Klage over at tandreguleringsbehandlingen ikke blev færdiggjort

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere specialtandlæge A for hendes behandling af <****> i perioden fra den 16. december 1998 til den 10. august 1999 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. tandlægelovens § 12.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere specialtandlæge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 19. oktober 1999 til den 10. maj 2000 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. tandlægelovens § 12.

Hændelsesforløb

, som havde manglende anlæg af 5 blivende tænder, blev i perioden fra den 10. november 1998 til den 3. maj 2000 behandlet med en fastsiddende bøjle.

Den 10. maj 2000 fik indsat en aftagelig retentionsplade med en protesetand til erstatning af +2 (den lille fortand i venstre side af overkæben). Retaineren skulle bruges i hele døgnet frem til var 20 – 21 år, hvor der skulle laves en permanent løsning.

Den 23. februar 2001 blev det konstateret, at retaineren sad dårligt. Der blev rettet på den, og det blev journalført, at der skulle laves en ny plade, hvis den ”gamle” ikke fungerede.

Den 26. maj 2003 blev undersøgt på kæbekirurgisk ambulatorium, , med henblik på en eventuel implantatbehandling. Det blev imidlertid vurderet, at tandreguleringsbehandlingen i den kommunale tandpleje ikke var færdig. Der skulle således tilstræbes en behandling med opretning af midtlinien i overkæben, og man skulle skabe plads til tre implantater.

I oktober 2003 påbegyndte en tandreguleringsbehandling hos en privat specialtandlæge.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke har modtaget en korrekt behandling i Kommunale Tandpleje, idet man ikke har færdiggjort tandreguleringsbehandlingen.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af i perioden fra den 16. december 1998 til den 10. august 1999 i Kommunale Tandpleje.

Specialtandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af i perioden fra den 19. oktober 1999 til den 10. maj 2000 i Kommunale Tandpleje.

Begrundelse

fik i 1992 i Kommunale Tandpleje diagnosticeret manglende anlæg (aplasi) af 5 blivende tænder, nemlig 5,4,2+2,5 (de små kindtænder i højre side af overkæben, den lille fortand i højre side af overkæben, den lille fortand i venstre side af overkæben og anden lille kindtand i venstre side af overkæben). Det blev besluttet, at behandling med fast apparatur skulle påbegyndes, når +3 (hjørnetanden i venstre side af overkæben) og +4 (første lille kindtand i venstre side af overkæben) var brudt frem.

Den 10. november 1998 påbegyndte behandling med en fastsiddende bøjle. Behandlingen blev foretaget af specialtandlæge A.

Den 19. oktober 1999 blev behandlingen overtaget af specialtandlæge B, som noterede i journalen, at der var persistens (mælketænder var ikke fældet til tiden) af 05,03+05 (anden mælkekindtand i højre side af overkæben, mælkehjørnetanden i højre side af overkæben og anden mælkekindtand i venstre side af overkæben), og at der var en dårlig prognose for 05+05. Det blev vurderet, at der var rigelig plads i området svarende til (regio) 2+, men for lidt plads i regio +2. Pladsforholdene var tillige kritiske i regio 5+5. Det blev vurderet, at røntgenundersøgelsen fra den 31. august 1999 viste, at transplantationstidspunktet for +8 (visdomstanden i venstre side af overkæben) var nået, men måske passeret for 8+ (visdomstanden i højre side af overkæben).

Der blev lagt en behandlingsplan, hvorefter 1+1 (de store fortænder i overkæben) skulle forskydes, så der blev lige stor plads til 2+2. I regio 5+5 skulle der indsættes implantater, hvis transplantation af 8+8 ikke var mulig.

Den 11. december 1999 anførte specialtandlæge B i journalen, at der ikke var plads nok i regio 5+5 inden optimal transplantationstidspunkt var forpasset. Det blev derfor besluttet at bevare 05+05 samt at acceptere mellemrum (diastema) ved tab af 05+05. Den fortsatte behandling skulle herefter alene tilstræbe at skabe plads til protetisk erstatning (implantater) af 2+2.

Den 15. januar 2000 anførte specialtandlæge B endvidere i journalen, at han ikke regnede med behandling med fast apparatur i underkæben.

Den 15. april 2000 var der ifølge journalen opnået ensartede pladsforhold i regio 2+2 og sikkert, entydigt sammenbid (okklusion) på alle tænder. Der var fortsat en dårlig prognose for 05+05 samt for 03+, som skulle bevares længst muligt.

Den 3. maj 2000 blev det faste apparatur i overkæben ifølge journalen fjernet, og der blev indsat en aftagelig retentionsplade (Begg retainer) med en protesetand til erstatning af +2. Retaineren skulle bruges hele døgnet til det 20. – 21. år, hvor der skulle laves permanent løsning.

Den 10. maj 2000 journalførte specialtandlæge B, at der med tiden måtte påregnes implantater i regio 2+2 og eventuelt implantater til erstatning af 4+5, såfremt mellemrum 4+5 ikke kunne accepteres.

Den 23. februar 2001 sad retaineren ifølge journalen dårligt. Der blev rettet på den og journalført, at der skulle laves ny plade, hvis den ”gamle” ikke fungerede.

Det fremgår af journalen, at både specialtandlæge A og specialtandlæge B arbejdede på at skabe plads til erstatninger i regio 2+2.

Det er nævnets opfattelse, at en sådan løsning ville kræve tilbageføring af hjørnetanden i venstre side af overkæben, hvilket den udførte behandling imidlertid ikke tog højde for, idet kun de to midterste fortænder (1+1) blev flyttet mod højre.

Det fremgår af journalen, at specialtandlæge A påbegyndte denne flytning, og at specialtandlæge B fuldførte flytningen.

Det er nævnets vurdering, at resultatet af ovennævnte flytning blev en forskydning af overkæbens midtlinie mod højre i forhold til ansigtets midtlinie. En dårlig fastholdelse af resultatet, som dog kan skyldes manglende brug af den løse bøjle til overkæben, forværrede skævstillingen (kipningen) af de to fortænder.

Det er nævnets opfattelse, at fastholdelse af en forbehandling til senere erstatning af enkelttænder bør foretages med en fastsiddende tandprotese, som sikrer, at rodhældningen på nabotænderne fastholdes.

Nævnet skal bemærke, at behandling af patienter med flere manglende tandanlæg er en vanskelig opgave, som derfor bør foretages i samarbejde med andre tandlæger med specialviden (specialtandlæger i kirurgi samt protetikere).

Det fremgår af sagens oplysninger, at et sådant samarbejde var etableret, men planen med hensyn til at føre hjørnetanden i venstre side af overkæben bagud for at skabe plads til erstatning i regio 2+2 blev ikke fulgt.

Samlet finder nævnet, at den tandreguleringsbehandling modtog af specialtandlæge A og specialtandlæge B i perioden fra den 16. december 1998 til den 10. maj 2000 i Kommunale Tandpleje var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.