Klage over strækbehandling hos fysioterapeut

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 2. september til den 11. november 2003 på <****>, jf. lov om terapiassistenter § 7, stk. 1.

Hændelsesforløb

Den 2. september 2003 blev efter henvisning fra egen læge første gang behandlet hos fysioterapeut på grund af smerter fra lænden med udstråling ned i højre ben. Behandlingen blev afsluttet den 11. november 2003. Der var i alt 8 konsultationer.

Fysioterapeut fandt ved sin indledende undersøgelse af , at hun havde udtalte muskelforandringer i lænden, nedsat følesans svarende til den store lårnerve (nervus ischiadicus) samt positiv benstrækningstest. Fysioterapeuten valgte at behandle hende med massage, ultralyd og udspænding. Han instruerede hende endvidere i rygøvelser. Behandlingen hjalp imidlertid ikke på symptomerne, og fysioterapeuten valgte derfor at give strækbehandling 2 gange med 15-20 kg. Da symptomerne herefter stadig var uændrede, afsluttede han behandlingen af og henviste hende tilbage til egen læge til nærmere undersøgelse.

I februar 2004 blev indlagt på hospitalet på grund af fortsatte rygsmerter. Her blev det konstateret, at hun havde en diskusprolaps i lænden samt brud af bækkenet (brud af os sacrum, og ramus superior et inferior ossis pubis) inddragende en del af hofteskålen (acetabulum). Efterfølgende blev der fundet tegn på knogleskørhed, og der blev iværksat behandling heraf.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af fysioterapeut .

Det er herved anført, at i forbindelse med fysioterapibehandling på grund af en dårlig ryg fik to strækbehandlinger, hvorved hendes skamben bristede tre steder. Det er videre anført, at hun efter behandlingerne ikke blev tilset.

Nævnets afgørelse af klagen

Fysioterapeut har ikke overtrådt lov om terapiassistenter § 7, stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 2. september til den 11. november 2003 på .

Begrundelse

Det fremgår af sagen, at s egen læge den 1. september 2003 henviste hende til fysioterapeutisk behandling, da hun 10 dage tidligere pludselig havde fået ondt i lænden med udstråling til ydersiden af højre lår.

Den henvisende læge ordinerede ikke nogen speciel behandlingsform, ligesom han ikke angav forhold, der gjorde, at bestemte behandlinger ikke kunne tilrådes (kontraindikationer).

Det fremgår af fysioterapeut s journal, at havde smerter i lænden med udstråling til højre ben. Smerterne blev forværret, når benet blev løftet strakt 30 grader fra underlaget (positiv Lasegues prøve) som tegn på afklemning af en nerve i lænden. Herudover havde hun muskulære infiltrationer i lænden og sæderegionen samt føleforstyrrelser.

Det fremgår videre af journalen, at fysioterapeut indledningsvis behandlede med massage, ultralyd og udspænding. Denne behandling havde imidlertid ingen effekt. Fysioterapeuten gav hende herefter 2 strækbehandlinger i lænden på 15-20 kg. Da heller ikke denne behandling havde effekt, afsluttede fysioterapeuten behandlingsforløbet. Han rådede til at opsøge sin egen læge med henblik på nærmere undersøgelse. Patientklagenævnet kan oplyse, at det ved muskulære infiltrationer stadig er praksis at forsøge at behandle med massage, ultralyd og udspændende øvelser. Det er ligeledes praksis at forsøge strækbehandling ved føleforstyrrelser, og når der foreligger en positiv strakt benløfttest. Virkningen ved disse behandlingsformer anses dog for at være meget usikker. Omvendt er der ingen kendte bivirkninger ved disse behandlingsformer, hvis de doseres korrekt.

Patientklagenævnet kan videre oplyse, at strækbehandling teoretisk må forventes at have en lindrende effekt på muskelsmerter og kunne lette et eventuelt tryk på en nerve i lænden. Strækbehandling med 15-20 kilos belastning anses for at være en let til moderat belastning under strækbehandling af lænderyggen, der ikke normalt vil kunne beskadige strukturer i hverken muskler, led eller knogler.

har i et partshøringssvar til sagen anført, at fysioterapeut ved sit valg af behandling var bekendt med, at hun i flere år havde lidt af Parkinsons sygdom.

Det er nævnets opfattelse, at oplysningen om, at havde Parkinsons sygdom, ikke var af relevans for det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb.

har endvidere i sit partshøringssvar anført, at hun stiller sig uforstående overfor, at fysioterapeut vurderede, at hun havde føleforstyrrelser, eftersom det under hele hendes efterfølgende behandlingsforløb på hospital blev lagt til grund, at hun ikke havde føleforstyrrelser, men derimod problemer med benløft.

Nævnet kan hertil oplyse, at føleforstyrrelser kan variere i intensitet og omfang.

Nævnet har i øvrig lagt vægt på, at det i journalen den 27. oktober 2003 fra s egen læge er noteret, at havde nedsat føleevne (sensibilitet) svarende til ydersiden af højre hofte.

Nævnet kan videre oplyse, at fysioterapeutisk behandling altid iværksættes efter forudgående lægeordination. I den forbindelse lader den henvisende læge det normalt være op til fysioterapeuten at bestemme, hvilken behandling der skal anvendes. Ved enkelte sygdomstilstande vil strækbehandling dog ikke være tilrådeligt (kontraindiceret). I så fald vil det være normal praksis at den henvisende læge, såfremt denne ikke har ordineret en specifik behandling, oplyser fysioterapeuten om dette på henvisningssedlen.

Da den henvisende læge ikke havde angivet nogle kontraindikationer i sit henvisningsbrev, er det nævnets opfattelse, at det ikke kan anses som udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed, at fysioterapeut foretog den nævnte strækbehandling af

Det er anført i klagen, at gik meget dårligt umiddelbart efter strækbehandlingen.

Fysioterapeut har anført i sin udtalelse til sagen, at ikke på noget tidspunkt klagede over smerter i forbindelse med behandlingen, og at hun heller ikke efterfølgende henvendte sig med klager over smerter.

Det er ikke noteret i journalen, at fik smerter eller gener af strækbehandlingen.

Nævnet har på denne baggrund lagt til grund, at fysioterapeut ikke var vidende om, at skulle have fået smerter af strækbehandlingen. Det er derfor nævnets opfattelse, at fysioterapeut ikke havde nogen nærmere anledning til at følge op på de i klagen beskrevne smerter.

Det er videre anført i klagen, at ikke blev tilset efter strækbehandlingen.

Fysioterapeut har i en udtalelse til sagen anført, at han efter endt strækbehandling har en samtale med den enkelte patient.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og fysioterapeut om, hvorvidt hun blev tilset efter strækbehandlingen. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at ikke blev tilset efter strækbehandlingen.

har videre i sit partshøringssvar til sagen anført, at strækmaskinen var ubemandet under behandlingen af hende.

Fysioterapeut har i sin udtalelse til sagen anført, at strækapparatet er forsynet med en nødstopknap, som patienter holder i hånden under behandlingen, og at alle patienter inden behandlingen orienteres om, at de bør anvende denne knap og henvende sig til personalet, hvis der opstår smerter eller andre problemer i forbindelse med strækket.

Nævnet kan oplyse, at det er normal praksis, at en strækbehandling sker uden overvågning, men med mulighed for at kunne stoppe maskinen og henvende sig til personalet.

På dette samlede grundlag finder nævnet herefter, at fysioterapeut ikke handlede under almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 2. september til den 11. november 2003 på .