Klage over at der ikke længere var indikation for tandreguleringsbehandlng

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge A og specialtandlæge B for deres behandling af <****> i perioden fra den 29. oktober 1999 til den 9. december 2002 i <****> Kommunale Tandpleje jf. tandlægelovens § 12.

Hændelsesforløb

Den 26. september 1995 blev , der var 10 år, første gang set af specialtandlæge A, Kommunale Tandpleje, med henblik på en vurdering af, om der forelå indikation for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi. Specialtandlæge A fandt, at der var et stort overbid (horisontalt overbid = 7.5 mm) og et dybt bid på fortænderne, således at fortænderne i underkæben havde kontakt med tandkødet bag fortænderne i overkæben i sammenbid. Der var indikation for tandreguleringsbehandling, som skulle begynde med en såkaldt ekspansionsplade, det vil sige en aftagelig plade til overkæben, der udvider tandbuen.

Den 4. december 1995 blev pladen udleveret. Den skulle bruges hele tiden, og der skulle skrues (skruer i pladens midtlinie, der bevirker, at pladen får større bredde, når der drejes på skruerne) på den to gange om ugen.

Den 13. januar 1996 konstaterede specialtandlæge A, at der ikke ”var skruet meget” og indskærpede, at der skulle skrues to gange om ugen.

Den 15. februar 1996 blev det journalført, at havde været syg og ikke havde kunnet bruge pladen, der nu ikke længere passede. Pladen blev tilpasset på ny.

Den 29. februar 1996 blev det journalført, at mundhygiejnen var dårlig, og der var rødt tandkød (gingiva), der blødte. Samtidig blev det konstateret, at der ikke var skruet meget på pladen, som næsten kun var brugt om natten.

Den 15.april 1996 journalførte specialtandlæge A ”at det går langsomt fremad – men vi fortsætter”.

Den 11. juni 1996 var der knækket et stykke af pladen, og det blev præciseret, at den skulle bruges hele tiden.

Den 27. august 1996 blev det journalført, at der var dårlig mundhygiejne, og at der fortsat skulle skrues to gange om ugen.

Den 7. november 1996 blev der rettet på pladen. Der blev skruet fire gange tilbage på skruerne og præciseret, at pladen skulle bruges hele tiden.

Den 5. december 1996 journalførte specialtandlæge A, at der ”intet var sket” efter et års behandling.

Den 17. januar 1997 sad pladen løst, og der blev skruet to gange tilbage.

Den 28. februar 1997 passede pladen stadig, og der skulle fortsat skrues.

Den 19. juni 1997 blev det journalført ”at vi skal være tilfredse med resultatet”, og at pladen nu kun skulle bruges om natten.

Den 23. september 1997 blev det journalført, at mundhygiejnen var dårlig, og at pladen fortsat skulle bruges om natten.

Den 28. januar 1998 sad pladen dårligt, og den skulle ikke bruges mere (seponeret). Videre behandling afventede, at +3 (hjørnetanden i venstre side af overkæben) kom helt på plads i tandrækken.

Den 29. oktober 1999 blev det journalført, at mundhygiejnen fortsat var dårlig, og specialtandlæge A journalførte, at der næppe var indikation for fortsat behandling på grund af manglende samarbejde (kooperation).

Den 24. september 2001 journalførte en nu afdød specialtandlæge, at der nu var tilbud om behandling, ”men pt. er ikke motiveret”. Der var det samme forløb den 28. januar 2002.

Den 31. oktober 2002 modtog Kommunale Tandpleje et brev fra s mor, hvori hun oplyste, at hendes datter var blevet undersøgt hos privat specialtandlæge, der havde udarbejdet et behandlingsforslag. Kommunale Tandpleje svarede, at der ikke kunne ydes økonomisk hjælp til en sådan behandling.

Den 9. december 2002 var der undersøgelse af specialtandlæge B i Kommunale Tandpleje. s mor var uforstående overfor den manglende motivation hos sin datter. Det blev aftalt, at eventuel behandling skulle drøftes efter jul.

Den 23. marts 2003 skrev s mor til Kommunale Tandpleje, at hun ikke ønskede sin datter behandlet på tandreguleringsklinikken.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At specialtandlægerne skønnede, at der fra oktober 1999 ikke længere var indikation for tandreguleringsbehandling.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge A og specialtandlæge B har ikke overtrådt tandlægeloven, da de foretog en korrekt risikovurdering af, at der fra den 29. oktober 1999 ikke længere for forelå indikation for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi:

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje.

Det fremgår heraf blandt andet, at tandstillingsfejl, der indebærer forudsigelig eller eksisterende risici for funktionelle eller psykosociale belastninger, skal forebygges og behandles.

