Klage over behandlingstidspunkt for tand med tanddannelsesforstyrrelser

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de involverede tandlæger for deres behandling af <****> i perioden fra den 11. februar 1993 til den 24. marts 2000 i <****> Kommunale Tandpleje.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere tandlæge A for hans behandling af <****> i perioden fra den 26. april 2000 til den 3. april 2002 i sin praksis.

Hændelsesforløb
Den 11. februar 1993 fik , som var 9 år, i Kommunale Tandpleje slebet let på +4 (den første lille kindtand i venstre side af overkæben), som tillige blev penslet med fluorlak (”duraphat”).

Den 13. april, 13. maj og 23. september 1993 samt den 20. januar og 1. september 1994 blev tanden igen penslet med fluorlak. Den 1. september 1994 fik endvidere lagt en cementfyldning i tanden, som den 13. oktober 1994 blev erstattet med en plastfyldning.

Den 9. marts og 10. november 1995 samt 20. maj 1996 fik repareret +4 med plastfyldninger.

Den 13. januar 1997 blev undersøgt af afdelingstandlæge C, som vurderede, at man grundet s alder skulle vente med at foretage kronebehandling af tanden.

Den 5. december 1997 fik igen repareret +4 med plast, og den 23. januar 1998 henvendte han sig med tandpine i tanden, hvorfor plasten blev fjernet, og der blev lagt en midlertidig fyldning. Den 4. februar 1998 blev der på ny lagt en plastfyldning i +4.

Den 13. marts 1998 blev der konstateret betændelse på roden af +4, og den 25. maj 1998 blev der påbegyndt rodbehandling af +4. Rodbehandlingen fortsatte over 3 konsultationer indtil den 23. oktober 1998, og tanden blev efter yderligere en konsultation den 28. april 1999 rodfyldt den 13. august 1999.

Den 17. marts 2000 udeblev fra behandling i tandplejen, og efterfølgende blev der givet besked om, at han ønskede at fortsætte behandlingen hos en privat praktiserende tandlæge A, efter at han var fyldt 16 år.

Den 1. februar og 22. oktober 2001 samt den 21. marts 2002 var til konsultation hos tandlæge A, hvor der blev lavet undersøgelser, tandrensning og fluorpenslinger.

Den 23. september 2002, hvor var fyldt 18 år, konstaterede tandlæge A, at der var caries i +4, og han lagde en plastfyldning i tanden. Han tilrådede, at +4 nu blev behandlet med en krone, da tanden var meget svækket.

Den 20. november 2002 henvendte sig til tandlæge A, da hele fladen ud mod kinden (facialfladen) på +4 nu var knækket af, og den 22. januar 2003 blev behandlingen med krone påbegyndt.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. at tandlægerne i den kommunale tandpleje ikke på et tidligere tidspunkt vurderede, at der skulle iværksættes behandling af +4.

2. At tandlæge A ikke forstærkede +4 på et tidligere tidspunkt.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
De involverede tandlæger har ikke overtrådt lov om tandlæger ved deres behandling af i perioden fra den 11. februar 1993 til den 24. marts 2000 i Kommunale Tandpleje.

Begrundelse
Den 11. februar 1993 fik , som var 9 år, ifølge journalen i Kommunale Tandpleje slebet let på +4, der var hypoplastisk, det vil sige med afvigende form og dårlig mineralisering af emaljen. Tanden blev efterfølgende penslet med fluorlak (”duraphat”).

Det fremgår endvidere af journalen, at tandlæge B penslede +4 med fluorlak henholdsvis den 13. april, 13. maj 1993, og den 23. september 1993 samt den 20. januar 1994.

Den 1. september 1994 fik ifølge journalen på ny af tandlæge B penslet +4 med fluorlak, og der blev lagt en cementfyldning på tandfladen (mesialfladen), der vender ind mod den foranstående hjørnetand. (flade 2). Den 13. oktober 1994 blev cementfyldningen erstattet med en normal plastfyldning.

Den 9. marts 1995 fik ifølge journalen lagt en yderligere plastfyldning i +4 på tandfladen (facialfladen) ud mod kinden (flade 3) og på flade 2.

