Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 25. september 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en 39-årig mand, der siden 6 års alderen har lidt af øjensygdommen retinitis pigmentosa, som har medført et betydeligt synshandicap.

har siden 1999 i alt 3 gange været indlagt på psykiatrisk afdeling for en sindssygdom præget af tankeforstyrrelser, hørelseshallucinationer, vrangforestillinger og social tilbagetrækning. Der har under de tidligere indlæggelser været god effekt af behandling med antipsykotisk og antidepressiv medicin.

Aktuelt blev den 9. august 2002 via psykiatrisk skadestue indlagt på . Han var ved indlæggelsen præget af vrangforestillinger om, at han under en tidligere indlæggelse i psykiatrisk afdeling havde fået indopereret et apparat i hjernen, ligesom han mente, at der blev placeret ”falske hukommelsesspor” i hans hjerne.

var ved indlæggelsen præget af vrangforestillinger samt af hørelseshallucinationer, og det blev vurderet, at han led af en spaltningssindssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni).

blev fra indlæggelsesdagen den 9. august 2002 søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin i form af Zyprexa, hvorefter han frivilligt indtog dette indtil den 9. september 2002, hvor han afviste den ordinerede behandling. meddelte samme dag, at han ikke have indtaget medicinen regelmæssigt, hvilket personalet indtil da havde troet. Den 12. september 2002 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med smeltetablet Zyprexa, 10 – 30 mg dagligt, subsidiært Cisordinol injektion, 10 – 20 mg dagligt, reguleret efter behov og bivirkninger.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter den 25. september 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Der blev som begrundelse anført, at var psykotisk og behandlingskrævende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var præget af vrangforestillinger samt af hørelseshallucinationer, foreneligt med diagnosen paranoid skizofreni, samt at han var forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at siden indlæggelsen den 9. august 2002 blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. Den omstændighed, at i en periode frivilligt havde indtaget antipsykotisk virkende medicin sandsynliggør efter nævnets opfattelse i dette konkrete tilfælde ikke, at yderligere motivitationsforsøg ville kunne formå til frivillig indtagelse af medicinen. Nævnet har i den forbindelse yderligere lagt vægt på, at erkendte, at han ikke havde indtaget medicinen regelmæssigt, hvilket personalet havde troet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 25. september 2002.