Tvangsbehandling med depotmedicin ? daglige injektioner ikke forbundet med angst eller fysisk magt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 25. marts 2003 om tvangsbehandling med depotmedicin af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at grundlaget herfor ikke var til stede.

er 69-årig kvinde, som bor alene og som flere gange tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af paranoid psykose. Hun havde siden 1985 været i behandling med det antipsykotiske præparat Trilafon, givet som depotinjektioner med god effekt på tilstanden. Frem til 1990 var hun blevet fulgt ambulant, hvorefter den fortsatte behandling overgik til egen læge. I 2000 og 2002 var hun dog ophørt med behandlingen, hvorefter hun atter var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, . Da hun havde klaget over bivirkninger ved behandlingen med Trilafon, havde lægerne i stedet ordineret det antipsykotiske præparat, Risperdal, ligeledes i form af depotinjektioner. Efterfølgende var hendes tilstand blevet forværret, hvorfor hun i efteråret 2002 var overgået til behandling med Cisordinol, hvilket hun dog også var ophørt med.

Aktuelt blev den 28. februar 2003 tvangsindlagt på behandlingsindikation af egen læge, da hun var blevet tiltagende aggressiv, vredladen og paranoid. Ved indlæggelsen på psykiatrisk afdeling, fandt lægerne hende psykotisk uden sygdomserkendelse og behandlingskrævende med vrangforestillinger i form af forfølgelsesforestillinger om, at vandet og maden var forgiftet og om, at lægerne var ude på at skade hende og slå hende ihjel blandt andet med medicin.

blev allerede få dage efter indlæggelsen tilbudt behandling med injektion Cisordinol depot 200 mg hver 14.dag. Hun blev herefter løbende søgt motiveret for at påbegynde denne behandling, men modsatte sig vedvarende dette. Den 17. marts 2003 traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol depot 200 mg hver 14. dag.

klagede over beslutningen om tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 25. marts 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering med injektion Cisordinol depot 200 mg hver 14. dag. Det blev som begrundelse blandt andet anført, at tidligere havde været i behandling med Cisordinol som depotmedicin, og at lægerne ikke havde iagttaget objektive tegn på medicinbivirkninger ved denne behandling, ligesom nævnet ud fra en samlet vurdering fandt, at det ville være bedst, at den ordinerede medicin blev givet som depotmedicin for at undgå en daglig konfrontation med .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand uden sygdomserkendelse med vrangforestillinger i form af blandt andet forfølgelsesforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 2 uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform til anvendelse på længere sigt i behandling af ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke ville være muligt, ligesom det ikke anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende for eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at beslutning om, hvorvidt en patient skal tvangsmedicineres med depotmedicin bør foretages på grundlag af en vurdering af patientens aktuelle tilstand på beslutningstidspunktet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 25. marts 2003 om tvangsbehandling med depotmedicin af på psykiatrisk afdeling, , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at grundlaget herfor ikke var til stede.