Klage over behandling for hjernesvulst og klage over for meget information

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 17. til den 20. november 2003 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans information af <****> den 9. januar 2004 på neurologisk afdeling, <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 7.

Hændelsesforløb

Den 17. november 2003 blev indlagt på via vagtlæge på grund af feber og konfusion. Ved indlæggelsen fandt turnusreservelæge B ved sin undersøgelse, at ikke var orienteret i tid, sted og egne data, og at han var akut medtaget og anspændt. havde feber, 39,3 grader, og turnusreservelægen fandt ved stetoskopi tegn på lungebetændelse, som blev sat i behandling for.

Senere samme dag blev undersøgt af reservelæge C, som ordinerede fortsat behandling af lungebetændelsen.

Den 18. november 2003 blev tilset af overlæge D, som fortsatte behandlingen for lungebetændelse og ordinerede yderligere undersøgelser med henblik på udredning af infektion og en hjertesygdom (atrieflimren), der var konstateret ved en tidligere indlæggelse.

Den 19. november 2003 konstaterede 1. reservelæge E at temperaturen var faldet til 37,5 grader. 1. reservelægen ordinerede en række blodprøver og konkluderede, at når svaret på disse forelå, og s temperatur og almentilstand var til det, kunne han udskrives.

Den 20. november 2003 havde ingen feber, var velbefindende og blev udskrevet.

Udskrivende turnusreservelæge F tilrådede blandt andet efterfølgende

røntgenkontrol af lungebetændelsen hos egen læge og konstaterede, at var indstillet til videre udredning for sin hukommelsessvækkelse.

Den 15. december 2003 fik ved CT-skanning konstateret en hjernesvulst, og han blev indlagt med henblik på operation på neurologisk afdeling, .

Den 29. december 2003 blev informeret om den forestående operation, hvor man ville fjerne så store mængder af svulsten som muligt. Ved den lejlighed sagde , at han ikke nødvendigvis ønskede at vide hvilken type svulst, der blev fundet. Han var endvidere i tvivl om, han ønskede supplerende strålebehandling, hvis denne ikke var livsreddende. Lægen konkluderede, at hvordan det videre informationsforløb skulle være, måtte der tages stilling til efter operationen afhængig af typen af svulsten.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At lægerne ikke foretog en korrekt behandling af .

Det er herved anført, at s ægtefælle ved indlæggelsen af den 17. november 2003 fortalte lægerne, at han hele dagen havde været rystende, sengeliggende og havde kastet op. Han havde desuden haft et vildt blik i øjnene og kunne ikke huske de foregående to dage. Den samme aften og den følgende dag var meget angst, han råbte om hjælp og virkede uklar. På trods heraf fandt lægerne ikke anledning til at få foretaget en CT-scanning af . I stedet vurderede lægerne, at han havde lungebetændelse, og der blev iværksat medicinsk behandling herfor. fik senere ved en CT-scanning konstateret en stor hjernesvulst.

2. At overlæge A fortalte om hans sygdom på trods af, at han havde frabedt sig information herom.

Det er herved anført, at ved en tidligere lejlighed havde udtalt til en anden læge, at han ikke ønskede at kende til sin sygdoms art, hvis der ikke var nogen chance for, at han kunne blive helbredt. På trods heraf fortalte overlæge A den 9. januar 2004 til , at han havde en dødelig sygdom, og at han kun havde 3 måneder tilbage at leve i. Denne viden har ødelagt s humør og vilje til at kæmpe for behandlingen.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

De læger på medicinsk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. til den 20. november 2003 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

I journalen den 17. november 2003 er det noteret, at blev indlagt på via en vagtlæge på grund af feber og konfusion. Ved indlæggelsen fandt reservelæge B ved sin undersøgelse, at ikke var orienteret i tid, sted og egne data, og at han var akut medtaget og anspændt. havde feber, 39,3 grader, og reservelægen fandt ved stetoskopi tegn på lungebetændelse, som blev sat i behandling for. Reservelæge B skrev i journalen, at hvis ikke rettede sig på behandlingen, skulle man fremskynde stillingtagen til CT-scanning og psykiatrisk tilsyn. Reservelæge B har endvidere i journalen anført, at gennem de sidste måneder var blevet tiltagende hukommelsessvækket, og at der via egen læge var planlagt CT-scanning.

