Klage over tvangsfiksering i 2 døgn

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 9. november 2004 vedrørende tvangsfiksering af <****> på Psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 76 år gammel enkemand og tidligere landmand. Forud for den aktuelle indlæggelse kom han i økonomisk uføre, og hans fædrene gård kom på tvangsauktion. I juli 2004 blev han varetægtsfængslet og indsat i , sigtet for hærværk og brandstiftelse.

har aldrig tidligere været indlagt på en psykiatrisk afdeling eller modtaget nogen form for psykiatrisk behandling.

Ved psykiatriske tilsyn i henholdsvis den 23. og den 28. juli 2004 fremtrådte svært affektpræget og paranoid. Han forklarede om en række juridiske overgreb, der gennem årene var begået mod ham og om, hvordan han kunne sætte hele justitsapparatet til vægs og føre sine egne sager. Derudover forklarede han, at han to gange selv havde procederet i Højesteret, at han havde en slags diplomatstatus, og at han ligesom Kongehuset var hævet over loven. Han angav tillige, at han for nylig havde vejledt baronen på i en da verserende sag om adgang til godsets arealer. Endvidere talte han om ’slynglerne i ,’ der havde franarret ham barndomshjemmet, og at det var dem, og ikke ham, der skulle behandles.

Den 28. juli 2004 blev der tillige afsagt en kendelse om mentalundersøgelse. I henhold til en retskendelse af 29. juli 2004 og i forlængelse af flere psykiatriske tilsyn i , hvor han var fundet psykotisk og husende storhedsforestillinger (megalomane vrangforestillinger), blev den 30. juli 2004 overført til varetægtsfængsling i surrogat på Psykiatrisk afdeling, .

Den 30. juli 2004 fremtrådte ved ankomsten til Psykiatrisk afdeling , meget hurtigkørende, ligesom han var højtråbende og udskældende på hele retssystemet. Han blev vred og irriteret over at blive ’forfulgt’, da han konstaterede, at han havde fast vagt. Han bed sig selv i håndleddet flere gange, og han truede med at skære sig med en kniv, som han havde fundet i køkkenet. Under en efterfølgende lægesamtale gik han amok, og han gik til angreb på lægen og måtte i forbindelse hermed tvangsfikseres.

fastholdt under indlæggelsen den opfattelse, at han stod uden for lov og ret. Han forklarede gentagne gange, at han i en længere årrække undlod at betale ejendomsskat, som han nu skyldte kommunen. Da han ikke ville betale, gik hans hus på tvangsauktion. mente imidlertid, at kommunen skyldte ham 2½ million kroner, at tvangsauktionen var ugyldig, at køberen af hans ejendom havde erkendt dette, og at han ville have sin ejendom tilbage med en undskyldning. Baggrunden for hans manglende betaling var, at han i forlængelse af en klage til Justitsministeriet i 1994 over, at man i dansk landbrug skulle betale skat af landbrugsjord mente, at ministeriet anbefalede ham at rejse en sag, hvorefter han undlod at betale sine skatter. Han mente således, at han var blevet bedt om at føre en sag med henblik på at få beskatning af landbrugsjord ophævet, og at Justitsministeriet herefter ville give Østre Landsret besked, sådan at han vandt sine sager. var endvidere af den opfattelse, at en kendelse af ældre dato i Landsvæsenskommissionen betød, at hans ejendom ikke kunne komme på tvangsauktion.

Om sine mulige fremtidige boligforhold forklarede , at han sammen med en svigerinde ejede et hus, hvor der imidlertid var blevet lukket for vandet, fordi han på et tidligt tidspunkt opdagede, at der var rod i vandværkets regnskaber. Et andet hus, som han arvede efter hustruen var ubeboeligt, fordi han ikke ville betale for etablering af el, vand eller renovation.

Under indlæggelsen på Psykiatrisk afdeling, , fremtrådte skiftevis opstemt, selvovervurderende, vred og udskældende henholdsvis selvmordstruende. Endvidere fremsatte han, navnlig i indlæggelsens indledende periode, trusler mod lægerne og truede med at flygte fra afdelingen og rejse udenlands. Hans stemningsleje svingede fra det tydeligt maniske med smittende humør og med livlig talestrøm til, at han fremtrådte vred og højtråbende. Han var ukorrigerbar for så vidt angik hans selvovervurderende tanker, forestillinger og forfølgelsesforestillinger. På den baggrund blev han vurderet som psykotisk. Han var tidvis i svær affekt, og han husede forfølgelsesforestillinger med tendens til at lægge skyld og ansvar på sine omgivelser. Derudover var han ganske uden sygdomserkendelse eller sygdomsindsigt. På den baggrund fandt lægerne, at led af en kronisk paranoid psykose.

Siden midten af september 2004 blev søgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling, hvilket han modsatte sig. Den 7. oktober 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn for godkendte på møde den 18. oktober 2004 overlægens beslutning om tvangsbehandling, herunder fastholdelse som tilladt magtanvendelse i forbindelse med behandlingen.

Den 22. oktober 2004 modtog afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Han blev herefter tilbudt tablet Zyprexa som led i tvangsbehandlingen men ignorerede dette, hvorefter han blev orienteret om, at behandlingen ville blive iværksat som injektionsbehandling, hvis han fortsat afviste den perorale behandling, hvilket han gjorde. Han blev herefter bedt om at gå til sin stue, hvilket han nægtede, hvorefter han blev ført til sin stue af personale. Under den videre diskussion om behandlingen blev han aggressiv, han slog og sparkede målrettet mod de personalemedlemmer, der fastholdt ham, og han var råbende og udskældende. blev herefter kl. 13.30 bæltefikseret på grund af farlighed og efterfølgende givet medicin som injektion som led i tvangsbehandlingen. faldt herefter noget til ro, men han nægtede at spise og drikke. Samme aften var han atter vred og udskældende og kørte rundt med sengen. Senere var han vekslende glad og venlig, men blev pludselig vred og udskældende.

Ved en lægesamtale den næste dag vurderede man, at var rastløs (agiteret), underliggende aggressiv, selvovervurderende og ukorrigerbar. Tvangsbehandlingen måtte derfor igen gives som injektionsbehandling, da han ikke kunne overtales til peroral behandling med tabletter. sov herefter det meste af aftenen. Han var ude af bæltet i cirka 1 time i forbindelse med et måltid og et tøjskift, hvorefter han på eget initiativ igen lagde sig i sengen med bæltet og faldt i søvn og sov den efterfølgende nat. Personalet kontaktede den vagthavende læge, som kl. 22.05 vurderede, at der ikke var grund til at vække på dette tidspunkt og lægen besluttede derefter, at der den næste dag skulle tages stilling til, om bæltefikseringen skulle ophøre, efter at tvangsbehandlingen var gennemført.

Den 24. oktober 2004 kl. 11.00 blev tvangsfikseringen bragt til ophør.

Den 25. og 26. oktober 2004 blev tvangsbehandlet under verbale protester og fastholden.

Den 27. oktober 2004 blev behandlingen ligeledes gennemført således, at under fastholden fik injektionsbehandling. Herunder satte han sig til modværge og var udskældende og meget vred. Han var truende overfor personalet, han slog en lampe og et bord i stykker og under den efterfølgende bæltefiksering, hvorunder han gjorde modstand, slog han ud efter personalet og truede med at ville tage sit eget liv. blev bæltefikseret kl. 11.30, og da han fastholdt sine udtalelser om selvmord og forsøgte at skade sig selv ved at lædere håndleddene med henblik på at forbløde, blev der kl. 11.50 anlagt to håndremme. Tvangsfikseringen blev bragt til ophør 4 timer senere, kl. 15.40.

Den 28. oktober 2004 modsatte sig på ny at indtage behandlingen peroralt. Han modsatte sig kraftigt medicineringen og i forbindelse med, at han blev ført til sine stue, satte han sig voldsomt til modværge, sparkede og slog efter personalet. blev bæltefikseret kl. 10.00 og faldt hurtigt til ro. Tvangsfikseringen blev bragt til ophør 40 minutter senere, kl. 10.40

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsfikseringerne til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn for godkendte på møde den 8. november 2004 afgørelsen om tvangsfiksering af i perioden fra den 22. til den 24. oktober 2004, dog således at tvangsfikseringen den 22. oktober 2004 burde have været bragt til ophør den 23. oktober 2004. Det blev som begrundelse for tvangsfikseringen anført, at der var nærliggende fare for, at eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, og at der ikke fandtes andre relevante måder at berolige ham på. Vedrørende udstrækningen af tvangsfikseringen fra den 22. til den 24. oktober 2004 blev det som begrundelse anført, at var venlig og gemytlig i forbindelse med, at bæltet var løsnet i 1 time den 23. oktober 2004.

Det Psykiatriske Patientklagenævn for godkendte tillige afgørelsen om tvangsfiksering af den 27. oktober 2004. Det blev som begrundelse for tvangsfikseringen anført, at der var nærliggende fare for, at eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, og at der ikke fandtes andre relevante måder at berolige ham på, samt han i forbindelse med tvangsfikseringen blev forsøgt beroliget ved en samtale. Endelig blev det som begrundelse for anvendelsen af håndremme anført, at disse var påkrævet, idet var til fare for sig selv.

Det Psykiatriske Patientklagenævn for godkendte tillige afgørelsen om tvangsfiksering af den 28. oktober 2004. Det blev som begrundelse for tvangsfikseringen anført, at der var nærliggende fare for, at eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, og at der ikke fandtes andre relevante måder at berolige ham på, samt at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringen kun var ganske kortvarig.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 9. november 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved vedrørende tvangsfikseringerne af på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Vedrørende tvangsfikseringen fra den 22. til den 24. oktober 2004

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 22. oktober 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, idet han i forbindelse med en tvangsbehandling, blev meget aggressiv, han slog og sparkede målrettet mod personalet, og han var truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre ham til sin stue, og ved fysisk magt havde forsøgt at fastholde ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at i løbet af dagen ville skade sig selv (selvmutilerende), idet han bed sig i håndleddet. Derudover var han meget vekslende i sin fremtræden, idet han vekslede mellem at være glad og venlig til at være vred og udskældende. fremtrådte endvidere latent aggressiv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har herved lagt vægt på, at den samlede varighed af tvangsfikseringen var 2 døgn. Af journalen den 23. oktober 2004 kl. 22.05 fremgår det, at havde været ude af bæltet i cirka en time, hvilket forløb uden problemer. Han havde herunder været i bad, og han fik skiftet tøj. Endvidere fremgår det, at var venlig og gemytlig, og at han selv gik ind i seng og lagde sig.

Sundhedsvæsenets Patientk lagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Vedrørende tvangsfikseringen den 27. oktober 2004

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 27. oktober 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. var på tidspunktet for tvangsfikseringen svært udadreagerende, han kastede med ting i afdelingen og smadrede en lampe og et bord. Han var endvidere truende overfor personalet, og han truede med selvmord.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fikseringen med bælte forgæves havde forsøgt at berolige og overtale til at opgive at skade sig selv. Nævnet finder endvidere, at anlæggelsen af håndremme var påkrævet for at hindre, at fortsat gned håndleddet mod kanten af sengen og mod låsen af bæltet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, at den samlede varighed af tvangsfikseringen var 4 timer, og at det ifølge journalen var nødvendigt at bæltefiksere så længe han blev tvangsbehandlet, og ikke tog afstand fra voldelige ideer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Vedrørende tvangsfikseringen den 28. oktober 2004

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 28. oktober 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, at man forinden tvangsfikseringen forgæves havde forsøgt at føre til sin stue og ved fysisk magt at have holdt ham fast.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, den samlede varighed af tvangsfikseringen var 30 minutter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .