Klage over at tandregulering forårsagede behov for rodbehandling af tænderne

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de tandlæger i <****> Kommunale Tandpleje, der var involverede i behandling af <****> i perioden fra den 15. december 1987 til august 1993.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 15. december 1987 til august 1993 i <****> Kommunale Tandpleje.

Hændelsesforløb

blev den 29. oktober 1984 undersøgt i Kommunale Tandpleje, og det blev på OCR-blanketten markeret ”traume (slag) på +1 (store fortand i venstre side af overkæben)”.

Specialtandlæge fandt den 15. december 1987, at havde udtalt trangstilling i både over – og underkæbe, og at der var behov for tandreguleringsbehandling med fast apparatur.

Den 23. februar 1988 blev det konstateret, at der var begyndende kariesangreb (obs-tænder) i 1+1, og den 26. april 1988 blev tænderne penslet med en fluorholdig væske. Den 10. juni 1988 blev der lagt en plastfyldning i 1+.

Den 1. september 1988 blev det faste apparatur påsat.

Den 1. marts 1989 blev der taget et røntgenbillede af 2,1+1,2 (fortænderne i overkæben), og det blev fundet, at roden på +1 var meget kort.

Den 8. juni 1989 og den 12. oktober 1989 blev der taget røntgenbillede af fortænderne i overkæben for at følge udviklingen. Det blev fundet, at en lille afvigelse i tandstillingen i højre side og i fortandsområdet kunne accepteres, da fortænderne nu ikke måtte belastes mere.

Det faste apparatur blev fjernet den 6. december 1989, og den opnåede tandstilling skulle nu fastholdes med en aftagelig retentionsplade. Samtidig blev der påsat en metaltråd (retainer) bag på 1+1.

Den 5. marts 1990 blev konstateret, at fyldningen i 1+ burde laves om, men at specialtandlæge ikke på nuværende tidspunkt ønskede at fjerne retaineren på 1+1.

Den 2. november 1990 blev der lagt en sølvfyldning i +7 (anden store kindtand i venstre side af overkæben), og den 10. september 1992 blev fyldningen i 1+ lavet om, og der blev ilagt en plastfyldning.

Tandreguleringsbehandlingen blev afsluttet i august 1993..

Den 24. marts 1999 journalførte s tandlæge, at 1+1 var blevet rodbehandlet fire år tidligere hos anden behandler. Den 15. marts 2000 viste et røntgenbillede tegn på rodbetændelse (apikal opklaring) på +1, og tanden blev rodbehandlet på ny (revis).

Den 18. februar 2002 blev det konstateret, at nerven (pulpa) i +7 var død, og den blev rodbehandlet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At tandreguleringsbehandlingen ikke blev udført korrekt, da den har bevirket, at der nu er behov for rodbehandling af tænderne.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af .

Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin information af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om han inden behandlingen havde informeret om, at de midterste tænder i overkæben havde korte rødder.

De tandlæger i Kommunal Tandpleje, der var involverede i behandlingen af , har ikke overtrådt tandlægeloven ved deres behandling.

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at der ved enhver tandreguleringsbehandling er risiko for, at der kan komme følgevirkninger (skader) på tænder, tændernes støttevæv og kæbeknoglen. Følgeskaderne er almindeligvis sjældent forekommende, og det er kun i få tilfælde, at disse skader får et sådant omfang, at de får alvorlige konsekvenser for patienten.

Nævnet kan videre oplyse, at en af følgeskaderne ved tandregulering kan være afkortede tandrødder (opløsning af tandrødderne). Årsagen hertil skyldes grundlæggende, at der i den enkelte patients tandsystem er en iboende nedsat resistens, som er biologisk begrundet.

Det er nævnets vurdering, at det som behandler ikke er muligt at stille noget effektivt op, udover at tage specielle forholdsregler under reguleringsprocessen.

Tillige kan nævnet oplyse, at der ligeledes er risiko for rodresorption (opløsning) af tandrødderne ved tandreguleringsbehandling, såfremt tænderne, som i s tilfælde, på et tidligere tidspunkt har været slået (traume ramt).

Ved undersøgelse den 29. oktober 1984 blev det på OCR-blanketten markeret ”traume (slag) på +1.

Ifølge kan hun ikke huske, at der havde været traume på +1.

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte det i journalen anførte.

Endelig kan nævnet oplyse, at det også som følgevirkning af tandregulering sjældent ses, at tandnerven dør (pulpanekrose), således at tanden senere skal rodbehandles. Denne tilstand ses oftest i de tilfælde, hvor den pågældende tand bliver udsat for en tandforskydning over en stor afstand (15 - 20 mm). I så fald kan tandens blodforsyning kompromitteres, og resultatet kan blive, at tandnerven dør, og at tanden skal rodbehandles.

I s tilfælde var der alene tale om en lille justering af fortænderne på 2 til 3 mm.

Det fremgår af journalen, at specialtandlæge ved undersøgelsen den 15. december 1987, det vil sige før reguleringsbehandlingen blev påbegyndt, noterede, at rodforholdene på 1+1 skulle observeres fremover.

Efter at det faste apparatur var påsat, blev der den 1. marts 1989 taget røntgenbillede af 2,1+1,2 (fortænderne i overkæben), og det blev journalført, at roden på +1 var meget kort. Tandreguleringsbehandlingen skulle ændres, således at der ifølge journalnotatet fremover skulle anvendes ”meget små kræfter”.

Den 8. juni 1989 blev der igen taget et røntgenbillede af fortænderne i overkæben, og det blev journalført, at der ikke var tegn på opløsning (resorption) af rødderne. Den 12. oktober 1989 blev der atter taget røntgenbillede af 2,1+1,2, og det blev journalført, at en lille afvigelse i tandstillingen i højre side og i fortandsområdet kunne accepteres, da fortænderne nu ikke måtte belastes mere.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at specialtandlæge ved den gennemførte behandlingen tog hensyn til, at der hos kunne være en risko for, at tandreguleringsbehandlingen kunne medføre rodresorption på fortænderne. I den periode, hvor der foregik tandforskydning af overkæbens fortænderne, blev tilstanden relevant fulgt med røntgenbilleder, og der blev kun doseret med svage kræfter.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke er sket nogen forkortelse af rodlængden på fortænderne under den udførte tandreguleringsbehandling.

Det fremgår imidlertid ikke af journalen, at problemerne blev drøftet med og hendes pårørende.

Sammenfattende er det nævnets vurdering, at specialtandlæge udførte tandreguleringsbehandlingen af i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, samt at der ikke er belæg for, at de senere udførte rodbehandlinger af fortænder og kindtand kan relateres til den udførte tandreguleringsbehandling.

havde i 1987, før der blev indledt tandregulering , et tandsæt hvor der på grund af pladsmangel, var tænder i fortandsområdet, som krydsede ind over hinanden.

Nævnet kan oplyse, at dette forhold gør renhold vanskeligt og risikoen for karies større end normalt.

Inden tandreguleringen blev indledt, blev der konstateret karies imellem de to store fortænder i overkæben, og der blev ifølge journalen gennemført fyldningsbehandling på den højre fortand og der blev instrueret i brug af tandtråd som forebyggende tiltag for at forsøge at undgå yderligere kariesaktivitet i området. Det blev således besluttet, at følge udviklingen i den begyndende karies i venstre fortand, idet der var mulighed for, at processen stoppede. Det fremgår af journalmaterialet, at der var et ønske om at ændre den fremstillede fyldning, når tænderne efter regulering var kommet til at stå i den rigtige position.

Ifølge journalen blev der i 1988 og i 1989, mens tandreguleringen foregik, konstateret et tandsæt uden karies.

I 1990 var der tale om at foretage den tidligere omtalte ændring af fyldningen i højre fortand. Dette blev dog udskudt, fordi de flyttede tænder blev forsynet med en fikseringstråd på tændernes bagside.

I 1991 og 1992 blev tænderne undersøgt, og der blev i den forbindelse ikke konstateret karies i tandsættet.

I slutningen af 1992 blev fikseringstråden fjernet fra overkæbefortænderne, og den planlagte omlavning af fyldningen blev gennemført samtidig med, at en karieslæsion på bagsiden af den venstre fortand blev repareret med en plastfyldning.

Efter at var udskrevet fra den kommunale tandpleje, optrådte der i 1993 smerte og hævelse udfor den venstre store fortand, og der blev konstateret henfald af kar- og nervestrengen i tanden, hvilket nødvendiggjorde en rodbehandling. Der optrådte et lignende forhold i 1996 på den højre store fortand, som også blev rodbehandlet.

Det er nævnets vurdering, at der på tre røntgenbilleder, optaget i 1989 for at følge eventuelle skader på tændernes rodspidser, kan ses forhold, der tyder på atypisk udvikling af emaljedannelsen på de fire fortænder. Forholdene var mest tydeligt på de to store fortænder (1+1), og viste sig ved, at der var små tunnelformede udløbere fra tandens overflade, som strakte sig ned mod tandens rodkanal (invaginationer).

Nævnet kan oplyse, at disse kanaler ofte afsluttes med en mikroskopisk åbning, som kan tillade indvækst af bakterier og som efterfølgende kan skade tandens blodforsyning, hvilket igen resulterer i en betændelsesreaktion med smerte og henfald af tandens nerve. Ved en indtruffet karieslæsion i området vil risikoen for, at det skitserede forløb optræder, være væsentlig større.

Det er nævnets vurdering, at de ovenstående forhold har været årsag til, at der har været behov for de aktuelle rodbehandlinger på fortænderne.

Nævnet finder således ikke, at der er nogen sammenhæng mellem den gennemførte tandregulering og kariesbehandlingen.

Det er videre nævnets vurdering, at rodbehandlingen på den venstre store kindtand, må betragtes som en senfølge efter almindelig kariesterapi, udført efter at var udskrevet fra den kommunale tandpleje, og behandlingen har således ingen sammenhæng med den behandling, der foregik i den tidligere periode.

Sammenfattende finder nævnet ikke anledning til kritik af de tandlæger i Kommunale Tandpleje, der var involverede i behandling af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlæge inden tandreguleringsbehandlingen havde informeret om, at hun havde korte rødder på de midterste fortænder i overkæben.