Klage over videregivelse af fortrolige oplysninger om en patient til en socialforvaltning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge A og overlæge B, distriktspsykiatrisk center, <****> i forbindelse med videregivelse af oplysninger om <****> den 11. januar 2002 til <****>.

Hændelsesforløb


Siden 1996 havde haft kontakt til psykiatrisk afdeling, , hvor hun havde været indlagt tre gange med depression. Den 2. marts 2001 blev hun udskrevet fra psykiatrisk afdeling til efterbehandling i distriktspsykiatrisk center.



Ved begyndelsen af behandlingen var i behandling med antidepressiv medicin i form af Seroxat 40 mg dgl., antipsykotisk medicin i form af Dogmatil 300 mg dgl. og sovemedicin i form af Stilnoct 10 mg. Derudover bestod behandlingen af ambulant miljøterapi samt psykolog-samtaler. Den 4. april 2001 blev medicinen suppleret med Lithium.



s tilstand var psykisk svingende, og den 22. august 2001 meddelte hun overlæge B, at hun ikke gennem længere tid havde taget Lithium og Dogmatil, hvorfor overlæge B seponerede disse medikamenter, og fortsatte med Seroxat, Stilnoct og Oxazepam.



Fra oktober 2001 havde ustabilt fremmøde i distriktspsykiatrisk center, ligesom det var vanskeligt for lægerne at få en aftale med hende om en lægesamtale, men den 9. januar 2002 havde en samtale med afdelingslæge A, der fandt, at var selvhenførende med paranoide fortolkninger og uden sygdomsindsigt.



Den 10. januar 2002 drøftede afdelingslæge A og overlæge B på konference i distriktspsykiatrisk center, hvordan afdelingen skulle forholde sig med henblik på en indberetning til de sociale myndigheder vedrørende s hjemmeboende mindreårige datter. Det blev besluttet, at indberette sagen til kommunen.



Den 11. januar 2002 foretog afdelingslæge A indberetningen til kommunen, hvoraf det fremgår, at indberetningen skete efter konference med overlæge B.



Den 16. januar 2002 oplyste afdelingslæge A telefonisk om konferencebeslutningen.




Klagen


Der er klaget over følgende:



• At lægen ved brev af 11. januar 2002 uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om til socialforvaltningen.



Det er anført, at videregivelsen af oplysningerne blev foretaget i medfør af lov om social service § 35 med henblik på gennemførelse af undersøgelse af, om s hjemmeboende datters velfærd var truet. Det er anført, at denne indberetning var ufornøden, idet diagnosen paranoid psykose, som lægefagligt motiverede indberetningen, ikke var korrekt diagnosticeret.



Det er endvidere anført, at lægens brev af 11. januar 2002 indeholdt unødigt mange helbredsoplysninger vedrørende , som det ikke var nødvendigt at videregive i forbindelse med anmodning til socialforvaltningen om undersøgelse af datterens velfærd og trivsel.




Nævnets afgørelse af klagen


Afdelingslæge A og overlæge B, distriktspsykiatrisk center, har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 26 ved videregivelse af fortrolige oplysninger om til socialforvaltningen den 11. januar 2002.



Begrundelse


Nævnet kan oplyse, at en patient i henhold til lov om patienters retsstilling § 23 har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Sundhedspersonen kan i henhold til lovens § 26, stk. 1 endvidere med en patients samtykke til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Videregivelse af de pågældende oplysninger kan i henhold til lovens § 26, stk. 2, nr.1 ske uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse er berettiget.



Nævnet kan endvidere oplyse, at en person, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, i ifølge lov om social service § 35, stk. 1, jf. bekendtgørelse om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service § 1, skal underrette kommunen, hvis personen under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.



Nævnet lægger til grund, at afdelingslæge A videregav oplysningerne til socialforvaltningen uden samtykke fra .



Det fremgår af journalen den 10. januar 2002, at afdelingslæge A og overlæge B på fælleskonference besluttede at foretage indberetning af s forhold i henhold til lov om social service § 35. Som bilag til indberetningen skulle vedlægges kopi af journalkontinuationerne 35, 36, 37 og 38.



Det fremgår af sagen, at afdelingslæge A i skrivelse af den 11. januar 2002 videregav oplysninger om til socialforvaltningen. Af skrivelsen fremgår, at afdelingslægen oplyste, at havde været kendt i det psykiatriske behandlingssystem siden 1990, og at hun havde været tilknyttet siden 1996, hvor hun havde været indlagt 3 gange med depression. Af skrivelsen fremgår videre, at afdelingslægen vurderede, at var særdeles belastet, ligesom hun frembød en række symptomer, som tydede på, at hun var mistolkende i en sådan grad, at der var tale om en paranoid psykotisk tilstand. Det fremgår videre, at boede alene med sin mindreårige datter, som normalt havde regelmæssig kontakt til sin far. Datteren havde dog ikke været på planlagt besøg hos faren i de sidste uger. Afdelingslægen frygtede derfor, at datterens ellers stabile kontakt med faren ikke fungerede. Og hun frygtede, at datteren var påvirket af s ustabile psykiske tilstand.



