Klage over tvangsbehandling med et andet præparat end det, der var motiveret for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 19. maj 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 17. maj 2004 på Psykiatrisk Afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 33-årig mand. Han blev indlagt på første gang i 1989 på en mistanke om en grænsepsykotisk tilstand. Under denne indlæggelse klagede han over forfølgelsesforestillinger og angst, og han blev behandlet med antipsykotisk medicin i form af Trilafon med god effekt.

Efterfølgende og med tilsyneladende tiltagende hyppighed blev indlagt på psykiatriske afdelinger for, hvad der blev tolket som paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom med vrangforestillinger). Han var præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, samt forestilling om at have en mikrofon indopereret i øret, og han led endvidere af hørelses-hallucinationer og svære tankeforstyrrelser.

Seneste indlæggelse forud for aktuelle fandt sted fra den 30. marts til den 5. april 2004, hvor bortblev fra afdelingen under udgang.

Aktuelt blev den 28. april 2004 indlagt på psykiatrisk afdeling efter, at have henvendt sig i skadestuen sammen med sin far, hvorfra han blev frivilligt indlagt. Af journalen fremgår det, at han igennem det seneste halvandet år havde følt, at han blev gasset med psykofarmaka i sin lejlighed, ligesom han mente, at der var psykofarmaka i madvarer og cigaretter. Han havde endvidere indtryk af at være med i et forsøg, hvorfor han ind imellem følte sig presset til at true folk.

Han var på indlæggelsesdagen uden sygdomserkendelse og –indsigt og fremtrådte forpint af sin tilstand, men han ønskede dog ikke at modtage psykofarmaka.

Af journalen den 30. april 2004 fremgår det, at stadig mente at stå over for en sammensværgelse, og at han konstant var under overvågning. Endvidere fremgår, at han ikke ønskede at modtage medicin, og at overlægen fortsat ville prøve på at arbejde på en behandlingsalliance med henblik på at opnå, at ville prøve medicin.

Den 3. maj 2004 fremgår det af journalen, at stadig mente sig observeret af diverse mennesker fra både radio og tv, og at han ikke kunne indtage noget som helst mad eller indånde luft, uden at dette er tilsat psykofarmaka. Endvidere fremgår det, at lægen fandt, at umiddelbart var venlig og imødekommende, men at han stadig led af vrangforestillinger, og at han således var massivt psykotisk og var stærkt forpint af dette.

Det fremgår af journalen den 7. maj 2004, at blev tvangstilbageholdt som følge af sin psykotiske tilstand. Han troede således, at der var psykofarmaka i luften. Man fandt endvidere, at han var endvidere forpint af den paranoide tankegang.

Den 10. maj 2004 fremgår det af journalen, at mente, at han var offer for en sammensværgelse, samt at han blev udsat for psykofarmaka. Endvidere fremgår, at man ville forsøge sig med en behandlingsalliance med , og at han senere skulle tilbydes tablet Cisordinol dagligt eventuelt stigende til mere, afhængig af symptomer og bivirkninger. Det fremgår af journalen, at ikke ønskde at tage sin medicin.

Af journalen den 17. maj 2004 fremgår, at overlægen traf beslutning om tvangsbehandling af med tablet/smeltetablet eller mixtur Risperdal 2 mg dagligt alternativt injektion med Zyprexa.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 19. maj 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet lagde vægt på, at var tydeligt forpint på grund af hans psykotiske forestillinger om konstant at blive udsat for psykofarmaka og overvågning. Endvidere lagde nævnet vægt på, at løbende under indlæggelsen var blevet forsøgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 19. maj 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af især vrangforestillinger af forfølgelseskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Af journalen den 10. maj 2004 fremgår, at skulle tilbydes tablet Cisordinol dagligt eventuelt stigende til mere, afhængig af symptomer og bivirkninger.

Af tvangsprotokollen den 17. maj 2004 fremgår det, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/smeltetablet/mixtur Risperdal 2 mg dagligt stigende til max 8 mg afhængig af tilsigtet eventuelt utilsigtet effekt alternativt injektion med Zyprexa 10 mg. Max 20 mg dagligt.

Der blev således truffet beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat, nemlig Zyprexa, hvorimod blot en dag, nemlig den 10 .maj 2004 blev motiveret for behandling med Cisordinol.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Idet det af journalen ikke fremgår, at løbende blev motiveret for et konkret behandlingstilbud finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at beslutningen om tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .