Tvangsbehandling med Zeldox 240 mg dagligt var for høj dosis

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> på møde den 9. december 2004 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 8. december 2004 på psykiatrisk afdeling, <****>, dog kun tvangsbehandling med Zeldox op til 160 mg dagligt.

 

Hændelsesforløb

er 49 år gammel, hun er fraskilt og har tre børn i alderen fra 14 til 26 år, og hun er uddannet bankassistent, og har indtil 1995 været stabilt på arbejdsmarkedet, hvorefter hun var arbejdsløs i tre år. Hun har siden haft forskellige ansættelser og var under den aktuelle indlæggelse blevet opsagt fra sin seneste arbejdsplads. bor i en lejlighed i sammen med sin 14-årige søn.

Siden 1992 har været indlagt syv gange på psykiatrisk afdeling, . Under alle tidligere indlæggelser frembød psykotiske symptomer af vekslende art, blandt andet i form af forfølgelsesforestillinger, aparte adfærd ledsaget af bizarre ritualer, hørelseshallucinationer, seksuelt opstemthed, vredladenhed og aggressivitet. Der var erfaring for, at s psykotiske tilstand bedredes ganske betydeligt ved medikamentel antipsykotisk behandling, ligesom baggrunden for hendes tilbagefald flere gange var, at stoppede med at tage sin medicin. var tidligere i antipsykotisk behandling med Trilafon, Cisordinol og Risperdal, herunder depotbehandling med såvel Trilafon som Cisordinol.

var senest indlagt på psykiatrisk afdeling i 1999. Man vurderede, at havde en skizoaffektiv sindslidelse, idet der udover symptomer på skizofreni også blev fundet symptomer på en stemningslidelse (affektiv sindslidelse). Under indlæggelsen var forbeholden overfor at genoptage behandling med Risperdal, men hun accepterede behandling med Cisordinol og overgik senere til behandling med dette i depotform med god effekt. Efter udskrivelsen fortsatte hun behandling i distriktspsykiatrien, indtil hun i november 2003 ønskede at stoppe behandlingen med Cisordinol i depotform. Herefter udeblev fra yderligere aftaler.

Aktuelt blev den 10. november 2004 frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, . Hun var ledsaget af en datter, der oplyste, at moderen ikke havde sovet gennem nogle dage. Ved indlæggelsen var vredladen og umotiveret grinende, den efterfølgende nat urolig, skrigende og skiftevis grinende og grædende.

Den 11. november 2004 blev tvangstilbageholdt på behandlingsindikation, da hun fortsat var psykotisk, hun havde smurt sit hår ind i sæbe eller creme, hun var tidvis grinende og talende med sig selv, og hun var vredladen og uden sygdomsindsigt. Hun var samme morgen blevet tvangsfikseret efter at have været truende overfor personalet, og de efterfølgende dage fik flere gange beroligende medicin med nogen effekt. Derudover kom hun i behandling med Cisordinol givet som tablet, da hun tidligere havde responderet godt på behandling hermed.

Den 15. november 2004 accepterede ved en lægesamtale fortsat frivillig indlæggelse, hvorfor frihedsberøvelsen blev bragt til ophør. Samtidig tilkendegav , at hun ikke ønskede behandling med Cisordinol, men hun accepterede herefter behandling med tablet Zeldox 40 mg dagligt.

Den 20. november 2004 om natten forlangte sig udskrevet under henvisning til, at der var krig i , og at hun skulle dertil for at redde liv. Hun angav, at hun havde seks mænd, at den ene nær var kørt galt i sin bil, og at hun skulle redde ham og to børn. Senere samme dag blev igen tvangstilbageholdt.

Efterfølgende fremtrådte svært psykotisk i afdelingen. Hun angav blandt andet at kunne kommunikere via telepati, at have været påvirket af stråler fra indkøbt software, at personalet var hekse, der skulle brændes på bålet ligesom hun selv, at hun nødvendigvis måtte have udgang til for at hele den økonomiske verden ikke skulle bryde sammen, og at der var blandet forskellige stoffer i hendes sukker og cigaretter.