Den 10. november 1995 fortsatte tandlæge C ifølge journalen fyldningsterapien af +4, idet der blev lagt en plastfyldning på tandfladen (lingualfladen), der vender ind mod tungen. Det blev konstateret, at tanden var følsom for koldt, og det blev på denne baggrund aftalt, at skulle henvende sig, hvis symptomerne fortsatte.

Den 20. maj 1996 fik følge journalen af tandlæge C repareret +4 med plast.

Den 1. november 1996 blev af tandlæge C henvist til protetisk behandling med henblik på vurdering af behandlingsmulighederne for +4 herunder vurdering af, om det var nødvendigt med en krone.

Den 13. januar 1997 blev undersøgt af afdelingstandlæge C, som ifølge brev af 14. januar 1997 til de henvisende tandlæger vurderede, at lappeløsninger med plast ville være at foretrække indtil videre, da det grundet s unge alder var en dårlig ide at beslibe en tand med henblik på kronebehandling. s far blev informeret herom, ligesom der blev talt om det økonomiske aspekt. Afdelingstandlæge C foreslog, at sagen blev genoptaget omkring 16-års alderen før eventuel udskrivning til privat tandlæge og senest før 18-års alderen.

Den 5. december 1997 fik ifølge journalen igen af tandlæge C repareret +4 med plast, og det blev konstateret, at tanden fortsat var følsom for koldt.

Den 23. januar 1998 henvendte sig ifølge journalen med tandpine i +4. Plasten blev fjernet, og der blev lagt en midlertidig fyldning (zinkilte – eugenolcement). Den 4. februar 1998 blev der på ny lagt en plastfyldning i +4.

Den 13. marts 1998 viste et røntgenbillede ifølge journalen, at tilstanden var forværret, idet der var betændelse ved rodspidsen af +4 (apikal opklaring), og den 25. maj 1998 påbegyndte tandlæge C rodbehandling af +4. Rodbehandlingen fortsatte over 3 konsultationer indtil den 23. oktober 1998.

Den 28. april 1999 overtog tandlæge D ifølge journalen behandlingen af , og den 13. august 1999 rodfyldte hun +4.

Den 17. marts 2000 udeblev ifølge journalen fra behandling, og efterfølgende blev det oplyst overfor tandplejen, at , som var fyldt 16 år, fremover ønskede at få behandling af en privat praktiserende tandlæge.

Den 24. marts 2000 udfærdigede tandlæge D et udskrivningskort, som blev sendt til tandlæge A, hvori det blandt andet blev anført, at havde fået foretaget rodbehandling af +4 den 13. august 1999, som var hypoplastisk. Røntgenbilleder af 8. april og 13. august 1998 blev tillige medsendt til tandlæge A.

Overtandlægen i Kommunale Tandpleje har anført i brev til s far, at man i den kommunale tandpleje den 17. marts 2000 ville have taget stilling til den fortsatte behandling af tanden, men at udeblev fra denne konsultation.

Tandlæge D har anført i sin udtalelse, at hun vurderede, at den foretagne rodfyldning var tilstrækkelig holdbar frem til undersøgelsen den 17. marts 2000. Hun har endvidere anført, at hun vurderede, at yderligere information var unødvendig, da s far tidligere var blevet informeret.

Nævnet kan oplyse, at tanddannelsesforstyrrelser kan være lokaliserede til en enkelt tand fremkaldt af en lokal skadelig påvirkning under denne tands mineralisationsperiode. Behandling af tanddannelsesforstyrrelserne afhænger af, hvor omfattende destruktionen er i den enkelte tand.

Videre kan nævnet oplyse, at det er uafklaret, hvorvidt det er bedst at gribe til behandling hurtig efter registrering af et større tab af tandsubstansen, hvis barnet ikke har symptomer eller udvikler karies. I tilfælde, hvor man har valgt tidlig fyldningsterapi, har det imidlertid vist sig, at der relativt hurtigt efter behandlingen er sket tab af yderligere tandsubstans efter randens frembrud, hvorefter ny fyldningsterapi har været nødvendig.

