Klage over, at en praktiserende læge overså tegn på meningitis hos en 5 måneder gammel pige

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af B den 5. og 9. juli 2004, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 5. juli 2004 kontaktede A praktiserende læge i anledning af, at hendes 5 måneder gamle datter, B, da havde været syg i 4 dage med feber op til 40 grader og opkastninger.

Ved den praktiserende læges undersøgelse fandt han intet abnormt. Der blev blandt andet undersøgt for mistanke om mellemørebetændelse, uden at lægen fandt tegn herpå, da B en måned tidligere havde haft denne lidelse.

A oplyste ved konsultationen, at hun var bekymret for meningitis (hjernehindebetændelse), da der var rygter om et sådant tilfælde i nærheden af deres bopæl.

Praktiserende læge undersøgte på baggrund af denne oplysning barnet for nakke- /rygstivhed, for pletter på huden, men fandt ingen positive tegn på meningitis.

Der blev samtidig udtaget en blodprøve, der viste sig at være forhøjet, tydende på en mulig infektion.

Praktiserende læge overvejede herefter, om der kunne være tale om en urinvejsinfektion, men kunne ikke finde objektive tegn herpå. Han overvejede endvidere, om der kunne være tale om en virusinfektion, men satte alligevel en behandling på penicillin i værk, således at der blev ordineret Vepicombin-mixtur, 425.000 IE (internationale enheder) 2 gange dagligt.

Den 9. juli 2004 henvendte A sig telefonisk til praktiserende læge , og det blev ved denne konsultation oplyst, at B ikke længere kastede op, og at hun var i stand til at drikke. Feberen var faldet til 38,5 grader.

Praktiserende læge meddelte herefter moderen, at han ikke anså, at penicillinen havde nogen virkning på forløbet, og at hun derfor kunne stoppe hermed. Der blev aftalt ny kontakt 3 dage senere. A oplyste endvidere, at hun havde lagt mærke til, at det bløde punkt svarende til kraniet var hævet, men praktiserende læge svarede, at det anså han ikke for at være af betydning.

Den 11. juli 2004 blev B indlagt med en meningitis forårsaget af pneumokokker og afgik ved døden den 14. juli 2004.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At praktiserende læge ikke foretog en korrekt behandling af B.

Det er herved anført, at på trods af at B viste klare symptomer på meningitis i form af feber og smerter i hele kroppen, vurderede den praktiserende læge, at B havde bakterier i blodet og ordinerede Penicillin herfor. Det er endelig anført, at da A den 9. juli 2004 kontaktede den praktiserende læge, fordi Penicillinbehandlingen ikke hjalp, og fordi det bløde punkt i Bs hoved bulede opad, bad den praktiserende læge hende om at stoppe penicillinbehandlingen og se tiden an til efter weekenden.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af B den 5. og 9. juli 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at spædbørn og småbørn (0-12 måneder) ved sygdom ofte frembyder ukarakteristiske symptomer, og de skal undersøges på en meget lav tærskel. Almentilstanden er vigtig at få belyst, idet typiske symptomer på en alvorlig sygdom ofte mangler.

I journalen den 5. juli 2004 er det noteret, at A henvendte sig hos praktiserende læge i anledning af, at hendes 5 måneder gamle datter, B, da havde været syg i 4 dage med feber op til 40 grader og opkastninger.

Praktiserende læge har i sin udtalelse anført, at han undersøgte B for mellemørebetændelse, idet hun en måned tidligere havde haft denne lidelse. Der blev imidlertid ikke fundet tegn på mellemørebetændelse.

Praktiserende læge har i sin udtalelse ligeledes anført, at A ved konsultationen oplyste, at hun var bekymret for, om B kunne have meningitis (hjernehindebetændelse), da der var rygter om et sådant tilfælde i nærheden af deres bopæl.

Praktiserende læge undersøgte på baggrund af denne oplysning barnet for nakke- /rygstivhed, for pletter på huden men fandt ingen positive tegn på meningitis. Der blev samtidig udtaget en blodprøve, der viste sig at være forhøjet, tydende på en mulig infektion.

Praktiserende læge overvejede herefter, om der kunne være tale om en urinvejsinfektion, men kunne ikke finde objektive tegn herpå. Han overvejede endvidere, om der kunne være tale om en virusinfektion, men satte alligevel en behandling på penicillin i værk, således at der blev ordineret Vepicombin-mixtur, 425.000 IE (internationale enheder) 2 gange dagligt.

Ifølge A undersøgte praktiserende læge den 5. juli 2004 ikke Bs fontanel.

Ifølge praktiserende læge undersøgte han den 5. juli 2004 Bs fontanel.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra A og praktiserende læge om, hvorvidt praktiserende læge den 5. juli 2004 undersøgte Bs fontanel.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge ikke undersøgte Bs fontanel den 5. juli 2004.

Det fremgår af journalen den 9. juli 2004, at A henvendte sig telefonisk til praktiserende læge , og det blev ved denne konsultation oplyst, at B ikke længere kastede op, og at hun var i stand til at drikke. Feberen var faldet til 38,5 grader.

Praktiserende læge har i sin udtalelse videre anført, at han ved telefonkonsultationen den 9. juli 2004 meddelte A, at han ikke anså, at penicillinen havde nogen virkning på forløbet, og at hun derfor kunne stoppe denne behandling. Der blev aftalt ny kontakt 3 dage senere.

Ifølge A oplyste hun den 9. juli 2004 over for praktiserende læge , at Bs fontanel var hævet og bulede opad.

Ifølge praktiserende læge oplyste A den 9. juli 2004 ikke, at Bs fontanel bulede opad.

Patientklagenævnet finder ikke, at det er af væsentlig betydning at kunne fastslå, hvorvidt praktiserende læge den 9. juli 2004 fik oplyst, at Bs fontanelle bulede opad. Nævnet finder derimod, at det er afgørende, at der forelå en oplysning om, at forældrene til B havde bemærket en spændt fontanelle, og at alene dette fund sammenholdt med den fortsatte feber, den uafklarede diagnose, blodprøverne og forældrenes usikkerhed, gjorde det nødvendigt, at B blev set igen den 9. juli 2004.

Nævnet skal pointere, at praktiserende læge havde startet en Penicillinbehandling på et 5 måneder gammelt barn på en usikker indikation. Det var derfor ikke i overensstemmelse med sædvanlig faglig praksis at indstille behandlingen i en telefonsamtale uden en ny undersøgelse. B var ganske vist ved at få det bedre, men hun havde trods alt fortsat temmelig høj feber (38,5), og der var oplysninger om en spændt fontanelle.

Det er nævnets opfattelse, at den givne Penicillin kunne have maskeret en eventuel alvorlig bakterieinfektion, og en beslutning om at indstille behandlingen uden en undersøgelse var derfor ikke faglig korrekt.

Sammenfattende finder nævnet, at praktiserende læge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af B den 5. og 9. juli 2004 i sin klinik.