Klage over manglende diagnosticering af meningitis hos 14 måneder gammelt barn

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 17. december 2001 i hjemmet.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 18. december 2001 i hjemmet.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> ved telefonkonsultationen den 19. december 2001.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge C for hans behandling af <****> den 19. december 2001 i konsultationen.

Hændelsesforløb

Den 16. december 2001 henvendte sig til vagtlægen og oplyste, at hendes søn havde høj feber og hostede. havde symptomer fra de øvre luftveje med slimsekretion og hoste samt måske ondt i ørerne. Ved undersøgelsen fandtes rødme af højre trommehinde, medens venstre trommehinde fandtes mindre påvirket. Der blev ikke fundet betændelsestegn fra lungerne, og en undersøgelse af svælget viste ikke tydelige betændelsestegn. Begrundet i sygdomsfundene i højre øre blev der ordineret penicillin.

Den 17. december 2001 henvendte sig telefonisk til egen læge om drengen, og læge A aflagde et sygebesøg i hjemmet.

Samme aften kl 22.40 henvendte sig igen til vagtlægen med oplysning om, at fortsat havde feber, ikke drak og var meget sløv.

Den 18. december kl. 00.45 blev undersøgt af vagtlæge B.

Samme dag henvendte sig telefonisk til egen læge, hvor der blev redegjort for det forudgående forløb, herunder vagtlægevurderingen samme dag. Under samtalen oplyste hun også, at temperaturen var faldende, og at indtog mere væske. Egen læge gav råd om væskeindtagelse og henvendelse, hvis dette ikke lykkedes, eller tilstanden forringedes.

Den 19. december 2001 henvendte sig igen telefonisk til egen læge, og der blev aftalt tid til fremmøde i konsultationen.

kom imidlertid før den aftalte tid, og under hendes ophold med i venteværelset blev sekretæren opmærksom på barnets dårlige tilstand, og gjorde læge A opmærksom på deres tilstedeværelse. Da imidlertid læge A var optaget, blev en anden læge i praksis, læge C, anmodet om at vurdere barnet. Læge C indlagde på .

Selvom intensiv behandling på børneafdelingen straks blev iværksat, afgik imidlertid ved døden 3 dage senere på grund af meningitis forårsaget af pneumokokker.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge A den 17. december 2001 ikke undersøgte og behandlede tilstrækkeligt.

2. At vagtlæge B den 18. december 2001 ikke undersøgte og behandlede tilstrækkeligt.

har anført, at var lidt stiv i nakken, og at ikke havde indtaget væske i 2 dage.

3. At den 19. december 2001 ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge C, herunder at denne ikke vurderede, at tilstanden var kritisk.

har anført, at var slap og fraværende, og at hun havde kontaktet lægen om morgenen, men først fik en senere konsultation, hvorefter hun henvendte sig akut.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 17. december 2001.

Begrundelse

Indledningsvis kan nævnet oplyse, at man ved akut meningitis i begyndelsen ikke kan adskille denne sygdom fra almindelige virusinfektioner. Efter en ofte lang feberperiode uden typiske tegn går sygdommen over i en kortvarig periode af måske kun minutters eller halve timers varighed, hvor meningitissymptomer som nakkestivhed og små blodudtrædninger (petekkier) er tydelige. Herefter bliver patienten meget dårlig, og på dette tidspunkt vil behandling i nogle tilfælde være umulig. Det er derfor meget svært at diagnosticere denne sygdom i tide.

Det fremgår af journalen den 17. december 2001, at læge A ved sygebesøget fik oplyst at havde høj feber og diarre. Bleen havde været våd, men havde ikke drukket meget. Læge A fik endvidere oplyst, at der var blevet påbegyndt penicillinbehandling via vagtlægen. Hun fandt, at ikke var dehydreret og havde normal vejrtrækning. Læge A fandt desuden let rødme på den ene trommehinde, den anden kunne ikke ses. Videre fremgår det, at hun vurderede, at penicillinen kunne være årsag til diarreen, og stoppede derfor denne behandling. Læge A tilrådede at kontakte læge igen, hvis der ikke var bedring i tilstanden.