Videre fremgår det, at der er indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for funktionsforstyrrelser. Funktionsforstyrrelser forekommer ved kæbeleds- og muskelsmerter, som kan udløses af tvangsføring af underkæben. Tvangsføring kan være rettet bagud, som ved dybt bid med bagudrettede overkæbefortænder, fremad som ved underbid, og til siden ved udpræget krydsbid. Endvidere kan disse forstyrrelser udløses af manglende stabilitet i sammenbiddet.

Tygge- og/eller afbidningsbesvær kan skyldes udpræget åbent bid mellem fortænder og/eller kindtænder og underbid og kan endvidere forekomme i tilfælde af bidlåsning på grund af omfattende saks- eller krydsbid, og udpræget invertering.

Herudover fremgår det, at der er indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for psykosociale belastninger, hvilket indebærer, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Ved invaliderende er der tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt. Der er dokumentation for, at ekstremt overbid og udpræget trangstilling, især af fortænder og hjørnetænder i overkæben, og endvidere underbid samt udpræget spredtstilling af overkæbens fortænder, f.eks. i tilfælde af manglende anlæg af blivende fortænder, kan medføre psykosociale belastninger af den nævnte karakter.

Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror på et skøn.

Det fremgår af journalen, at blev undersøgt som 10-årig af specialtandlæge A med henblik på tandreguleringsbehandling.

Det er nævnets vurdering, at undersøgelsen blev foretaget på et for behandlingen et korrekt tidspunkt, og resultatet blev, at der kunne tilbydes reguleringsbehandling.

Det fremgår af journalen, at behandlingen bestod af 3 faser, hvoraf kun den første blev iværksat, da det viste sig, at hverken var i stand til at samarbejde omkring sit reguleringsapparatur eller foretage et tilfredsstillende renhold af tænder.

Det fremgår desuden af journalen, at der hos efter 16 konsultationer i løbet af 18 måneder ikke var opnået nogen behandlingseffekt.

Nævnet kan oplyse, at en lignende behandling normalt varer ca. 6-9 måneder, og at alle reguleringsbehandlinger skal bringes til ophør, for så vidt et mindstemål for samarbejde ikke bliver opfyldt.

Det fremgår af journalen, at specialtandlæge A gennem hele behandlingsforløbet oplyste forældrene om, at behandlingen ikke gik som den skulle, og at han prøvede at motivere til samarbejde og til at renholde tænderne.

Det er nævnets vurdering, at det, da dette ikke lykkedes, var korrekt, at specialtandlæge A afbrød behandlingen.

Det fremgår videre af journalen, at nogle år senere igen blev indkaldt til fornyet vurdering af tandstillingen samt en vurdering af, om hendes motivation nu var tilstrækkelig til igen at genoptage den tidligere afbrudte tandreguleringsbehandling.

Det fremgår af journalen, at vurderingen blev foretaget af en nu afdød specialtandlæge og specialtandlæge B.

Den nu afdøde specialtandlæge fandt ikke tilstrækkelig motivation for at genoptage behandlingen hos , som nu var 16 år, hvorefter den endelige afgørelse om behandling igen blev udskudt.

Det fremgår af journalen, at s tandstilling cirka 10 måneder senere atter blev vurderet i Kommunale Tandpleje. Der blev nu fremsat et formuleret behandlingstilbud af specialtandlæge B.

Studiemodeller af s tænder viser, at s tandstilling var et aktuelt behandlingskrævende tilfælde, som følge af funktionelle og kosmetiske årsager.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at det var korrekt igen at tilbyde behandling, da det ikke klart fremgik af journalen fra Kommunale Tandpleje, at den oprindelige behandling reelt var afbrudt.

Det fremgår af journalen, at forinden havde ytret ønske om at modtage tandreguleringsbehandling hos en privatpraktiserende specialtandlæge i ortodonti med henvisning til, at hun ønskede behandling med usynligt apparatur (de faste reguleringstandbøjer sidder på bagsiden af alle tænder).

Nævnet kan oplyse, at det omtalte apparatur almindeligvis ikke anvendes som standardudstyr på kommunale tandreguleringsklinikker, da det er mere tidsrøvende og dyrere at indsætte i forhold til konventionelt apparatur og ikke fører til bedre behandlingsresultater.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at det var korrekt af specialtandlægerne i Kommunale Tandpleje på dette grundlag, at afslå s ønske om henvisning til behandling i privat praksis, idet der forelå et ligeværdigt tilbud om tandregulering.

Det er herefter nævnets opfattelse, at specialtandlæge A og specialtandlæge B anlagde en korrekt risikovurdering ved visitationen af .

Patientklagenævnet finder således, at specialtandlæge A og specialtandlæge B handlede i overensstemmelse med almindelig faglig standard i forbindelse med behandlingen af .