Klage over tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 6. februar 2003 vedrørende tvangsfiksering af <****> den 28. januar 2003 på <****>.

er en 47-årig kvinde, der siden 1990 har været indlagt på psykiatrisk afdeling 21 gange, heraf 13 gange ved tvang på behandlingsindikation. Indlæggelserne er sædvanligvis forudgået af medicinsvigt. Hun har under disse indlæggelser lidt af en sindssygdom præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter samt legemlige, muligt hypokondre vrangforestillinger.

Aktuelt blev den 18. januar 2003 indlagt på . Indlæggelsen skete frivilligt og akut via lægevagten, ifølge fordi hun ikke kan klare sig hjemme på grund af legemlig sygdom. Ifølge journalen var hun præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter samt hypokondre vrangforestillinger. Hun blev ved indlæggelsen beskrevet psykotisk som oven for beskrevet samt ikke særlig imødekommende, mistænksom og indimellem fjendtlig.

var de efterfølgende dage uændret præget af sine vrangforestillinger for hvilke hun var uden erkendelse. Hun begærede sig udskrevet, men blev tvangstilbageholdt. Hun vægrede sig ved at påbegynde ordineret behandling med antipsykotisk medicin.

Det fremgår af journalnotat af 19. januar 2003, at hun var vredladen og råbende, samt tydelig opkørt på grund af indlæggelsen, på hvilken baggrund hun blev tilbudt og accepterede behandling med beroligende medicin i form af Cisordinol acutard injektion100 mg i musklen. Der var heraf det nærmeste døgn en tydelig afdæmpende effekt, men hun beskrives den 22. januar 2003 atter som vredladen og udskældende. Hun var fortsat medicinvægrende hvad angik behandling med antipsykotisk medicin.

Den 27. januar 2003 var hun ifølge journalen vredladen og udskældende, men det fremgår også, at hun kunne korrigeres, når hun blev for urolig i dagligstuen.

Den 28. januar 2003 var usædvanlig vred og udskældende samt svært psykotisk, og hun råbte ukvemsord efter lægen, da denne kom ind i afdelingen. Det blev vurderet, at hun var til gene for sine medpatienter og i øvrigt så urolig, at hun ved tvang blev indgivet beroligende medicin i form af Cisordinol acutard injektion100 mg i musklen kombineret med 10 mg Stesolid i musklen.

Hun var på trods heraf efterfølgende fortsat svært opkørt, hvorfor hun blev søgt skærmet på stuen, hvilket ikke var muligt, hvorefter hun kl. 9.55 blev fikseret med mavebælte og én fodrem. Bæltefikseringen blev opretholdt til den efterfølgende dag kl. 7.15, hvor hun uændret blev beskrevet som psykotisk, vredladen og helt uden indsigt i egen sygdom.

påklagede beslutningen om fiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 6. februar 2003. Nævnet underkendte beslutningen om tvangsfiksering. Nævnet lagde herved vægt på, at ikke var truende eller korporlig aggressiv overfor personale eller medpatienter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 28. januar kl. 9.55 ikke var opfyldt, idet nævnet ikke finder det godtgjort, at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, eller at hun forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede sine medpatienter.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering kan anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Tvangsfiksering har her karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at udgjorde en konkret, aktuel og påviselig fare for sig selv eller andre.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2, at tvangsfiksering desuden kan anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår, at der her er tale om mindre alvorlige overgreb i forhold til farekriteriet i § 14, stk. 2, nr. 1, mens den beskyttede personkreds her er begrænset til kredsen af medpatienter og omfatter således ikke personalet, pårørende eller andre personer, der opholder sig på afdelingen.

Af forarbejderne til psykiatriloven (betænkning nr. 1109 fra 1987) fremgår det, at medpatienter skal kunne opholde sig på afdelingen uden at risikere at blive udsat for at blive forfulgt eller groft forulempet. En blot almindelig støjende eller urolig adfærd er ikke tilstrækkeligt til at iværksætte tvangsfiksering. Der kræves dels kvalitativt noget mere, dvs. mere end de gener, som ofte vil være forbundet med at være indlagt på en psykiatrisk afdeling med urolige patienter, dels at der er tale om direkte forfølgelse eller grov forulempelse rettet mod en eller flere bestemte patienter. Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting.

Det fremgår af journalnotat af 28. januar 2003, at i sin højtråbende adfærd var til gene for medpatienter, men nærmere beskrivelse af eventuel grov forulempelse af disse foreligger ikke i de tilstedeværende sagsakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 6. februar 2003.