Indberetning af psykiaters udfærdigelse af en erklæring til brug for en samværssag

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 25. september 2002 om <****>, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Hændelsesforløb

Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri havde gennem en længere periode observeret og vurderet .

Ved brev af 13. september 2002 blev speciallæge anmodet om, at udarbejde en erklæring vedrørende . Temaet for besvarelsen var samværet med faderen, og anmodningen blev fremsendt af moderens advokat efter ønske fra statsamtet.

Erklæringen blev herefter udfærdiget den 25. september 2002.

Indberetningen

Sundhedsstyrelsen har indberettet følgende:

• at speciallæge ved sin erklæring af 25. september 2002 har udvist manglende omhu og uhildethed, idet hun har udtalt sig til støtte for den ene part i en samværssag, og idet det ikke af erklæringen fremgår, hvorpå hun bygger sine udtalelser, herunder hvilke oplysninger der beror på hendes egne iagttagelser, og hvilke der baserer sig på oplysninger fra andre og i givet fald hvem.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Speciallæge har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, ved sin udfærdigelse af erklæringen af 25. september 2002 om .

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at det af § 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 fremgår, at en erklæring ikke må indeholde oplysninger om sygdomme eller forhold, som lægen ikke i sin virksomhed som læge har kendskab til. Af § 4 fremgår, at det af erklæringen tydeligt skal fremgå, på hvilken måde lægen har opnået sin viden, herunder om oplysningerne beror på lægens egen undersøgelse, patientens tilkendegivelser, tredjemands undersøgelse eller journaler m.v.

Af officiel meddelelse i Ugeskrift for Læger af 1. december 1997 fremgår endvidere, at en læge efter Sundhedsstyrelsens opfattelse bør være yderst tilbageholdende med at afgive udtalelser til brug for en af parterne i forbindelse med sager om forældremyndighed og samvær, idet lægen oftest ikke har nogen mulighed for at kende hele historien. Såfremt lægen ønsker at indgå i disse sager, skal det angives, hvad lægen har fået oplyst, og hvad lægen selv har konstateret, således at det står helt klart, hvilke præmisser der foreligger for lægen, og på hvilken baggrund lægen udtaler sig.

Af speciallæge s udtalelse af 7. februar 2003 fremgår, at hun har observeret og talt med og vurderet i sin konsultation gennem længere tid, og at hun har haft flere møder med socialforvaltningen, moderen og , samt at hun har udtalt sig i retten og med rettens accept.

I erklæringen af 25. september 2002 hedder det, at speciallæge var blevet informeret om, at samværet mellem og hans far, uanset at der var tale om overvåget samvær, ikke blev overvåget 100 %, og at havde fortalt, at han var blevet skiftet af sin far. Endvidere anføres det, at hun, i betragtning af sagens alvor, idet hun mente, at det drejede sig om en dreng, som var udsat for seksuelle overgreb fra faderens side, fandt det fuldstændig utilstedeligt, at den voksne ansvarlige forlod rummet blot et enkelt sekund, endsige vendte ryggen til. Endelig hedder det, at grunden til, at hun reagerede på denne måde, var at efter samværet igen havde fået en forværring i sin psykiske tilstand.

Af erklæringen fremgår ikke, hvilke af de givne oplysninger der beroede på speciallæge s egen undersøgelse eller iagttagelse, og hvilke der skyldtes angivelser fra andre.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge har udvist manglende omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæringen af 25. september 2002 om .