Behandling med ECT underkendt, patientrådgiveres klagekompetence

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 2. december 2004 vedrørende beslutning om tvangsbehandling med ECT af <****> den 8. november 2004 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er 88 år gammel, og han bor i en demensenhed på plejehjemmet .

var over en længere periode blevet tiltagende dement med betydelig forværring i løbet af 2004.

I efteråret 2004 blev indlagt på Psykiatrisk Afdeling i som følge af, at han i den seneste måned op til indlæggelsen havde haft svære raseriudbrud, hvor han havde været ude af sig selv, samt været ude af stand til at genkende sin hustru.

Aktuelt blev den 3. oktober 2004 tvangsindlagt på grund af farlighed på Psykiatrisk Afdeling i . Han havde forud for indlæggelsen smadret inventaret i boligen, slået ud efter personalet på plejehjemmet samt slået efter den tilkaldte vagtlæge, ligesom han havde fremtrådt hallucineret og uden at kunne tales til ro, ligesom han ikke kunne rummes på plejehjemmet.

Ved ankomsten til afdelingen modsatte sig at tale med en læge. Han fortalte dog plejepersonalet, at hans nabo, som var en djævel, havde forulempet hans kone seksuelt. Han mente endvidere, at han befandt sig i år 1982, og at hans ene søn netop var konfirmeret, og den anden søn netop var startet i skole. Han fremtrådte vredladen og underliggende ’eksplosiv’ og blev på indlæggelsesdagen tvangsfikseret med anvendelse af bælte, som løsnedes den efterfølgende dag.

Under indlæggelsen fremtrådte præget af en svær dementiel tilstand. Han skulle således hjælpes og guides af personalet i forbindelse med alle gøremål, herunder personlig hygiejne. Dette skulle ske på en meget præcis og forsigtig måde for at forebygge forvirring med vrede og udadreagerende adfærd fra s side. Han var kun i begrænset omfang i stand til at give udtryk for sine behov, og han reagerede med vredesudbrud, når han ikke blev forstået. I talrige situationer slog han ud efter personalet ved forsøg på kontakt fra deres side, han kastede med inventar og saftevand, slog medicin ud af hænderne på plejepersonalet, når han fik det tilbudt og var tidvis synshallucineret. Ind imellem indtrådte korte perioder, hvor var roligere, mere imødekommende og i bedre stand til at samarbejde omkring hjælp fra personalets side. Han fik flere gange beroligende medicin som supplement til den fast ordinerede medicin – herunder antidepressiv behandling med tablet Cipramil samt stemningsstabiliserende behandling med tablet Deprakine, ligesom det flere gange var nødvendigt at give beroligende medicin med tvang.

Den 4. november 2004 blev tilset af overlæge i gerontopsykiatri, som efter samtale med ham vurderede, at hans tankeindhold var klart depressivt. Eftersom den hidtidige behandling havde været uden effekt på tilstanden, fandtes det indiceret at tilbyde ECT-behandling.

Det fremgår af journalen den 5. november 2004, at overlægen noterede, at ECT-behandlingen kunne indledes, såfremt s familie tilsluttede sig denne behandling. Overlægen vurderede samtidig, at behandlingen samtidig måtte betragtes som tvangsbehandling, idet (grundet sin svære dementielle tilstand) ikke selv kunne give informeret samtykke.

Den 7. november 2004 fremgår det af journalen, at man besluttede at fastholde beslutningen om tvangsbehandling med ECT trods uenighed i s nærmeste familie herom.

Den 8. november 2004 blev behandlingen med ECT indledt.

Den 9. november 2004 indgav s patientrådgiver en klage over tvangsbehandlingen med ECT dateret den 9. november 2004. Patientrådgiveren anførte i sin klage, at hun på baggrund af s tilstand mente, at beslutningen om iværksætte tvangsbehandling, burde have opsættende virkning.

I perioden fra den 10. til den 22. november 2004 modtog i alt 7 behandlinger med ECT.

Klagen

Patientrådgiveren klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved underkendte ved afgørelse af 2. december 2004 beslutningen om tvangsbehandling med ECT af .

Indledningsvist lagde Det Psykiatriske Patientklagenævn ved til grund, at patientrådgiveren i den konkrete sag var berettiget til at klage på vegne af .

Nævnet lagde herved til grund, at ikke selv var i stand til at tage stilling til, om han ville klage, og at patientrådgiveren på denne baggrund måtte anses for beføjet til på egen hånd at varetage s interesser bedst muligt.