Ifølge afdelingslæge As udtalelse af 2. august 2002 til sagen blev videregivelsen af oplysningerne foretaget i henhold til den skærpede indberetningspligt i henhold til lov om social service § 35, idet der var mistanke om, at s hjemmeboende datter blev påvirket af s symptomer. Indberetningen skulle ifølge udtalelsen ske efter nøje overvejelse, hvorunder det personale, som havde haft kontakt med , var inddraget. Der var i hele personalegruppen stor bekymring for, hvordan s datter blev påvirket af s symptomer, en bekymring, der blev skærpet af den omstændighed, at man måtte mistænke, at s tidligere ægtefælle og datterens far indgik i s symptomer på en sådan måde, at datterens kontakt til faren måske var truet.



Det er på baggrund af ovenstående afgørelse af klagepunkt 1 nævnets opfattelse, at afdelingslæge A relevant vurderede, at s datters velfærd var truet, idet afdelingslægen udover at vurdere, at var lidende af en sindssygdom, hvilket i sig selv kunne sandsynliggøre, at datterens velfærd var truet, konstaterede, at der i s sindssygdom indgik formodede vrangforestillinger om den tidligere ægtefælle og far til datteren og dennes familie, ligesom det var fremkommet, at s datters ellers stabile kontakt med faren ikke længere fungerede som følge af s psykiske sygdom.



Ifølge overlæge Bs udtalelse af 1. juli 2002 til sagen konfererede hun i perioden fra november 2001 til januar 2002 løbende med s behandlingsteam, og hun var således oplyst om den tiltagende bekymring for s psykiske helbredstilstand og om det betimelige i, at boede alene med sin mindreårige datter. Overlægen har endvidere oplyst, at hun ved meget omhyggelige overvejelser i fælleskonference med afdelingslæge A den 10. januar 2002 besluttede at foretage indberetning til med henblik på kommunens undersøgelse af, om s datters velfærd var truet.



Det er således nævnets opfattelse, at betingelserne i lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 1, jf. lov om social service § 35, stk. 1, jf. bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service § 1 var opfyldt for, at afdelingslæge A og overlæge B afgav indberetning til kommunen om, at s datters velfærd var truet på grund af s paranoide psykotiske tilstand, idet nævnet lægger vægt på, at denne oplysning må antages at have væsentlig betydning for kommunens sagsbehandling.



Nævnet kan endvidere oplyse, at det blandt andet ifølge bemærkningerne til lov om patienters retsstilling er en forudsætning for videregivelse af oplysninger uden samtykke i tilfælde som det foreliggende, at sundhedspersonen ikke videregiver oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.



s advokat har i sit partshøringssvar af 28. juni 2004 gjort gældende, at der blev videregivet flere fortrolige oplysninger om end hvad der var påkrævet efter formålet. s advokat har endvidere givet udtryk for, at de videregivne oplysninger skulle have været begrænset yderligere, fordi de blev sendt til socialforvaltningen og ikke til kommunens lægekonsulent.



Hertil skal nævnet bemærke, at indberetningspligten efter lov om social service er en pligt til at indberette til myndigheden – ikke til konkrete stillingskategorier.



Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at afdelingslæge A og overlæge B ved skrivelsen af 11. januar 2002 med vedlagte journalkontinuationer 35, 36, 37 og 38 til kommunen ikke videregav oplysninger vedrørende i et videre omfang end påkrævet efter formålet.



Nævnet kan videre oplyse, at det af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger samt af forarbejderne til lov om patienters retsstilling fremgår, at videregivelse efter § 26 uden en patients samtykke forudsætter, at en sundhedsperson i almindelighed, forinden videregivelsen finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke, medmindre der foreligger særlige grunde.



Det fremgår af journalen den 10. januar 2002, at afdelingslæge A og overlæge B vurderede, at ikke skulle informeres om indberetningen, idet en sådan information kunne risikere at skade s datter, da det ikke kunne forudses, hvordan ville reagere på informationen. Det fremgår i øvrigt af journalen, at en sagsbehandler i fandt, at det mest hensigtsmæssige var, at kommunen kom på uanmeldt besøg med henblik på vurdering af s datters trivsel.



Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at afdelingslæge A og overlæge B inden indberetningen til ikke havde pligt til at forsøge at indhente samtykke fra til videregivelse af de pågældende oplysninger, idet det må antages, at der på baggrund af s psykiske tilstand kunne være risiko for at informationen ville skade datteren, og at det i øvrigt ikke var sandsynligt, at det ville være muligt at få samtykke til videregivelse af de pågældende oplysninger fra .



Nævnet finder på det grundlag, at afdelingslæge A og overlæge B ikke uberettiget videregav fortrolige oplysninger om til socialforvaltningen den 11. januar 2002.



Dissens:


Et af nævnets medlemmer afgiver dissens vedrørende klagen, idet det er medlemmets opfattelse, at der blev videregivet oplysninger i et videre omfang end nødvendigt.