Klage over tvangsbehandling med elektrochok (ECT)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 8. april 2002, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsbehandle <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, ikke var opfyldt.

var en 60-årig kvinde, der siden 1960 havde været indlagt adskillige gange på grund af maniodepressive symptomer (bipolar affektiv sindslidelse). Fra 1983 til 2001 havde hun været i behandling med det stemningsstabiliserende præparat Lithium, hvilket dog måtte seponeres på grund af påvirkning af nyrerne. Hun var efterfølgende forsøgt behandlet med det stemningsstabiliserende præparat Tegretol, hvilket dog havde været uden virkning.

blev aktuelt indlagt på psykiatrisk afdeling, den 15. september 2001. Hendes maniske symptomer blev efterfølgende forværret trods behandling med antipsykotisk medicin, og lægerne havde i oktober 2001 truffet beslutning om tvangsbehandling med ECT, hvorefter i perioden fra den 14. november til den 17. december 2001 var blevet behandlet med ECT 14 gange med nogen effekt på tilstanden.

I januar 2002 var igen tiltagende manisk og måtte flere gange tvangsfikseres. Lægerne forsøgte behandling med flere antimaniske præparater i store doser (Zyprexa, Leponex, Serenase), men uden særlig effekt på tilstanden.

Den 16. marts 2002 drøftede lægerne atter muligheden for ECT- behandling af . Den 19. marts 2002 besluttede de herefter på ny at tvangsbehandle hende med ECT op til 18 gange inden for 3 måneder.

klagede over beslutningen om tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 8. april 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen. Der blev som begrundelse anført, at var sindssyg, og at ECT- behandling ville være den mest skånsomme og effektive behandling af hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet bedømmelse, at var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig bedring af hendes tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at tidligere var blevet behandlet med ECT med nogen effekt på tilstanden, hvorimod der ikke havde været effekt af medicinsk behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af forarbejderne til Lov om ændring af psykiatriloven (Lov nr. 403 af 26. juni 1998, L 36, 2. samling), at Folketinget har forudsat, at tvangsbehandling med ECT ikke må anvendes, med mindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Det fremgår hverken af journalen, overlægens udtalelse til sagen eller af tvangsprotokollen, at der på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling med ECT var tale om en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for . Ifølge journalen var hun natten til den 16. marts 2002 vredladen, mens hun i løbet af formiddagen var mere afdæmpet. Den 18. marts 2002 fandt lægerne, at der var meget beskeden fremgang i hendes tilstand, idet hun fortsat var psykotisk med vrangforestillinger, ligesom hun var vredladen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for tvangsbehandlingen ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet den 8. april 2002 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsbehandlingen med ECT den 19. marts 2002 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.