For så vidt angår behandlingen med ECT fandt nævnet, at den iværksatte behandling med ECT var at betragte som et tvangsindgreb, og dermed omfattet af reglerne i Psykiatriloven. Nævnet lagde herved vægt på, at der blev udfærdiget en tvangsprotokol og beskikket en patientrådgiver.

Nævnet lagde til grund, at var i en sindssygelignende tilstand, og at det ville være uforsvarligt ikke at behandle ham.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved kunne dog ikke godkende behandlingsformen med ECT. Nævnet lagde herved vægt på, at ikke befandt sig i en aktuel eller potentiel livstruende situation, men at overlægen fandt, at han havde en dårlig livskvalitet. Nævnet oplyste hertil, at det af forarbejderne til Psykiatriloven fremgår, at ECT med tvang ikke må anvendes medmindre, der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Endvidere fandt nævnet, at den ansvarlige overlæge, da der forelå en klage over beslutningen, burde have foretaget en vurdering af, hvorvidt klagen skulle tillægges opsættende virkning, ligesom nævnet fandt det kritisabelt, at det først den 23. november 2004 modtog en erklæring fra overlægen på trods af, at patientrådgiverens klage var dateret den 8. november 2004.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 2. december 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsbehandling af med ECT på Psykiatrisk Afdeling i .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at beslutningen om tvangsbehandlingen med ECT ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af forarbejderne til Lov om ændring af psykiatriloven (Lov nr. 403 af 26. juni 1998, L 36, 2. samling), at Folketinget har forudsat, at tvangsbehandling med ECT ikke må anvendes, med mindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 21, stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Af kommentaren til Psykiatrilovens § 21, stk.1 fremgår, at dette indebærer, at ” det er overlægen, som i tilfælde af klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun har været formelt berettiget, men også nødvendig, hvilket også forekommer korrekt i relation til mindste middels princip.”

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke i sagens akter holdepunkt for, at der på tidspunktet for beslutning om tvangsbehandling med ECT forelå en aktuelt eller potentiel livstruende tilstand.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn finder endvidere, at klagen burde være tillagt opsættende virkning.

Overlægen har i sin anke til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn anført, at patientrådgiveren gik ind som part i sagen mod de pårørendes ønske.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan herved oplyse, at det af bekendtgørelse om patientrådgivere (BEK nr. 1301 af 14. december 2004) § 3 stk. 1, 1. punktum fremgår, at der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.

Af bekendtgørelsens § 9 fremgår, at patientrådgiveren så vidt muligt skal handle i samråd med patienten.

Af bekendtgørelsens § 10 stk. 2 fremgår, at patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

Det fremgår af den kommenterede Psykiatrilov vedrørende patientrådgiverens opgaver, at patientrådgiveren gennem sine samtaler med patienten skal afklare om denne ønsker, at rådgiveren skal handle på hans vegne og i bekræftende fald gøre dette. Hvis patienten ikke selv er i stand til at handle eller tage stilling til, hvad der bør gøres, påhviler det patientrådgiveren på egen hånd at varetage patientens interesser bedst muligt.

Af patientvejlederens brev af 15. november 2004 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fremgår, at patientrådgiveren den pågældende dag havde haft en samtale med , hvor de talte om ECT-behandlingen. fortalte herunder, at han ikke vidste, om han fik behandling. Det fremgår videre, at efter et stykke tid sagde, at han ikke kunne lide det. Patientrådgiveren spurgte herefter ham om, hvad han ikke kunne lide, hvorpå viste patientrådgiveren hånden med kanylen, der blev brugt ved bedøvelsen. oplyste endvidere, at han ikke kunne lide det, hvortil han tilføjede, at ”han lukkede øjnene”. Endelig fremgår det, at samtalen herpå tog flere drejninger, men at direkte adspurgt, om han ønskede at klage over behandlingen, svarede ja to gange.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at patientrådgiveren ifølge psykiatriloven har en særlig ret og pligt til at varetage patientens interesser i forbindelse med beslutninger om tvangsbehandling. Denne ret er så vidtgående, at selv i situationer, hvor patienten ikke selv kan tage vare på sig selv, kan patientrådgiveren selvstændigt beslutte, om det er i patientens interesse, at der rejses en klage over beslutningen om tvang. Dette gælder også i situationer, hvor de pårørende måtte være imod en klage.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at det er tilstrækkelig godtgjort, at patientrådgiveren på baggrund af samtalen med , handlede i overensstemmelse med patientens interesse, og at patientrådgiveren derfor var berettiget til at klage til det lokale nævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .