Klage over vagtlægers utilstrækkelige undersøgelser af mavesmerter

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 11. marts 2002 i lægevagten, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 11. marts 2002 i lægevagten, <****>.

Hændelsesforløb

havde tidligere haft betændelse i en udposning på tyktarmen (divertikulitis).

Den 11. marts 2002 kl. 20.00 kontaktede s ægtefælle telefonisk vagtlæge A, da hun havde hovedpine og ondt i maven. blev rådet til at kontakte egen læge den følgende dag, eller lægevagten på ny, hvis hun fik feber.

Den 11. marts 2002 kl. 20.55 kontaktede s ægtefælle telefonisk vagtlæge B, da hun stadig havde smerter nedadtil i maven. fik udskrevet recept på 10 Ketogan stikpiller og skulle kontakte egen læge den følgende dag.

Den 12. marts 2002 blev indlagt akut på gynækologisk afdeling, , med kraftige smerter nedadtil i maven. Ved en operation samme dag blev der påvist en svær bughindebetændelse (diffus purulent peritonitis med frit pus i peritoneum) på grund af et hul i en udposning på tyktarmen (perforeret divertikel i den nedre del af sigmoideum). Under operationen fik tarmen lagt frem (colostomi).

Klagen

Der er klaget over følgende:

- At de vagtlæger, som s ægtefælle kontaktede telefonisk den 11. marts 2002, ikke fandt grundlag for at undersøge hende eller indlægge hende til nærmere udredning af hendes symptomer.

- Det er herved anført, at s sygehistorie og symptomer tydeligt pegede i retning af diagnosen divertikulitis.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 11. marts 2002.

Vagtlæge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 11. marts 2002.

Begrundelse

Det fremgår af vagtlægejournalen den 11. marts 2002 kl. 20.00, at det over for vagtlæge A telefonisk blev oplyst, at havde taget migrænemidlet Maxalt for hovedpine, og at hun havde ondt i maven. Det fremgår endvidere, at hun lige havde afsluttet en antibiotikabehandling med Sulfa, havde brunligt udflåd, men ingen feber. Vagtlæge A tilrådede, at hun kontaktede egen læge den næste dag, men at hun på ny skulle kontakte lægevagten, hvis hun fik feber.

Nævnet kan oplyse, at "ondt i maven" er et vidt begreb, der kan dække over alt fra betydningsløst mavekneb til alarmerende voldsomme smerter, som det for eksempel ses ved perforeret hulorgan (tarm).

På denne baggrund finder nævnet, at vagtlæge A på det foreliggende grundlag ikke havde mange facts at forholde sig til, hvorfor hans råd om fornyet henvendelse til lægevagten ved forværring af tilstanden var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår videre af vagtlægejournalen kl. 20.55, at det over for vagtlæge B telefonisk blev oplyst, at nu mest var generet af smerter nedadtil i maven, at hun ikke havde udflåd, men at hun selv fornemmede, at det var en gynækologisk lidelse (sygdom i de indre kvindelige kønsdele). Da det blev oplyst, at hun havde stærke smerter, udstedte han en recept på 10 stikpiller Ketogan.

Ifølge s bemærkninger af 13. august 2002 til sagen ønskede hun ved denne henvendelse til lægevagten at blive undersøgt af en læge, da hun ikke kunne vente til hendes egen læges konsultation åbnede den følgende dag, fordi hendes smerter var voldsomt tiltagende. De var dog ikke lokaliseret på samme sted, som sidst hun havde divertikulitis, hvilket hun oplyste vagtlæge B om.

Ifølge vagtlæge Bs udtalelse til sagen, fremgår det af vagtnotater fra tidligere henvendelser, at gentagne gange havde været syg af divertikulitis, men at han på vagtdagen ikke var bekendt dermed. Det fremgår endvidere, at på bagrund af sin mistanke om, at smerterne kunne være gynækologisk betingede, til vagtlæge B oplyste, at hun agtede at lade sig undersøge herfor hos sin egen læge den følgende dag. Vagtlæge B gav herpå udtryk for, at han accepterede denne hensigt.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og vagtlæge B om, hvorvidt lægen kendte til s tidligere anfald af divertikulitis, samt om på hvilken baggrund det blev besluttet, at skulle søge egen læge den følgende dag. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden.

Uanset de modstridende oplysninger i sagen er det imidlertid nævnets opfattelse, at det er vanskeligt alene ud fra sygehistorien at foretage en bedømmelse af smerter i maven, og at vagtlæge B derfor burde have tilbudt en klinisk undersøgelse enten i lægevagtens konsultation eller i hjemmet for at afgøre, om der var grund til at indlægge hende eller at indlede anden behandling.

Videre er det nævnets opfattelse, at idet vagtlæge B fandt grundlag for at ordinere et morfinlignende præparat (Ketogan), må han have skønnet, at havde betydelige mavesmerter.

Nævnet finder på denne baggrund, at vagtlæge B den 11. marts 2002 behandlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.