Indberetning vedrørende manglende konstatering af parodontitis

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere tandlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 28. september 1987 til den 22. oktober 2001 i hans klinik, jf. lov om tandlæger § 12.

Hændelsesforløb
havde siden den 28. september 1987 gået til regelmæssige undersøgelser og behandling hos tandlæge .

Der blev foretaget undersøgelser og tandrensninger 3 til 4 gange om året, og der blev lavet nogle almindelige fyldninger.

fik gennem denne periode gentagne gange foretaget behandling for tandkødsbetændelse.

Den 25. oktober 2001 konsulterede anden tandlæge, der konstaterede fremskreden parodontitis.

Sundhedsstyrelsen har ved brev af 15. september 2001 indberettet sagen til Patientklagenævnet.

Nævnets afgørelse af indberetningen
Tandlæge har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin undersøgelse og behandling af i perioden fra den 28. september 1987 til den 22. oktober 2001.

Hændelsesforløb
Ifølge journalen blev der i 1987 foretaget behandling for tandkødsbetændelse (gingivitisbehandling), og i 1988 blev der givet individuel forebyggende behandling (IFB). Det fremgår ikke af journalen, hvorfor der blev givet gingivitisbehandling, eller hvad den individuelle forebyggende behandling gik ud på.

Ifølge journalen blev der i maj 1993 målt tandkødslommer, hvor der ikke blev konstateret noget usædvanligt.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at der ikke i den forbindelse blev lavet pochediagram.

I januar 1994 blev 6 tænder ifølge journalen behandlet med desinficerende gel.

Nævnet lægger til grund at dette skete på grund af tandkødsbetændelse.

I oktober 1995 blev 2 andre tænder ifølge journalen behandlet med Elyzol (et antibiotikum). Der blev herefter givet individuel forebyggende behandling uden, at det fremgår, hvorfor eller hvori den bestod.

Nævnet lægger til grund, at behandlingen med antibiotika ligeledes skete på grund af tandkødsbetændelse.

I 1996 blev der foretaget tandrodsrensning 2 gange, og i de følgende 5 år blev der jævnligt behandlet med hibitanegel eller metronidazol, som er et antibiotikum som Elyzol.

Tandlæge anbefalede/henviste i april 2001 til parodontosespecialist, men det blev ikke til noget.

Den 22. oktober 2001 sendte tandlæge en skriftlig henvisning til anden tandlæge, og på dette tidspunkt målte han tandkødslommerne på de små kindtænder i overkæben og på de små kindtænder i højre side af underkæben til 5 - 6 mm. Der blev ikke målt tandkødslommer på de bagerste kindtænder.

Tandlæge noterede ifølge journalen flere gange i forløbet, at var gravid, havde stress eller havde en ”forskubbet” hormonbalance med tandkødsbetændelse til følge.

Ifølge journalen blev disse iagttagelser ikke fulgt op at en målrettet undersøgelse for parodontitis eller af forebyggende tiltag.

Det er på baggrund af gennemgang af røntgenbilleder fra 1990 nævnets vurdering, at de ikke viser tegn på tab af knoglefæste (parodontitis).

Det er videre på baggrund af gennemgang af røntgenbillederne fra oktober 2001 nævnets vurdering, at de viser begyndende tab af knoglefæste på de små kindtænder og fremskredent knogletab på de bagerste kindtænder.

Da blev undersøgt hos anden tandlæge den 25. oktober 2001, det vil sige 4 dage efter sidste besøg hos tandlæge , konstaterede den anden tandlæge tandkødslommer på op til 10 mm, dybest ved de bagerste kindtænder både i overkæben og i underkæben. Tandlægen foretog fjernelse af 2 tænder +7 og -7 (anden store kindtand i venstre side af over- og underkæben) og muligvis fjernelse af 2 andre 7+ og 7- (anden store kindtand i højre side af over- og underkæben). Tandlægen noterede endvidere store mængder tandsten under tandkødsranden.

Det er nævnets vurdering, at parodontitis hos udviklede sig hurtigt, og særligt voldsomt på de bagerste kindtænder.

Det er på trods heraf nævnets vurdering, at tandlæge burde have konstateret sygdommen i tide, idet nævnet lægger til grund, at de hyppige undersøgelser herunder røntgenbillederne fra oktober 2001 og tandrensninger tjente netop dette formål.

Det er nævnets vurdering, at tandlæge i et vist omfang har behandlet for parodontitis.

Nævnet finder imidlertid, at denne behandling har været utilstrækkelig.

Nævnet finder videre, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at tandlæge på baggrund af de sporadiske fund, som han gjorde, ikke foretog en systematisk og omfattende parodontitis undersøgelse.

Det er videre nævnets vurdering, at han burde have lagt en overordnet behandlingsplan for derved at give både sig selv og en klar forståelse af situationens alvor.

Nævnet kan oplyse, at såvel caries som parodontitis i vidt omfang kan forebygges på den normale voksne, habile og ellers raske og interesserede patient. Hertil behøves forebyggende tiltag og korrekt sygdomsbehandling og især et godt samarbejde med patienten om den nødvendige daglige tandpleje.

Nævnet kan videre oplyse, at formålet med at gå til regelmæssig undersøgelse og kontrol hos en tandlæge er at forebygge og behandle tandsygdomme så tidligt som muligt. Tandlægens patienter kan med rette forvente, at tandlægen undersøger omhyggeligt og informerer om de fund, der bliver gjort, og at mulige behandlinger bliver foreslået.

Nævnet finder videre, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at s tænder trods tandrensningen havde store mængder tandsten under tandkødsranden.

Sammenfattende finder nævnet, at tandlæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .