Klage over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin med tvang. Endvidere klage over de involverede sundhedspersoner.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn ved <****> den 29. marts 2004 om anvendelse af unødig stor fysisk magt i forbindelse med tvangsfiksering af <****> den 2. marts 2004 på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn ved <****> den 29. marts 2004 om tvangsfiksering af <****> den 2. marts 2004 i perio-den fra kl. 12.30 til kl. 14.10 på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 16-årig pige, som er tunghør muligvis efter hjernebetændelse (encephalit) i 8 måneders alderen. Hun lider af epilepsi og er fundet udviklingsforstyrret indenfor autismespekteret.

På grund af adfærdsproblemer blev hun undersøgt i afdelingen i 1999, hvor man vurderede, at hun lider af Aspergers syndrom.

var indlagt fra den 30. januar til den 16. februar 2004 efter et selvmordsforsøg. Hun var depressiv med svingende stemningsleje, søvnproblemer og perioder med pludselig agitation. Hun var selvskadende med dybe snitsår og var på grund af selvmordsrisiko tvangstilbageholdt i tre dage.

I perioden op til indlæggelsen den 24. februar 2004 var præget af angst og overvågningsforestillinger, men var også mere vedvarende depressiv.

blev den 24. februar 2004 indlagt på grund af selvmordstanker. Hun havde været ude at gå på tog-skinner. Det blev vurderet, at hun gerne ville samarbejde, men at hun også blev svært udadreagerende og ikke let kunne tilpasse sig afdelingens rammer. Hun var forulempende overfor medpatienterne og måtte ofte fastholdes i nogle minutter for at falde til ro.

Den 2. marts 2004 om formiddagen kørte op og ville ikke i skole. Hun ville have afdelingens bordten-nisbold og tkkede hele tiden på værelsesalarmen for at provokere, hvilket generede medpatienterne. Situationen søgtes klaret ved at forsyne med en fast vagt, men hun truede vagten, da hun ikke måtte tkke på værelsesalarmen, og det blev nødvendigt at fastholde hende. Hun rev og bed efter personalet, og der blev givet beroligende medicin Nozinan 12,5 mg (antipsykotisk medicin).

Efter 30 minutter var situationen den samme, idet hun ringede på alarmen. Hun kunne ikke beroliges og blev tiltagende aggressiv overfor personalet med slag og bid, så det blev nødvendigt at fiksere hende. Efter hun var fikseret, skruede hun 2 skruer af sengen, som personalet mente, hun ville bruge som kasteskyts eller sluge, og for at beskytte hende mod begge dele blev hun fastholdt i fikseringen, skruerne blev fjernet fra hende, og hun blev givet beroligende medicin stesolid 10 mg (benzodiazepin) som injektion. Hun klagede to dage senere over fikseringen, som hun fandt ulovlig og udført med unødig stor fysisk magt, samt over at der blev givet for meget beroligende medicin.

Klagen

klagede over tvangsfikseringen og indgivelsen af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientkla-genævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte afgørelsen af 2. marts 2004 vedrørende tvangsfik-seringen af i perioden fra kl. 12.30 til kl. 14.10 samt indgivelsen af beroligende medicin samme dag. Nævnet fandt imidlertid grundlag for at udtale kritik af sygeplejerske gennemførelse af tvangsfikserin-gen.

Nævnet fandt, at da havde udøvet vold mod personalet, opfyldte tvangsfikseringen kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet det blev lagt til grund, at afdelingen forinden havde forsøgt at skærme og berolige samt givet hende beroligende medicin uden tilstrækkelig effekt. Nævnet fandt også at fikse-ringens tidsmæssige udstrækning opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, samt at anvendel-sen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, da var meget opkørt og urolig, og man forinden havde forsøgt at berolige og skærme hende. Nævnet fandt imidlertid på grund af s fremstilling sidst på nævnsmødet, at der under fikseringen blev anvendt unødig stor fysisk magt, idet hun havde beklaget sig højlydt under fikseringen, og hun havde blå mærker på armen.

Anken

Den ledende overlæge på afdelingen har ved brev af 30. marts 2004 anket Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelse af 29. marts 2004 for så vidt angår, at der ved tvangsfikseringen skulle være anvendt unø-dig stor fysisk magt, og det er i denne forbindelse anført, at det lokale psykiatriske patientklagenævn ikke har været kompetent til at behandle en klage over enkeltpersoner, idet kompetencen hertil tilkommer Sundheds-væsenets Patientklagenævn. Anken blev oversendt til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den 20. de-cember 2004.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 29. marts 2004 fra Det Psykiatriske Patientkla-genævn ved om anvendelse af unødig stor fysisk magt i forbindelse med tvangsfikseringen af den 2. marts 2004 i perioden fra kl. 12.30 til kl. 14.10 på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientkla-genævn ved den 29. marts 2004 om tvangsfiksering af på børne- og ungdomspsykiatrisk afde-ling, .

