Klage over manglende konstatering af ledskred efter hofteprotese-operation

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 26. og 27. september 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hendes behandling af <****> den 6. november 2001 på ortopædkirurgisk ambulatorium, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> henholdsvis den 22. september 2001 og i perioden fra den 28. september til den 2. oktober 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

Den 18. september 2001 blev på ortopædkirurgisk afdeling, , opereret af afdelingslæge B, som indsatte en total hofteprotese. Umiddelbart var forløbet efter operationen ukompliceret.

Den 22. september 2001 blev undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling, af afdelingslæge C, da hun havde haft pludselige kraftige smerter i venstre ben i siddende stilling. Afdelingslægen konkluderede, at der formentlig var tale om et tilfælde af ufuldstændigt ledskred (subluksation).

Den 26. og 27. september blev tilset af overlæge A, som gik stuegang. Hun klagede fortsat over en del smerter, specielt over endeballen (glutrealregionen) og ned omkring fastgøringsstedet for de muskler, der drejer lårbenet udad (udadrotatorernes fæste). Overlægen fandt ikke tegn på sikkert ledskred og frafaldt senere en bestilt røntgenundersøgelse, da en fysioterapeut efter en behandling af oplyste, at der ikke var mistanke om ledskred.

Den 28. september 2001 gik overlæge D stuegang og konstaterede, at var mobiliseret i en såkaldt "talerstol", og den 1.oktober 2001 fandt afdelingslæge C, at kunne udskrives. Den 2. oktober 2001 blev af afdelingslæge udskrevet til en aflastningsplads.

Den 6. november 2001 blev undersøgt i ortopædkirurgisk ambulatorium, , af afdelingslæge B, som konstaterede en benlængdeforskel på 1½ cm, og at det havde været et noget langvarigt forløb. Afdelingslægen fandt ikke, at der var noget, som tydede på, at der skulle være noget i vejen med protesen, og kontrollen med blev afsluttet.

Den 4. februar 2002 blev på ny indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , efter at hendes praktiserende læge samme dag havde foranlediget en røntgenundersøgelse af hoften, og undersøgelsen havde vist ledskred af venstre hofte.

Klagen

Der er klaget over følgende:

- At ikke modtog korrekt behandling af sin hofte.

Det er herved anført, at lægerne ikke foretog røntgenundersøgelse af s hofte, selvom hun gav udtryk for smerter, dødhedsfornemmelse og stramning. Det er endvidere anført, at hun ved undersøgelsen den 6. november 2001 oplyste, at bedringen af hendes hofte var absolut minimal, at hendes ben stadig føltes som gummiben, og at det ikke gik fremad med mobiliseringen. På trods heraf foretog lægerne ikke en røntgenundersøgelse.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sit tilsyn af under stuegang den 26. og 27. september 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Afdelingslæge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin undersøgelse af den 6. november 2001 i ortopædkirurgisk ambulatorium, .

De læger på ortopædkirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af den 22. september 2001 og perioden fra den 28. september til den 2. oktober 2001, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen fra den 27. maj til den 17. september 2001, at havde pådraget sig brud af venstre hofte, der på var blevet opereret med indsættelse af 2 Olmed-skruer. Sammensætningen af knoglebruddet var efterfølgende skredet. blev herefter den 17. september 2001 indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , med henblik på indsættelse af en hofteledsskålprotese og en lårbenshalsprotese (total hofteprotese).

Det er noteret i journalen den 18. september 2001, at operationen blev udført af afdelingslæge B. Olmed-skruerne blev fjernet, og der blev indsat en lårbenshalsprotese. måtte herefter mobiliseres med fuld støtte, og der blev arrangeret ambulant kontrol efter cirka tre måneder.

Det fremgår af journalen den 22. september 2001, at den postoperative røntgenkontrol viste normale forhold. Senere samme dag blev dog undersøgt af afdelingslæge C, da hun havde haft pludselige kraftige smerter i venstre ben i siddende stilling. Hun kunne umiddelbart ikke støtte på benet, men efter få minutter indtrådte der en spontan bedring. Afdelingslæge C undersøgte , som var sengeliggende. Han fandt, at der var normal stilling af venstre ben ligesom han fandt diffus ømhed af området over hofteleddet (trokanterregionen). Han konkluderede, at der formentlig var tale om et tilfælde af ufuldstændigt ledskred (et ikke komplet ledskred, hvor protesen efterfølgende sætter sig på plads igen spontant).

Afdelingslæge C har i sin udtalelse til sagen anført, at han på grund af den normale lejring af benet ikke fandt indikation for en røntgenundersøgelse.

Nævnet kan oplyse, at smerter fra en nyopereret hofte er et sædvanligt fund, og at sådanne gener almindeligvis ikke udelukker en fortsat mobilisering.

Det er herefter nævnets vurdering, at det ikke var relevant at foretage røntgenkontrol på daværende tidspunkt, idet afdelingslæge C havde overvejet, om det kunne dreje sig om et ledskred, men ikke ved undersøgelse havde fundet kliniske tegn herpå.

Nævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge C har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 22. september 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Det fremgår af journalen den 26. september 2001, at overlæge A under stuegang konstaterede, at fortsat havde en del smerter specielt over endeballen (glutrealregionen) og ned omkring fastgøringsstedet for de muskler, der drejer lårbenet udad (udadrotatorernes fæste). Hun havde haft det udmærket de første dage, hvorefter der kom en smerte, som overlægen mente antageligt skyldtes, at udadrotatorerne havde løftet sig lidt fra sammensyningen. Overlægen noterede, at dette var meget naturligt og fandt ikke, at der skulle ske yderligere udover, at skulle træne videre.

Overlæge A har i sin udtalelse til sagen anført, at han tydeligt husker stuegangen den 26. september 2001. og en sygeplejerske angav, at havde oplevet en ændring og en smerte i den forbindelse. Overlægen fandt, at s ben var naturligt lejrede uden tegn på sikkert ledskred. Han besluttede dog, at der skulle tages et røntgenbillede og skrev en røntgenseddel. Herefter havde en fysioterapeut dog behandlet og haft denne ude af sengen. Fysioterapeuten oplyste, at der ikke var mistanke om ledskred, og at det fortsat gik godt fremad. Overlæge A skønnede herefter, at der ikke kunne været tale om ledskred af protesen og frafaldt derfor den bestilte røntgenundersøgelse.

Det fremgår samtidig af journalen den 27. september 2001, at overlæge A under ny stuegang konkluderede, at fortsat havde betydelig stramning og spænding hen over glutealregionen, men at det alt i alt gik langsomt fremad med indikation for fortsat træning.

Det er nævnets opfattelse, at overlæge A burde have foranlediget røntgenkontrol, da fortsat havde smerter og stramning omkring det opererede område, og der samtidig havde været mistanke om ufuldstændigt ledskred (subluksation) den 22. september 2002.

Nævnet finder på dette grundlag, at overlæge A ikke har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 26. og 27. september 2002 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Det er noteret i journalen den 28. september 2001, at overlæge gik stuegang og så, at var mobiliseret i en såkaldt ”talerstol”. Han ordinerede ophør med smertebehandlingen med morfin og ordinerede i stedet behandling med Tramadol.

Det er samtidig noteret i journalen den 1. oktober 2001, at afdelingslæge C fandt, at var klar til udskrivning til aflastningsplads.

Afdelingslæge C har i sin udtalelse til sagen anført, at han planlagde udskrivningen, da der var fremgang i mobiliseringen, omend langsomt.

Derudover er det noteret i journalen den 2. oktober 2001, at afdelingslæge efterfølgende udskrev til en aflastningsplads.

Det er nævnets vurdering, at der ikke ved stuegang foretaget mellem den 28. september og den 2. oktober 2001 har været behov for yderligere undersøgelser, idet der ikke i dette tidsrum fremkom oplysninger om et atypisk forløb.

Nævnet finder på den baggrund, at de læger på ortopædkirurgisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 28. september til den 2. oktober 2001, har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig faglig standard.

Det fremgår af journalen den 6. november 2001, at blev undersøgt af afdelingslæge B i ortopædkirurgisk ambulatorium, . Det gik langsomt, men ifølge stadigvæk lidt fremad. Afdelingslægen konstaterede, at venstre ben var 1½ cm kortere end det højre, og at det havde været et noget langvarigt forløb, men noterede, at det af og til kunne ses efter havarerede Olmed-skruer, sammenholdt med at var overvægtig. Afdelingslæge B skønnede herefter, at intet tydede på, at der skulle være noget i med protesen. Herefter blev kontrollen med afsluttet.

Afdelingslæge B har i sin udtalelse til sagen anført, at hun husker, at ved undersøgelsen fortalte hende, at hun havde en gyngende fornemmelse, når hun gik på benet. Afdelingslægen kunne dog ikke forestille sig, at faktisk kunne gå forholdsvis godt på en hofte med ledskred og fandt det derfor ikke nødvendigt at foretage en røntgenkontrol.

Det fremgår af journalen den 4. februar 2002, at på ny blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , da hendes praktiserende læge samme dag havde foranlediget røntgenundersøgelse af hoften, og undersøgelsen havde vist ledskred af venstre hofte. Den 6. februar 2002 blev på ny opereret med påpladssætning og påsættelse af antiluksationsring.

Nævnet kan oplyse, at et noget langvarigt forløb efter en hofteproteseoperation ikke er helt typisk, og at 1 ½ cm forkortning på det opererede ben samtidig er sjældent forekommende efter et sådant indgreb, idet det opererede ben sædvanligvis bliver længere, hvis der er benlængdeforskel.

Ud fra disse forhold, særligt den konstaterede forkortning af benet, sammenholdt med at angav, at hun havde en gyngende fornemmelse, når hun gik på benet, er det nævnets opfattelse, at afdelingslæge B burde have haft mistanke om komplet ledskred og foranlediget røntgenkontrol heraf.

Nævnet finder herefter, at afdelingslæge B ikke har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 6. november 2001.

Nævnsmedlem har udtalt følgende mindretalsudtalelse: Nævnsmedlem finder, at afdelingslæge C har handlet kritisabelt, fordi han d. 1. oktober besluttede, at var klar til udskrivelse. Dette nævnsmedlem finder, at afdelingslæge C, inden han traf beslutning om udskrivelse, burde have sikret sig, at de smerter stramninger, der var beskrevet i journalen efter d. 22. september 2001, havde fortaget sig. Nævnsmedlemmet har lagt vægt på, at det ikke fremgår af journalnotat af 1. oktober 2001, at var blevet undersøgt for eller udspurgt om en eventuel forbedring af tilstanden. Samtidig fremgår det af klagen, at tilstanden ved udskrivelsen ikke var bedret.