Klage over at der på en skadestue ikke blev foranlediget en akut påpladssætning af udslået fortand

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge A og afdelingslæge B for deres behandling af <****> den 31. juli 2004 på skadestuen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Lørdag den 31. juli 2004 kl. 22 slog munden mod en dørkant og slog en fortand ud.

Den 31. juli 2004 kl. 22.55 henvendte han sig på skadestuen, , medbringende den udslåede tand i saltvand. blev undersøgt af reservelæge A, der konstaterede, at efter uheldet havde smerter i nakken. Ved undersøgelse var der ingen blødning svarende til den manglende tand.

Efter konference med sin bagvagt, afdelingslæge B, anbefalede reservelæge A, at henvendte sig til egen tandlæge mandag den 2. august 2004.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog korrekt behandling for en tandskade.

Det er herved anført, at han lørdag den 31. juli 2004 havde slået en fortand ud og fik at vide, at tanden skulle ligge i saltvand, indtil han kunne komme til tandlæge om mandagen. Tanden måtte imidlertid efterfølgende kasseres, da det ved tandlægen viste sig, at der var gået for lang tid.

Nævnets afgørelse af klagen

Reservelæge A og afdelingslæge B har overtrådt lægelovens § 6 ved deres behandling af den 31. juli 2004 på skadestuen, .

Begrundelse

Det fremgår af skadesedlen lørdag den 31. juli 2004, at kl. 22.55 henvendte sig på skadestuen, , medbringende en udslået tand i saltvand. blev undersøgt af reservelæge A, der konstaterede, at havde slået munden ind i dørkanten og havde fået slået en fortand ud, og at han efter uheldet havde været smerter i nakken. Ved undersøgelse var der ingen blødning svarende til den manglende tand, og der var ikke ømhed af kæben og normalt sambid. I forhold til nakken var diskret direkte ømhed svarende til den paraverterbrale muskulatur, mens der var normale neurovaskulære forhold og reflekser i forhold til armene.

Det er på det foreliggende nævnets opfattelse, at blev undersøgt relevant for yderligere skader.

Det fremgår af skadesedlen, at reservelæge A var i tvivl om behandlingen af tandskaden, og at hun derfor konfererede med afdelingslæge B, og på dennes anbefaling blev henvist til tandlæge om mandagen.

Reservelæge A har anført i sin udtalelse til sagen, at hun på daværende tidspunkt ikke var bekendt med, at der var større sandsynlighed for, at tanden kunne vokse fast ved akut behandling.

Nævnet kan oplyse, at man i en situation som den pågældende sædvanligvis vil tilråde, at tanden sættes op med det samme, og at der foranlediges tilsyn fra en tandlæge inden for de først 6-8 timer.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at der på skadestuen i den forbindelse forelå en instruks, der angav, at udslået tand skal sættes på plads hurtigst muligt og helst inden for en time.

Nævnet skal i øvrigt bemærke, at der er tale om en entydig og relevant instruks.

Nævnet finder ud fra disse omstændigheder, at reservelæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 31. juli 2004 på skadestuen, .

Afdelingslæge B har anført i sin udtalelse til sagen, at hun ikke var klar over, at medbragte tanden i saltvand. Hun spurgte, om der var skade på tandkød eller andre tænder, og om der var ændret sammenbid eller blødning fra munden, hvilket blev benægtet.

Det er nævnets opfattelse ud fra det faktum, at der var tale om en konferering omkring en udslået tand, at afdelingslæge B burde have spurgt ind til, om medbragte tanden og i givet fald have foreslået, at tanden blev sat på plads, og at der var blevet foranlediget akut tandlægetilsyn.

Nævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 31. juli 2004 på skadestuen, .