Begrundelse

For så vidt angår spørgsmålet om det lokale psykiatriske patientklagenævn har kompetence til at behandle en klage over enkeltpersoner, kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at det lokale psykiatriske patientklagenævns kompetence fremgår af § 14 i den dagældende bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn (BEK nr. 938 af 15/12/1998). Heraf fremgår det, at nævnets afgørelser kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget med urette. Videre frem-går det, at såfremt klagen tillige er rettet mod den eller de medicinalpersoner, der har deltaget i den påklage-de tvangsudøvelse, tager nævnet stilling til, om der i den anledning er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 29. marts 2004 havde kompetence til at tage stilling til om sygeplejerske havde anvendt unødig stor fysisk magt under tvangsfikseringen, idet både havde klaget generelt over tvangsfikserin-gen og over netop hans gennemførelse af tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 2. marts 2004 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller hel-bred. Nævnet har lagt vægt på, at var kørt op og derfor forsøgt skærmet for at berolige hende, men at hun truede den faste vagt, da hun ikke måtte trykke på værelsesalarmen, og da det blev nødvendigt at fast-holde hende, forsøgte hun at bide personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved en samtale og med vagt på hendes stue, og at hun derefter ved fysisk magt var blevet fastholdt og havde fået beroligende medicin med sædvanligt anvendt præparat og dosis. Nævnet har endvi-dere lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgift af den beroligende injektion, og at det blev vurderet nødvendigt at fiksere hende på grund af hendes voldsomme adfærd.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen er anført, at kort efter fikseringen kl. 12.30 igen blev urolig og måtte fastholdes og gives beroligende medicin. blev løsnet igen fra bæltet knap to timer senere - kl. 14.10.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psy-kiatriske Patientklagenævn ved , hvori tvangsfikseringen af blev godkendt.

Det fremgår af sagen, at oplyste til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at sygeplejerske anvendte unødvendig stor fysisk magt i forbindelse med fikseringen af hende. Hun begrundede dette med, at sygeplejerske havde taget fat i hendes ben og havde kradset dem, mens hun lå med ansigtet ned i madrassen. Han havde desuden taget så hårdt fat i hendes højre overarm, at der var efterladt blå mærker, ligesom han havde klemt hendes hånd så hårdt sammen, at hun havde følt det, som om fingrene brækkede. Endvidere oplyste , at hun under fastholdelsen i forbindelse med tvangsfikseringen flere gange havde beklaget sig højlydt.

Det fremgår af sygeplejerske s udtalelse til sagen (fælles udtalelse af 24. marts 2004 med afdelings-sygeplejersken og den behandlende overlæge), at ved fikseringen gjorde voldsom modstand og slog ud efter personalet og forsøgte at bide dem. Sygeplejerske , holdt ’ højre arm og lagde den over hendes hoved, så hun ikke kunne komme til at bide ham, og da hun rev med fingrene, holdt han hendes hånd, men uden at bruge vold. Sygeplejerske har videre oplyst, at han blev tilkaldt, da havde gemt en skrue på kroppen, som man var bange for, at hun ville bruge som kasteskyts eller forsøge at sluge. Under eftersøgningen af skruen på , holdt sygeplejerske benene på hende mens to andre per-sonalemedlemmer holdt hendes arme. Da man skulle vende for at få undersøgt om skruen var gemt i hendes baglommer, blev hun vendt om på siden ved at sygeplejerske krydsede det ene af hendes ben ind over og et andet personalemedlem krydsede den ene af hendes arme ind over og rullede hende rundt.

Det er endvidere anført i den fælles udtalelse af 24. marts 2004 og i en fælles udtalelse af 24. november 2004 fra den ledende overlæge og ledende oversygeplejerske, at sygeplejerske ikke på noget tids-punkt var alene med , og at der ved fikseringen ud over ham var yderligere 4 andre personer til stede, som ikke var af den opfattelse, at han havde været for hårdhændet. Det er desuden anført, at der i perioden op til den pågældende fiksering, flere gange havde været fastholdelsesperioder af , og at det således ikke er til at sige, hvornår de blå mærker på hendes højre overarm var opstået. Endvidere er det anført, at sygeplejerske har deltaget i H:S’ psykofysiske træning i, hvordan man fikserer korrekt, og det er ledel-sens opfattelse, at fikseringen har været korrekt.

Det fremgår af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at nævnet uagtet hospitalets udtalelse i sagen på baggrund af de givne detaljerede forklaringer har fundet det godtgjort, at der i forbindel-se med tvangsfikseringen har været anvendt unødig stor fysisk magt. Nævnet lagde vægt på, at høj-lydt havde beklaget sig under tvangsfikseringen, og at hun havde blå mærker på armen. På denne baggrund udtalte nævnet kritik af sygeplejerske s gennemførelse af tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af § 4 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (lov nr. 331 af 24. maj 1989, med senere ændringer), at tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke i forbindelse med gennemførelsen af tvangsfikse-ringen kan antages at være anvendt unødig stor fysisk magt. Nævnet har herved lagt vægt på, at måtte fastholdes, fordi hun prøvede at bide, rive og slå personalet, og der må nødvendigvis i et sådan tilfæl-de bruges kræfter for at fastholde hende. I forbindelse med at ikke ville aflevere skruerne, som kunne være farlige for hende selv og/eller omgivelserne, må det ligeledes anses at have været nødvendigt, at der blev brugt kræfter for at få skruerne fra hende. Den omstændighed, at beklagede sig højlydt under fikseringen kan ikke i sig selv tages til indtægt for, at der i forbindelse med tvangsfikseringen har været an-vendt unødig stor fysisk magt, idet selve fastholdelsen af en opkørt person må forventes at medføre højlydte protester.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at det ikke kan antages, at sygeplejerske i forbindelse med fastholdelsen af har anvendt unødig stor fysisk magt. Nævnet har herved lagt vægt på, at den omstændighed at senere fik konstateret blå mærker på højre overarm, ikke med tilstrække-lig sikkerhed kan fastslås at stamme fra fastholdelsen i forbindelse med den pågældende fiksering, idet de først blev opdaget et stykke tid senere, og der havde været adskillige fastholdelser i tiden før og efter den pågældende, således både dagen før og tre dage senere. Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er det fornødne grundlag for at udtale kritik af sygeplejerske .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer herefter den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn ved , hvori det vurderes, at tvangsfikseringen blev gennemført ved anvendelse af unø-dig stor fysisk magt.