Ifølge havde ikke diarre.

Ifølge journalen og læge As udtalelse til sagen oplyste , at havde diarre.

Nævnet finder herefter at måtte lægge journalens oplysninger om, at havde diarre, til grund.

Det er nævnets opfattelse, at det på dette tidspunkt ikke var muligt at opdage eller forudse meningitissygdommen, og at der ikke var grund til at foretage yderligere undersøgelser.

På denne baggrund finder nævnet, at læge A har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 17. december 2001.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Vagtlæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 18. december 2001.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 18. december 2001 kl. 00.45, at penicillinbehandlingen var blevet stoppet på grund af opkastning. Vagtlæge B fandt lidt mat og varm, men upåfaldende forhold ved undersøgelse af ører, hjerte og lunger. Videre fremgår det, at maven blev fundet blød, og at der ikke var nakkerygstivhed. Vagtlæge B tilrådede afklædning, væske og 1 Panodil Junior samt kontrol samme morgen, eventuelt ved egen læge.

Ifølge anmodede hun om, at blev indlagt.

Ifølge læge B blev der ikke anmodet om indlæggelse ved besøget.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og læge B om, hvorvidt der blev anmodet om indlæggelse.

Det fremgår ikke af journalen, at anmodede om, at blev indlagt.

Nævnet finder det herefter ikke tilstrækkelig godtgjort, at der blev anmodet om indlæggelse.

På denne baggrund finder nævnet, at vagtlæge B har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. december 2001.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 19. december 2001.

Læge C har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 19. december 2001.

Begrundelse

Ifølge ringende hun til lægen den 19. december 2001 om morgenen, idet var meget fraværende samt lå og rystede. Hun fik en tid til konsultation kl. 12, men valgte at tage til lægen før. Hun sad med en halv time og ventede i venteværelset.

Ifølge læge A henvendte sig telefonisk den 19. december 2001 mellem kl. 8 og kl. 9 og oplyste at var blevet dårligere. Læge A tilbød en konsultation samme dag, men husker ikke hvornår på dagen. Hun aftalte endvidere, at kunne komme med før, hvis det blev nødvendigt. Læge A har endvidere oplyst, at hun af sin sekretær blev orienteret om, at de var kommet før den aftalte tid, men ikke om s tilstand.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og læge A om telefonsamtalens indhold. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at der ikke blev givet tilbud om tidligere fremmøde, hvis det var nødvendigt, eller at læge A fik oplyst, at var meget fraværende og lå og rystede.

På denne baggrund finder nævnet det ikke tilstrækkelig godtgjort, at der i telefonen blev givet oplysninger, som burde have medført hurtigere indkaldelse og undersøgelse fra lægens side, og finder derfor, at læge A har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 19. december 2001.

Det er i øvrigt nævnets opfattelse, at en akut tid efter 3-4 timer er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, hvis det drejer sig om fortsat kontrol af et febrilt barn, som allerede har været set af læge flere gange.

Det fremgår af læge Cs udtalelse til sagen, at han ikke var klar over, at hans kollega havde aftalt en konsultation med den 19. december 2001. Videre fremgår det, at han tilså umiddelbart efter anmodningen fra sekretæren, der havde bemærket, at drengen var dårlig, samt at læge A stadig var optaget.

Det fremgår af journalen den 19. december 2001, at var syg på 5. døgn, samt at han for 3 dage siden var blevet sat i behandling med penicillin for mellemørebetændelse. Videre fremgår det, at denne behandling blev stoppet på grund af diarre. var tiltagende sløj med dårligt væskeindtag og tiltagende sløv, nu nærmest ukontaktbar. Læge C fandt, at havde øget muskelspænding. Der var ingen øjenkontakt, men der blev ikke fundet udslæt. Læge C indlagde akut på børneafdelingen til observation for lungebetændelse, væskemangel eller blodforgiftning.

Nævnet finder herefter, at læge C har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 19. december 2001.