Nævnet kan herudover oplyse, at tandlægerne ved behandlingen af tanddannelsesforstyrrelser normalt i første omgang vælger at afpudse og fluorbehandle tænderne samtidig med, at patienterne instrueres i renhold af tænderne. Hvis det ikke er muligt med denne behandling at hindre, at der udvikles caries eller at tænderne smuldrer væk, må tandlægen gå videre med fyldningsterapi af forskellig omfang. Man vil kunne opleve, at tænder med mineralisationsforstyrrelser vil få mange fyldninger, for til sidst at blive kronet. I denne udvikling kan der opstå forværring i tænderne, således at rodbehandling af tanden kan komme på tale.

Det er nævnets vurdering, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at afdelingstandlæge C den 13. januar 1997 vurderede, at man indtil videre skulle foretage lappeløsninger af +4 på grund af s unge alder, idet tanden på dette tidspunkt havde en relativ stor nerve, der ville komplicere beslibning af tanden med deraf følgende risiko for at beskadige nerven. Endvidere ville tandkødet, dersom kronebehandlingen blev iværksat på dette tidspunkt, efterfølgende trække sig lidt tilbage med det resultat, at kronekanten ville blive synlig, hvilket ville kunne give kosmetiske bivirkninger.

Det er endvidere nævnets vurdering, at den behandling af +4 som modtog af tandlæge B, tandlæge C og tandlæge D ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han løbende blev holdt under observation og blev relevant behandlet.

Samlet finder nævnet ikke anledning til at kritisere den behandling, modtog i perioden fra den 11. februar 1993 til den 24. marts 2000 i Kommunale Tandpleje.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Tandlæge A har ikke overtrådt lov om tandlæger ved sin behandling af i perioden fra den 26. april 2000 til den 3. april 2002 i sin praksis.

Begrundelse
I forbindelse med at fyldte 16 år ønskede han at overgå til behandling hos tandlæge A.

Det fremgår af udskrivningsbrev af 24. marts 2000 fra Kommunale Tandpleje, som blev sendt til tandlæge A, at havde fået foretaget rodbehandling af +4 den 13. august 1999, som var hypoplastisk. Det fremgår videre, at man opfordrede til, at blev indkaldt snarest muligt til undersøgelse.

Den 26. april 2000 blev ifølge journalen første gang undersøgt af tandlæge A, som foretog tandrensning samt afpudsning af fyldninger. Der blev endvidere givet børsteinstruktion.

I den efterfølgende periode fik ifølge journalen med regelmæssige mellemrum foretaget undersøgelser, tandrensning og flourpenslinger hos tandlæge A. Han blev således undersøgt henholdsvis den 1. februar og 22. oktober 2001 samt den 21. marts 2002.

Den 23. september 2002, hvor var fyldt 18 år, konstaterede tandlæge A ifølge journalen, at der var caries i +4, og han lagde en plastfyldning i tanden, idet han benyttede materialerne Optibond® og Tetric®, som begge er godkendte til brug i kindtænder. Tandlæge A tilrådede , at +4 nu blev behandlet med en krone, da tanden var meget svækket.

Tandlæge A har anført i sin udtalelse, at han på baggrund af det materiale, han fik tilsendt fra Kommunale Tandpleje, vurderede, at der var foretaget en optimal rodbehandling af +4, samt udført en korrekt og fyldestgørende behandling med plast af samme tand. Behandlingen var stadig sufficient ved sidste undersøgelse før fyldte 18 år. Først den 23. september 2002, hvor var fyldt 18 år, blev der konstateret fornyet caries i +4. Tandlæge As vurdering var herefter, at tanden på baggrund af det nye cariesangreb sammen med tidligere behandling herunder rodbehandling nu var svækket i en sådan grad, at han måtte anbefale kronebehandling.

Nævnet kan oplyse, at en tand efter en robehandling er svækket. Emaljedefekter i en tand betyder desuden, at der altid vil være en risiko for afskalninger af tanden eller brud på grund tyggetrykket.

Nævnet finder ikke anledning til at kritisere, at tandlæge A i perioden fra den 26. april 2000 til den 3. april 2002, hvor fyldte 18 år, ikke foretog forstærkning af +4 udover fluorpenslinger, idet det efter nævnets vurdering ikke var påkrævet.