Den 22. november 2004 besluttede overlægen ved en lægesamtale at øge dosis af Zeldox til 80 mg to gange dagligt, hvilket den 30. november 2004 nægtede med den begrundelse, at tabletterne var hvide og ikke blå.

Den 3. december 2004 modtog en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn og angav, at afgørelsen var led i en sammensværgelse. Ved en lægesamtale samme dag var skiftevis råbende og grædende.

indtog den ordinerede medicin meget uregelmæssigt og flere dage modsatte hun sig helt behandling. Ved en lægesamtale den 6. december 2004 anførte , at hun kun ville tage sin medicin med tvang. Overlægen forklarede hende, at der på daværende tidspunkt ikke var truffet beslutning om tvangsbehandling. fandt imidlertid, at det drejede sig om frivillig tvang.

Den 8. december 2004 oplyste Det Psykiatriske Patientklagenævn , at i forbindelse med fremsendt klage over tvangstilbageholdelse samtidig klagede over tvangsbehandling. Overlægen traf herefter beslutning om tvangsbehandling med tablet/kapsel Zeldox op til 240 mg dagligt, subsidiært injektion op til 10 mg 2 gange dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Da tvangsbehandlingen først blev iværksat efter, at Det Psykiatriske Patientklagenævn havde truffet deres afgørelse, må det lægges til grund, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse truffet på møde den 9. december 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at under indlæggelsen var forsøgt motiveret for at videreføre antipsykotisk behandling, og at hun tidvis havde taget den ordinerede medicin, men ikke kontinuerligt, hvorefter nævnet vurderede, at yderligere forsøg på motivation til stabil frivillig behandling var udsigtsløs.

Videre blev det som begrundelse anført, at der var erfaring fra tidligere indlæggelser og behandlinger for, at der var god effekt af behandlingen med antipsykotisk medicin.

Endelig blev det som begrundelse anført, at der ved valg af præparatet Zeldox i den aktuelle situation var tale om et afprøvet præparat i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkender afgørelsen truffet på møde den 9. december 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, , dog kun dosis op til 160 mg dagligt.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i hendes tilstand ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at på tidspunktet for overlægens beslutning om tvangsmedicinering var sindssyg, idet hun under indlæggelsen havde forfølgelsesforestillinger, bizarre vrangforestillinger og adfærd, hun fremtrådte forpint, og hun var vredladen og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 9 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Det forhold, at i motivationsperioden sporadisk tog sin medicin ændrer efter nævnets opfattelse ikke motivationsperioden, idet der lægges vægt på, at hun løbende var motiveret for at tage Zeldox 160 mg dagligt. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ifølge journalen den 30. november 2004 oplyste, at hun nægtede at indtage tabletter á 80 mg med den begrundelse, at tabletterne var hvide. Videre har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af sygeplejekardex, at man var i tvivl om, hvorvidt hun havde taget medicinen regelmæssigt, og at hun i den sidste uge op til beslutningen om tvangsbehandling alene havde taget sin medicin sporadisk. Nævnet finder på den baggrund, at yderligere motivationsforsøg ikke ville have kunnet formå til frivillig indtagelse af medicinen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at den besluttede tvangsbehandling, med Zeldox op til 240 mg dagligt, ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af § 4, stk. 3 i den dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger fremgår, at ordineringen skal følge de retningslinier, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilladelsen.

Nævnet kan videre oplyse, at det af produktresumeet vedrørende Zeldox fremgår, at den anbefalede dosis til akut behandling er 40 mg 2 gange dagligt indtaget sammen med føde. Den daglige dosis justeres efterfølgende op til maksimalt 80 mg 2 gange daglig på baggrund af individuelt klinisk respons.

Den af Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte dosering af Zeldox på op til 240 mg dagligt overstiger således efter nævnets opfattelse det doseringsinterval, der er fastsat i markedsføringstilladelsen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkender på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsbehandling af , dog kun tvangsbehandling med Zeldox op til 160 mg dagligt.