Tvangsbehandling med Leponex

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 4. november 2003 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb
er en nu 47-årig kvinde, der tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af en uspecificeret, ikke organisk psykose.

blev aktuelt tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , den 28. februar 2002 på behandlingsindikation, idet hun var ophørt med at indtage den ordinerede antipsykotiske medicin i form af Zyprexa 10 mg. dagligt. Lægerne vurderede, at hun ved indlæggelsen var klart psykotisk med forstyrret, eventuel kaotisk tankegang og adfærd samt præget af vrangforestillinger hvad angår sin fødeindtagelse. Hun var uden erkendelse af egen tilstand og konsekvens heraf uden behandlingsbehov. I perioden fra den 3. oktober til den 9. december 2002 blev hun tvangsbehandlet med tablet Zyprexa (op til 30 mg. dagligt), hvilken behandling imidlertid ikke medførte større ændring i hendes tilstand, muligvis på grund af svigtende medicinindtagelse.

På grund af manglende effekt af behandlingen med Zyprexa ønskede afdelingen af overgå til tvangsbehandling med mikstur Cisordinol. Denne doseringsform var imidlertid ikke indbefattet i afdelingens primære beslutning om tvangsbehandling, hvorfor der den 10. januar 2003 blev truffet en ny beslutning om tvangsbehandling med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, samt - såfremt behandling med Cisordinol måtte være uden effekt - med Risperdal, eventuelt overgående til behandling med Cisordinol- eller Risperdaldepot eller alternativt andre neuroleptika, herunder Leponex 400 mg vejledt af virkning og bivirkning.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning. Ved afgørelse af 22. januar 2003 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn ved beslutningen om tvangsbehandling med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, samt Risperdal i sædvanlig dosis, såfremt der ikke var effekt af Cisordinol, men underkendte beslutningen om, at eventuelt skulle behandles med præparaterne i depotform.

Afgørelsen blev herefter anket til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som hjemviste denne til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , idet det hverken af afgørelsen fra Det psykiatriske Patientklagenævn i eller af sagens øvrige materiale, hvilken dosis eller hvilket dosisinterval Risperdal, der blev besluttet og godkendt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn indhentede med henblik på fornyet behandling og afgørelse af sagen overlægens udtalelse om dosis og dosisinterval ved eventuel behandling med Risperdal. Det blev oplyst, at beslutningen om tvangsbehandling indebar Risperdal 2 mg dagligt.

Det lokale nævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved traf herefter afgørelse af 4. november 2003 og godkendte beslutningen om tvangsbehandling med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, samt Risperdal 2 mg dagligt, såfremt der ikke var effekt af Cisordinol, men underkendte beslutningen om, at eventuelt skulle behandles med præparaterne i depotform.

ankede på ny afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt til grund, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved alene har godkendt beslutning om tvangsbehandling med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, samt Risperdal 2 mg dagligt, såfremt der ikke var effekt af Cisordinol. Således lægger Sundhedsvæsenets Patientklagenævn til grund, at beslutningen om alternativt at behandle med Cisordinol- eller Risperdaldepot eller alternativt andre neuroleptika, herunder Leponex 400 mg er blevet underkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at ved indlæggelsen og i hele behandlingsforløbet befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af vrangforestillinger omkring fødeindtagelse, tankeforstyrrelser, tvangsfænomener og manglende sygdomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem flere måneder blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om peroral behandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol og Risperdal er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at Cisordinol og Risperdal i depotform
ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ikke ved tidligere indlæggelser havde modtaget Cisordinol og Risperdal som depotmedicin, ligesom det ikke findes godtgjort, at daglige indsprøjtninger ville virke angstprovokerende for og være forbundet med betydelig magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den alternative ordination af Leponex 400 mg dagligt ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagde herved vægt på, at Leponex kunne have en alvorlig, om end sjælden, bivirkning i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer, og at præparatet i følge de gældende retningslinjer fra Dansk Psykiatrisk Selskab vedrørende behandling med antipsykotisk medicin ikke burde anvendes som middel ved tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer (klaringsrapport nr. 5, 1998) for behandling med antipsykotisk medicin fremgår, at Leponex (clozapin) som udgangspunkt ikke bør anvendes til tvangsbehandling. Baggrunden for dette er, at Leponex i sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer.

Konklusion
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 4. november 2003.