den 22. oktober 2001 og uændret status den 31. oktober 2001, at overlægen ikke kunne garantere, at ville opnå kørekortvisus ved operationen.

Nævnet kan oplyse, at det af journalen den 22. oktober 2001 fremgår, at overlæge fandt degeneration af nethindens centrale, gule plet.

Overlæge har til sagen oplyst, at han med den 31. oktober 2001 nøje gennemdiskuterede situationen, herunder det forhold, at det synsmæssige resultat kunne være usikkert, når der var såvel grå stær som degeneration af nethindens centrale, gule plet. Denne usikkerhed var måske øget, når der også er et subjektivt symptom på degeneration af nethindens centrale, gule plet, nemlig fornemmelse af en plet centralt i synsfeltet

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at overlæge den 31. oktober 2001 har informeret om degeneration af nethindens centrale, gule plet, og at han derfor ikke kunne garantere, at ville opnå kørekortvisus ved operationen.

Nævnet finder på det grundlag, at overlæge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin information af den 31. oktober 2001.