Godkendelse af 3 tilfælde af aflåsning af døren til patientens stue

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 12. februar 2003 om aflåsning af <****>s patientstue på psykiatrisk afdeling, <****>.

havde siden 16-års alderen haft symptomer på skizofreni og siden 20-års alderen været i behandling herfor på Psykiatrisk Afdeling i . Siden 1999 havde hun været indlagt på psykiatrisk afdeling, . I 2000 var hun blevet sigtet for vold og havde modtaget dom til psykiatrisk behandling.

I februar 2002 blev aktuelt overført til psykiatrisk afdeling, , da der den 4. februar 2002 blev udstedt farlighedsdekret, idet hun havde foretaget mange selvbeskadende handlinger og flere gange havde forsøgt at tage kvælergreb på såvel plejepersonale som læger.

I det følgende år havde flere gange været bæltefikseret med samtidig anvendelse af remme for at forhindre selvbeskadigelse, da hun flere gange havde foretaget svære, selvmutilerende handlinger. Hun havde således blandt andet lukseret sine fingre, således at de har måttet reponeres, ligesom hun havde slugt batterier. Endvidere havde hun gentagne gange under indlæggelsen beskadiget sig selv ved dels at dunke hovedet mod sengekanten, væg eller lignende, dels ved at lade sig falde ned på begge knæ fra bordhøjde i den hensigt at brække sine knæskaller. Hun havde desuden påført sig en anden grads forbrænding ved at hælde kogende vand ud over sin hånd. Herudover havde hun udvist farlig adfærd rettet mod personalet.

Forløbet under indlæggelsen havde således været præget af, at pludseligt og impulsivt og uden forvarsel havde foretaget drastiske selvbeskadigende handlinger. Lægerne havde vurderet, at selvbeskadigelserne blev udløst, når som følge af for mange udefrakommende impulser og stimuli opbyggede en indre spænding, som fik afløb i selvbeskadigende handlinger. Endvidere havde lægerne erfaret, at lettere kunne kontrollere sig selv, når dagligdagen var forudsigelig og lagt i faste rammer.

I perioden fra den 12. til den 21. januar 2003 havde været fikseret med bælte, hånd- og fodremme på grund af farlighed. I denne periode havde hun dog også været selvbeskadigende og for eksempel forsøgt at brække sine lillefingre ved at vride hårdt i disse, hvorefter der måtte foretages en røntgenundersøgelse. Den 21. januar 2003 vurderede afdelingslæge , at nu var faldet til ro i en sådan grad, at hun kunne løsnes af bælte og remme. Da tidligere havde reageret kaotisk og selvbeskadigende ved forskellige stimuli, traf lægerne beslutning om, at hun skulle skærmes på sin stue ved aflåsning af stuedøren og kun være i fællesskab med andre 2 gange dagligt af ½ time samt i forbindelse med måltiderne. Samtidig blev det af hensyn til selvmordsfaren besluttet at begrænse hendes ejendele på stuen.

Den 22. januar 2003 slugte 3 batterier fra sin walkman. Efter konference med bagvagten på mave-tarmkirurgisk afdeling fandt lægerne det forsvarligt at afvente batteriernes naturlige afgang gennem tarmsystemet. Samme aften kl. 20.35 anmodede selv om igen at blive lagt i bælte, hvilket skete, hvorfor aflåsningen af stuedøren ophørte. var efterfølgende bæltefikseret og fik herunder, da der ikke skete naturlig afgang af batterierne, foretaget gastroskopisk fjernelse på .

Den 28. januar 2003 blev løsnet af bælte, og skærming på stuen med aflåsning af stuedøren med mulighed for fællesskab ½ time 2 gange dagligt blev geninstitueret.

Den 5. februar 2003 truede personalet med, at hun ville smadre sig selv. Lægerne vurderede, at hun var så udadreagerende, at tvangsfiksering var nødvendigt. Denne blev iværksat kl. 14.20 og blev bragt til ophør samme dag kl. 17.15, hvorefter aflåsning af stuedøren blev geninstitueret. Denne foranstaltning blev efterfølgende den 17. februar 2003 18.40 bragt til ophør i forbindelse med, at blev tvangsfikseret, efter at have forsøgt at brække begge knæ ved at hoppe ned med knæene først.

påklagede beslutningen om, at hendes stuedør blev aflåst i perioden fra den 21. januar 2003 kl. 11.10 til dagen efter kl. 20.35, i perioden fra den 28. januar kl. 10.30 til den 5. februar 2003 kl 14.20 samt i perioden fra den 5. februar 2003 kl. 17.15 til den 17. februar 2003 kl. 18.40 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter den 12. februar 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om aflåsningen. Der blev som begrundelse henvist til s sygehistorie og selvdestruktive handlinger samt lægens oplysninger om, at der dagligt blev foretaget en vurdering af, hvorvidt hendes tilstand tillod en begrænsning eller ophævelse af tvangsindgrebet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at aflåsning af en patientstue på psykiatrisk afdeling , i medfør af psykiatrilovens § 18 a kan anvendes i behandlingsøjemed med henblik på at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten eller med henblik på at skærme patienten mod for mange stimuli. Herudover kan aflåsning af patientstue bringes i anvendelse for at afværge fare for andre, afværge at en patient forfølger eller forulemper medpatienter samt for at afværge udøvelse af hærværk i ikke ubetydeligt omfang.

