Patienten modtog behandling frivilligt for senere at modsætte sig denne

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****>s <****> den 8. september 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 31. august 2004 på <****> Psykiatriske Afdeling.

Hændelsesforløb

er 43 år gammel og har gennem flere år boet i socialpsykiatrisk bofællesskab i . Siden 2003 har han boet på den socialpsykiatriske institution på ved .

har seks gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling i . Første gang i 1994 i forlængelse af, at han året forinden begyndte at ændre sig psykisk. Han havde haft svært ved at passe sit arbejde, og han begyndte at få forudanelser, idet han mente at kunne forudsige forskellige hændelser som for eksempel ulykkestilfælde. Under en længerevarende indlæggelse fandtes han lidende af spaltningssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni), som bedredes under behandling med antipsykotisk medicin. blev udskrevet i efteråret 1995 og har siden haft regelmæssig kontakt til det psykiatriske behandlingssystem, dels i form af flere genindlæggelser, dels længerevarende tilknytning til distriktspsykiatrien. Indlæggelserne har alle været betinget af tilbagefald i forbindelse med at er ophørt med den medikamentelle antipsykotiske behandling, således at han herefter har været generet af vrangforestillinger om at kunne forudsige ulykkelige begivenheder samt lidt af hørelses-hallucinationer. I forbindelse med indlæggelserne har han genoptaget den antipsykotiske behandling, hver gang med god effekt på de psykotiske symptomer.

blev i slutningen af april 2004 tvangsindlagt på grund af farlighed. Han havde gennem nogle måneder op til indlæggelsen undladt at tage den ordinerede medicin. Han var i tiden op til indlæggelsen blevet tiltagende mistænksom, han mente, at han var offer for en konspiration, og havde blandt andet udskiftet cylinderlåsen på sit værelse. Endvidere havde han gennem en periode samlet benzin på sit værelse, hvorfor man frygtede, at han i psykotisk tilstand kunne finde på at sætte ild på værelset. blev udskrevet den 18. juni 2004, hvor han var i behandling med tablet Risperdal.

Aktuelt blev blev den 7. juli 2004 af sin læge tvangsindlagt på Psykiatriske Afdeling på grund farlighed. Af lægeerklæringen til brug for tvangsindlæggelsen fremgår:

”Spaltningssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni). Truende adfærd overfor personalet, samt selvmordstanker/ønsker. Tankemylder, fornemmelse af kaos i hovedet. Storhedsforestillinger (megalomane) forestillinger. Vrangforestillinger. Ingen sygdomsindsigt. Føler sig forfulgt af personale og omgivelser. Angiveligt løbet rundt med kniv. Han må vurderes som værende sindssyg samt til fare for sig selv og andre.”

Ved indlæggelsen fremtrådte psykotisk. Han angav at ville føre retssag mod byen vedrørende hele hans liv, han ville klage over indlæggelsen og Visborggaard og sagsøge for et beløb på flere milliarder dollars. Han klagede over, at personalet på Visborggaard førte ’½ og betalte rapporter’, således at ingen kunne følge med i hans behandling, at en socialrådgiver forsøgte at profitere på hans sygdom ved et sagsanlæg i USA, at han havde fået udstedt falske recepter, og at han følte sig forfulgt af personalet både på Visborggaard og i afdelingen.

accepterede imidlertid umiddelbart at fortsætte den ordinerede antipsykotiske behandling med tablet Risperdal, ligesom frihedsberøvelsen kunne ophæves den 11. juli 2004. På den givne behandling indtrådte en vis bedring i s tilstand, således at han i begyndelsen af august kunne overflyttes til åbent afsnit. Af journalnotat 2. august 2004 fremgår det således, at han fremtrådte i nær sin habitualtilstand.

I perioden efter den 2. august 2004 blev igen i tiltagende grad præget af psykotiske symptomer. Han mente, at der foregik ting bag hans ryg, at hospitalet skyldte ham millioner, og at han selv havde en formue på adskillige millioner. Der var i afdelingen en bestyrket mistanke om, at ikke tog sin medicin som ordineret men i stedet spyttede den ud, men han blev vred og afvisende, når han konfronteredes hermed, og han modsatte sig diskussion heraf.

I slutningen af august modsatte sig imidlertid helt at tage sin medicin, da han ikke fandt, at hospitalet havde stillet den rigtige diagnose, at der var tale om fejl i systemet, der snart ville falde sammen, sådan at alle læger og sygeplejersker ville miste deres arbejde, og at han bedst kunne bevise dette ved ikke at tage medicin. Ved lægesamtale d. 27. august 2004 nægtede både at tage sin medicin og blive i afdelingen, hvorefter han på ny blev frihedsberøvet.

Der blev den 31. august 2004 ved overlægen truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal, herunder depotbehandling.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s godkendte ved afgørelse af 8. september 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at efter at hans tilstand var forbedret, afviste at modtage sin medicin, og at han herefter på ny blev psykotisk og behandlingskrævende.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 8. september 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk Hospital.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger i form af såvel forfølgelsesforestillinger som storhedsforestillinger, og at han optrådte latent aggressivt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det er nævnets praksis, at en patient bør motiveres for et konkret behandlingstilbud i minimum 7 dage medmindre patienten er væsentligt forpint af sin tilstand eller er aggressiv. Motivationstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Det afgørende er herefter, hvor længe patienten er forsøgt motiveret for frivillig medvirken ved behandling, før der træffes beslutning om tvangsmedicinering.

Det er nævnets opfattelse, at i tilfælde, hvor en patient i en periode har modtaget medicin frivilligt da indgår den ”frivillige” medicinindtagelse ikke i beregningen af motivationstiden. Motivationstiden skal i sådanne tilfælde regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har modsat sig den frivillige behandling, og indtil overlægen herefter beslutter, at behandlingen skal ske ved tvang.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet gennem 4 dage blev motiveret for behandling, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt vægt på, at den 27. august 2004 utvetydigt tilkendegav, at han ikke ønskede at tage sin medicin, hvorefter der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 31. august 2004.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s .