Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden behandlingsform end det, der var motiveret for

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge A for hendes behandling af <****> den 11. juli 2004 i vagtlægekonsultationen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 19. juli 2004 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge C for hans behandling af <****> den 28. juli og den 4. august 2004 på plastikkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

er 38 år gammel, og bor alene i en ejerlejlighed. Hun har sparsom kontakt til sine forældre.

I 1991 blev hun uddannet advokatsekretær, og i 1997 blev hun uddannet klinikassistent. har haft en sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, men aktuelt er hun sygemeldt og lever af sygedagpenge.

Siden 2002 har været tvangsindlagt 4 gange på psykiatrisk afdeling, , senest i perioden fra den 8. april til den 18. maj 2004. Under indlæggelsen blev der påbegyndt behandling med antipsykotisk medicin i form af Risperdal, som havde en god effekt på s tilstand. ophørte dog på egen hånd med medicinen kort tid efter, at hun var blevet udskrevet, hvilket atter forværrede hendes tilstand. Ved udskrivelsen blev hun tillige tilknyttet distriktspsykiatrien, men også denne afbrød hun kontakten med.

Forud for den aktuelle indlæggelse blev flere gange meldt til politiet, idet hun havde været højtråbende i ejendommen samt havde chikaneret naboer og folk på gaden. Naboerne oplyste, at hun gik rundt uden sko ude i kulden.

Aktuelt blev den 22. januar 2005 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen ønskede stort set ikke at tale, men hun ønskede dog en erstatning på kr. 500.000 for indgriben i hendes privatliv. Umiddelbart herefter fremtrådte hun urolig, og hun skreg højt og var til udtalt gene for sine medpatienter. Hun blev derfor ført til sin stue.

Den 23. januar 2005 var sorttalende. Hun forklarede, at ægteskabet mellem kronprins Frederik og Mary var kommet i stand, idet man havde forhindret ham i at gifte sig med hende, som de havde lovet hinanden. Kronprins Frederik var således blev tvangsgift med Mary, da han ikke kunne vente længere. Videre angav , at viceværten i ejendommen ikke havde forstand på fællesarealerne og behovet for indretning heraf. Derudover havde hun flere uforståelige forklaringer, og hun fremtrådte klart psykotisk og helt uden sygdomsindsigt. Personalet oplyste, at de havde erfaring for, at s tilstand kunne normaliseres efter længere tids medicinering i en grad, så hun var i stand til at passe sit job som klinikassistent. Herefter blev det besluttet, at skulle motiveres for frivillig behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal 2 mg dagligt.

Den 24. januar 2005 var fortsat psykotisk. Hun talte om fuldbyrdet erstatning, om kongesønner og om ”sexskred”. Hun havde ingen forståelse for, at hun havde behov for medicin, og hun nægtede pure at modtage dette både i tabletform samt i depotform. Overlægen vurderede, at der ikke var noget formål med at behandle hende i tabletform, idet hendes villighed til at tage den ordinerede medicin havde været dårlig.

Fra den 26. januar 2005 blev det således besluttet, at dagligt skulle tilbydes Risperdal depot, hvilket hun dog fortsat nægtede at modtage.

Under den videre indlæggelse var det 2 gange nødvendigt at give beroligende medicin, idet hun var højtråbende og udskældende, og idet hun havde vandret uroligt rundt på gangen. Derudover mente hun, at andre mennesker havde taget ophold i hendes krop og hun forsøgte at få dem ud ved at rive sig selv i håret. Hun stod og spejlede sig i et par timer og kunne ikke afledes herfra.

Den 3. februar 2005 nægtede fortsat at modtage Risperdal depot, idet hun mente, at hun intet fejlede. Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 25-50 mg hver 2. uge, hvilket prompte klagede over.

Denne klage blev behandlet ved et møde den 10. februar 2005 i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Den 14. februar 2005 modtog psykiatrisk afdeling afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , der underkendte beslutningen om tvangsbehandling med Risperdal depot. Samme dag blev der derfor i stedet truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur Risperdal 2 mg dagligt, alternativt injektion Serenase 1 mg dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 24. februar 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, fordi udsigten til, at hun blev helbredt eller fik en betydelig eller afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet lagde herved vægt på lægeerklæringens oplysninger om s psykiske tilstand, herunder at hun var fundet svært psykotisk med vrangforestillinger, behandlingskrævende og uden sygdomsindsigt. Nævnet lagde tillige vægt på hendes fremtræden under nævnsmødet, hvor hun fremtrådte psykotisk, præget af springende tankegang, forpinthed, ligesom hun var usammenhængende.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt tillige, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet fra den 23. januar 2005 var forsøgt motiveret for frivillig medicinsk behandling, før beslutningen blev truffet den 14. februar 2005. Nævnet lagde derudover vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Endvidere fandt Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at den ordinerede behandling opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 24. februar 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, og at hun var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen i relation til motivationstiden ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat, behandlingsform og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Det fremgår af overlægens udtalelse af 16. februar 2005 til sagen, at siden den 23. januar 2005 var søgt motiveret for frivillig behandling med mikstur/tablet Risperdal.

Af journalen den 23. januar 2005 fremgår det, at skulle tilbydes den samme medicin som ved den seneste indlæggelse.

Ifølge journalen den 24. januar 2005 nægtede pure at modtage dette både i tabletform samt i depotform. Overlægen vurderede, at der ikke var noget formål med at behandle hende i tabletform, idet hendes villighed til at tage den ordinerede medicin havde været dårlig.

Af journalen den 26. januar 2005 fremgår det, at dagligt skulle tilbydes Risperdal depot, og at hun den 31. januar samt 3. februar 2005 nægtede at modtage Risperdal i depotform.

Af overlægens partshøringssvar af 26. oktober 2005 fremgår det, at han med henvisning til journalen og sygeplejekardex finder, at blev tilstrækkeligt motiveret for frivillig behandling.

Det fremgår imidlertid ikke af journalen, at man efter den 24. januar 2005 motiverede for frivillig behandling med tablet Risperdal.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har således lagt til grund, at alene gennem 2 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med tablet Risperdal, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Det er nævnets opfattelse, at ikke var forpint af sin tilstand i en sådan grad, at dette alene ville kunne betinge en motivationstid på 2 dage, ligesom der i sagens akter ikke ses at være holdepunkter for at udsættelse af behandlingen ville indebære fare for hendes liv eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Det er på den baggrund Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationen for frivillig behandling med Risperdal i depotform ikke var tilstrækkelig konkret til, at kunne forholde sig til hvilken behandlingsform, som ville finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .