Klage burde have været tillagt opsættende virkning ? ikke nærliggende fare for patientens liv eller helbred

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 13. januar 2004 om tvangsbehandling af <****> på <****> Psykiatriske Afdeling.

Hændelsesforløb

er 47 år og bor på et herberg. Han havde i marts 2002 været indlagt på psykiatrisk afdeling, .

blev aktuelt den 27. oktober 2003 tvangsindlagt på helbredsindikation på Psykiatriske Afdeling, på grund af paranoide symptomer. Han mente blandt andet, at ansatte i politiet overvågede ham, ligesom han hylede og jamrede om natten og var vredladen. Lægerne vurderede ved indlæggelsen, at han fremtrådte paranoid, idet han angav at personalemedlemmer i afdelingen var ansat ved Uropatruljen, som udspionerede ham. Han angav endvidere at have følt sig udspioneret siden ungdommen. Da han var i Civilforsvaret mente han sig udspioneret af Hjemmeværnet, og Uropatruljen har siden udspioneret ham, hvor han havde boet. Han oplyste, at han havde klaget herover til statsadvokaten og angav endvidere, at i virkeligheden ikke var et forsorgshjem, men derimod en politiskole, hvilket han havde anmeldt til politiet.

Lægerne vurderede endvidere, at han var uden sygdomsindsigt. Han blev tilbudt antipsykotisk medicin ved indlæggelsen, men modsatte sig dette. Lægerne traf derfor den 4. november 2003 beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa. klagede over beslutningen og klagen blev behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet underkendte beslutningen om tvangsmedicineringen og anførte som begrundelse, at afdelingen skulle have anvendt en længere motivationsperiode, før beslutningen om tvangsbehandling.

accepterede imidlertid senere i forløbet frivillig antipsykotisk behandling med tablet Zyprexa. I perioden fra den 25. november til den 15. december 2003 var han overflyttet til medicinsk afdeling, på grund af en hjertelidelse. Efter tilbageflytningen til Psykiatrisk Afdeling ønskede han imidlertid ikke at fortsætte eller genoptage den antipsykotiske behandling, ligesom han heller ikke ønskede regelmæssigt medicinsk behandling for sin hjerte- og lungelidelse. I perioden efter tilbageflytningen vurderede lægerne, at fortsat var psykotisk. Han klagede over lægesjusk og drabsforsøg og angav, at personalet hørte stemmer og var sindssyge. Han fremtrådte psykotisk, udskældende og påberåbte sig Gud og fanden. Han var tidvis råbende, skældte ud og råbte om fanden, helvede og børn og truede med at melde personale og læger til politiet med henblik på, at de skulle gives polititilhold.

blev løbende tilbudt antipsykotisk medicin i form af tablet Zyprexa, som han vedvarende modsatte sig. Der blev herefter ved overlæge på ny den 29. december 2003 truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 15 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10 mg to gange dagligt samt mod bivirkninger injektion Akineton 5 mg dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 13. januar 2004 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling af , men nævnet fandt, at klagen burde være blevet tillagt opsættende virkning.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 13. januar 2004 om tvangsbehandling af på Psykiatriske Afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand med omfattende forfølgelsesforestillinger, og at han var udskældende og tankeforstyrret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Zyprexa med en vis effekt på tilstanden. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om primært peroral behandling, alternativt injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at klager over beslutning om tvangsbehandling ifølge psykiatrilovens § 32, stk. 3, har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at s klage over tvangsbehandlingen burde være blevet tillagt opsættende virkning. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke i sagens akter foreligger oplysninger om, at det ville have udsat s liv og helbred for nærliggende fare, såfremt klagen var blevet tillagt opsættende virkning.