Reservelæge B har i sin udtalelse anført, at han vurderede at lungebetændelsen måtte behandles, før en eventuel udredning af s konfusion kunne iværksættes.

Nævnet har lagt vægt på, at gennem de forudgående måneder havde haft hukommelsesproblemer og via egen læge var under udredning for demens. Endvidere var der planlagt en CT-scanning af hjernen på .

Ved den objektive undersøgelse var ikke orienteret i tid, sted og egne data. Han havde en temperatur på 39, 3 grader og lytning på lungerne (stetoskopi) viste tegn på lungebetændelse.

Det er i klagen anført, at der burde have været gennemført en CT-scanning af ved hans indlæggelse på .

Nævnet kan oplyse, at der i forbindelse med sygdomsudløst feber, herunder lungebetændelse, undertiden ses akut udløst forvirringstilstande med kompromitteret hukommelse og desorientering. I den forbindelse er det vigtigt at udelukke infektion i centralnervesystemet (meningitis), hvilket lægerne i dette tilfælde udelukkede ved at konstatere, at ikke var nakke- og rygstiv.

Normalt forsvinder forvirringstilstanden, når temperaturen under antibiotikabehandlingen normaliseres. Det er ikke almindelig lægefaglig praksis at gennemføre en CT-scanning af hjernen, hvis den akut udløste forvirringstilstand forsvinder under behandlingen.

Nævnet er på baggrund af ovenstående af den opfattelse, at reservelæge B korrekt konkluderede, at der var objektive tegn på lungebetændelse, og reservelægen iværksatte relevant behandling med penicillin gennem venen (intravenøst). Der blev endvidere taget relevante blodprøver, og der blev bestilt et røntgenbillede af lungerne. Endelig anførte reservelægen i journalen, at den planlagte CT-scanning af hjernen skulle fremskyndes, hvis s tilstand ikke blev bedret under antibiotikabehandlingen.

Nævnet finder herefter, at reservelæge B gennemførte en relevant anamnese og objektiv undersøgelse af den 17. november 2003.

Senere samme dag blev undersøgt af reservelæge C, som ordinerede fortsat behandling af lungebetændelsen.

Reservelæge C har i sin udtalelse anført, at hun skønnede at s tilstand skyldtes den formodede infektion.

Nævnet har lagt til grund, at reservelæge C ved sin objektive undersøgelse konstaterede, at ikke var nakke- og rygstiv og kunne dermed udelukke infektion i centralnervesystemet i form af meningitis.

Nævnet finder herefter, at reservelæge C foretog en relevant vurdering af s tilstand, hvorefter den iværksatte behandling var tilstrækkelig.

Den 18. november 2003 blev tilset af overlæge D, som fortsatte behandlingen for lungebetændelse og ordinerede endvidere yderligere undersøgelser med henblik på udredning af infektion og en hjertesygdom (atrieflimren), der var konstateret ved en tidligere indlæggelse.

Overlæge D har i sin udtalelse anført, at hun tilskrev s konfusion lungebetændelse med feber, og at han rettede sig efterhånden, som feberen faldt. Overlægen fandt derfor ingen grund til at fremskynde den planlagte CT-scanning.

Nævnet er af den opfattelse, at overlæge D på baggrund af symptomerne og de objektive fund foretog en relevant undersøgelse, behandling og ordination af yderligere undersøgelser af .

Den 19. november 2003 konstaterede 1. reservelæge E, at temperaturen var faldet til 37,5 grader. 1. reservelægen ordinerede en række blodprøver og konkluderede, at når svaret på disse forelå, og s temperatur og almentilstand var til det, kunne han udskrives.

1. reservelæge E har i sin udtalelse anført, at da der ikke blev fundet direkte tegn på sygdom i hjernen (ingen neurologiske udfald), fandt hun ingen grund til at fremskynde den planlagte CT-scanning.

Det er nævnets opfattelse, at 1. reservelæge E den 19. november 2003 foretog en relevant lægefaglig vurdering og behandling af .

