Iværksat på 4. dagen ? patienten ikke væsentligt forpint og aggressiv

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 11. september 2002 om tvangsbehandling og tvangsfiksering af <****>.

havde gennem flere år lidt af paranoid skizofreni og var blevet behandlet med elektrochokbehandling og forskellige former for antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

I juli 2002 havde han været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af religiøse og storheds- og forfølgelsesforestillinger. Han havde været meget affektlabil og ind imellem vred og truende.

blev aktuelt genindlagt den 27. august 2002 på behandlingsindikation. Ved indlæggelsen blev det oplyst, at han var ved at blive sat ud af sin lejlighed på grund af trusler mod viceværten og beboerne i ejendommen. Endvidere havde der været ildspåsættelse i hans lejlighed og han havde hældt ammoniak gennem brevsprækken hos opgangens beboere, ligesom han havde kastet tomme og fyldte flasker ud af vinduerne fra 2. sal. Lægerne fandt ham ved indlæggelsen svært psykotisk, usamlet, ekstatisk og med uforståelig tale. Samme dag blev han tiltagende højtråbende, truende og urolig, ligesom han slog ud efter personalet og aktiverede afdelingens brandalarmer. Han blev herefter tvangsfikseret, hvorunder der måtte anlægges fodrem.

Da lægerne vurderede, at var svært psykotisk, besluttede de den 30. august 2002 at tvangsbehandle ham med Risperdal 10-16 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 20-40 mg dagligt.

I de følgende dage var fortsat svært psykotisk, urolig og truende, hvorfor tvangsfikseringen blev opretholdt. Den 2. september 2002 blev ham løsnet af bæltefikseringen.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling og tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev for så vidt angår tvangsbehandlingen tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 11. september 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningerne.

Vedrørende beslutningen om tvangsbehandlingen:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en svært psykotisk tilstand med usamlet tankegang, ekstatisk adfærd og uforståelig tale.

Af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinier om brug af neuroleptika fremgår, at betænkningstiden bør udstrækkes til 1- 2 uger, hvis patienten ikke er meget forpint eller aggressiv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet 4 dage efter s indlæggelse, men at han i dette tidsrum efter det oplyste havde været svært psykotisk, truende og farlig i sin adfærd, samt væsentlig aggressiv og ganske forpint. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, samt at han ved 3 tidligere indlæggelser kort tid forud for aktuelle indlæggelse havde afvist medicinsk behandling, hvorfor det efter nævnets opfattelse ikke var sandsynligt, at han kunne overtales hertil. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om primær anvendelse af peroral behandling, alternativt behandling med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Risperdal og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige. Nævnet bemærker dog, at doseringen for begge præparater er høj, men ikke usædvanlig høj ved svært psykotiske tilstande, som den foreliggende.

Nævnet bemærker, at de besluttede doseringer ikke fremgår af tvangsprotokollen, journalen eller sygeplejekardex, men at overlægen på mødet den 11. september 2002 i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved på forespørgsel oplyste de besluttede doseringer.

Vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 27. august 2002 kl. 21.30 til den 2. september 2002 kl. 10.25

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 27. august 2002 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at var højtråbende, truende og motorisk urolig, ligesom han slog ud og spyttede efter personalet. Han ringede endvidere til alarmcentralen adskillige gange og aktiverede afdelingens brandalarmer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der blev anlagt fodrem, da han fortsat var motorisk urolig og sparkede ud efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre ham til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han fortsat var urolig efter indgivelse af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen og sygeplejekardeks var anført, at den 28. august 2002 fortsat var urolig og truende, og at han havde kastet en kolbe fyldt med urin efter personalemedlemmer, som han havde ramt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han ifølge journalen den 29. august 2002 fortsat var truende, udadreagerende og ukorrigerbar, ligesom han kastede med bøger og sparkede efter personalet. Det var ligeledes tilfældet dagen efter, hvor han desuden fremsatte trusler overfor personalet, herunder trusler på livet. Den 31. august 2002 var han atter truende og slog ud efter personalet, og dagen efter slog han igen ud efter personalet samtidig med, at han kastede afføring og medicin efter dem. Nævnet har endelig lagt vægt på, at , da han den 2. september 2002, da han faldt til ro og personalet kunne lave aftaler med ham, blev løsnet af fikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 11. september 2002.