Det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 18 a, at aflåsning af en patientstue som udgangspunkt er mindre indgribende end en tvangsfiksering.

Det fremgår af psykiatrilovens § 21, stk. 1, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at aflåsning af patientstue ikke foretages i videre omfang end nødvendigt.

Aflåsning i perioden fra den 21. januar 2003 kl. 11.10 til den 22. januar 2003 kl. 20.35.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at anvende aflåsning af s patientstue i perioden fra den 21. januar 2003 kl. 11.10 til dagen efter kl. 20.35 var opfyldt, idet aflåsningen blev anvendt i behandlingsøjemed med henblik på at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af hende og med henblik på at skærme hende mod for mange stimuli. Nævnet har lagt vægt på, at i perioden fra den 12. til den 21. januar 2003 havde været tvangsfikseret med bælte, hånd- og fodremme på grund af farlighed, og at hun på trods heraf havde været selvmutilerende. Da tvangsfikseringen ophørte den 21. januar 2003 besluttede lægerne, på baggrund af tidligere erfaringer med, at reagerede kaotisk og selvmutilerende ved at blive udsat for forskellige belastninger, at hun herefter skulle skærmes på sin stue og kun være i fællesskab med andre 2 gange dagligt af ½ time samt i forbindelse med måltiderne.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der i den konkrete situation ikke fandtes andre, mindre indgribende alternativer til aflåsningen, hvorfor princippet om mindst indgribende foranstaltning må anses for opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at lægerne havde erfaret, at profiterede af faste rammer i behandlingen, og at hendes selvmutilerende adfærd ofte blev forstærket, når hun blev udsat for mange stimuli og impulser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af aflåsningen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet ifølge sygeplejekardex flere gange dagligt tilså , og at aflåsningen ophørte den 22. januar 2003 kl. 20.35, da efter blev lagt i bælte efter eget ønske herom, efter at have slugt 3 batterier fra sin walkman.

Aflåsning i perioden fra den 28. januar kl. 10.30 til den 5. februar 2003 kl 14.20.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at anvende aflåsning af s patientstue i perioden fra den 28. januar 2003 kl. 10.30 til den 5. februar 2003 kl. 14.20 var opfyldt, idet aflåsningen blev anvendt i behandlingsøjemed med henblik på at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af hende og med henblik på at skærme hende mod for mange stimuli. Nævnet har lagt vægt på, at i perioden fra den 22. til den 28. januar 2003 havde været tvangsfikseret på grund af farlighed. Da tvangsfikseringen ophørte den 28. januar 2003 traf lægerne beslutning om, at hun skulle skærmes på sin stue ved aflåsning af stuedøren og kun være i fællesskab med andre 2 gange dagligt af ½ time samt i forbindelse med måltiderne. Beslutningen blev begrundet med, at tidligere havde reageret kaotisk og selvmutilerende ved mange og forskellige stimuli.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der i den konkrete situation ikke fandtes andre, mindre indgribende alternativer til aflåsningen, hvorfor princippet om mindst indgribende foranstaltning må anses for opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at lægerne tidligere havde erfaret, at profiterede af faste rammer i behandlingen, og at hendes selvmutilerende adfærd ofte blev forstærket, når hun blev udsat for mange stimuli og impulser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af aflåsningen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet ifølge sygeplejekardex flere gange dagligt tilså , og at aflåsningen ophørte den 5. februar 2003, da iværksættelse af tvangsfiksering blev nødvendigt.

Aflåsning i perioden fra den 5. februar 2003 kl. 17.15 til den 17. februar 2003 kl. 18.40.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at anvende aflåsning af s patientstue i perioden fra den 5. februar 2003 kl. 17.15 til den 17. februar 2003 kl. 18.40 var opfyldt, idet aflåsningen blev anvendt i behandlingsøjemed med henblik på at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af hende og med henblik på at skærme hende mod for mange stimuli. Nævnet har lagt vægt på, at den 5. februar 2003 havde været tvangsfikseret fra kl. 14.20 til kl. 17.15. Da tidligere havde reageret kaotisk og selvmutilerende ved at blive udsat for forskellige belastninger, traf lægerne i forbindelse med tvangsfikseringens ophør beslutning om, at hun skulle skærmes på sin stue og kun være i fællesskab med andre 2 gange dagligt af ½ time samt i forbindelse med måltiderne.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der i den konkrete situation ikke fandtes andre, mindre indgribende alternativer til aflåsningen, hvorfor princippet om mindst indgribende foranstaltning må anses for opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at lægerne tidligere havde erfaret, at profiterede af faste rammer i behandlingen, og at hendes selvmutilerende adfærd ofte blev forstærket, når hun blev udsat for mange stimuli og impulser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af aflåsningen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. aflåsningen ophørte den 5. februar 2003, da iværksættelse af tvangsfiksering blev nødvendigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af aflåsningen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet ifølge sygeplejekardex flere gange dagligt tilså , og at aflåsningen ophørte den 17. februar 2003 kl. 18.40 i forbindelse med en tvangsfiksering af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet den 12. februar 2003 af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om aflåsning af s patientstue på psykiatrisk afdeling, .