I journalen den 20. november 2003 er det noteret, at ikke havde feber, var velbefindende og blev udskrevet. Den udskrivende reservelæge F tilrådede blandt andet efterfølgende røntgenkontrol af lungebetændelsen hos egen læge og konstaterede, at var indstillet til videre udredning for sin hukommelsessvækkelse.

Nævnet er af den opfattelse, at reservelæge F’s vurdering af, at den 20. november 2003 kunne udskrives, var i overensstemmelse med gældende lægefaglig standard, idet var feberfri og vedbefindende og de forudgående undersøgelser ikke gav anledning til yderligere. Det var ligeledes relevant at henvise til videre udredning hos egen læge med hensyn til hans hukommelsesproblemer.

Sammenfattende er det nævnets opfattelse, at da efter behandlingen for lungebetændelse på medicinsk afdeling, , var velbefindende, kan lægerne ikke kritiseres for ikke at have iværksat udredning for de hukommelsesproblemer, der havde været til stede i de forudgående måneder, og hvor der allerede var planlagt en udredning via egen læge.

Nævnet finder herefter, at de læger på medicinsk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. til den 20. november 2003 har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge A har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 7 i forbindelse med sin information af den 9. januar 2004 på neurologisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 29. december 2003, at blev informeret om den forestående operation, hvor man ville fjerne så store mængder af svulsten som muligt. Ved den lejlighed sagde , at han ikke nødvendigvis ønskede at vide hvilken type svulst, der blev fundet. Han var endvidere i tvivl om, han ønskede supplerende strålebehandling, hvis denne ikke kunne redde hans liv. Lægen konkluderede, at hvordan det videre informationsforløb skulle være, måtte der tages stilling til efter operationen, afhængig af typen af svulsten.

Det er noteret i journalen den 9. januar 2004, at sammen med sin ægtefælle og 2 børn blev informeret af overlæge A om svulsten og mulig behandling med stråleterapi.

Ifølge klagen informerede overlæge A om, at havde en dødelig sygdom, og at han kun havde 3 måneder tilbage at leve i.

Ifølge overlæge A udtalte han ikke, at kun havde 3 måneder tilbage at leve i men oplyste, at strålebehandling sandsynligvis kunne give 3-6 måneder yderligere overlevelse og et langt mildere forløb af en i øvrigt dødelig sygdom.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra s ægtefælle og overlæge A om, hvorvidt overlæge A udtalte, at kun havde 3 måneder tilbage at leve i.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at overlæge A udtalte, at alene havde 3 måneder tilbage at leve i.

Overlæge A har i sin udtalelse endvidere anført, at han kun besvarede de spørgsmål, som han fik stillet, og at han på s direkte forespørgsel oplyste, at havde en dødelig sygdom.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 6, stk. 1 følger, at ingen behandling må indledes eller fortsætte uden patientens informerede samtykke.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 7, stk. 2, jf. § 7, stk. 1 fremgår, at en patient har ret til at frabede sig information om sin helbredstilstand og behandlingsmuligheder, herunder om risikoen for komplikationer og bivirkninger.

Nævnet er af den opfattelse, at ved en informationssamtale, hvor det drejer sig om en alvorlig og sandsynligvis dødelig sygdom, vil samtaleforløbet være uforudsigeligt. Uanset hvad patienten og eventuelt pårørende har frabedt sig information om på hypotetisk basis forud for operationen, vil samtalen nødvendigvis skulle forløbe på patientens og de pårørendes præmisser, da forholdet fra at være hypotetisk nu er blevet konkret. En sådan samtale kræver skønsomhed fra lægen, patienten og de pårørende med hensyn til alene at formulere spørgsmål, som man ønsker svar på.

Nævnet er af den opfattelse, at uanset at den 29. december 2003 havde frabedt sig information om en mulig uhelbredelig hjernesvulst, var overlæge A den 9. januar 2004 forpligtet til at svare på s direkte spørgsmål om sygdommens art, idet det direkte spørgsmål måtte opfattes som, at tilbagekaldte sin ret til ikke at få viden om sin sygdom.

Nævnet finder herefter, at overlæge A har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin information af den 9. januar 2004 på neurologisk afdeling, .