Klager over fejl ved gennemførelse af undersøgelse af hjertets kranspulsårer (blodprop i hjernen)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge for hans behandling af den 3. december 2003 på kardiologisk afdeling, , jf. lægelovens § 6.

Sagsnummer:

05F006

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2005

Speciale:

Hjerte- og kredsløbssygdomme, medicinske (kardiologi)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 3. december 2003 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb



havde gennem 4 til 6 uger haft smerter i venstre arm og bag brystbenet med udstråling til kæben, når han bevægede sig. Han havde desuden føleforstyrrelser og styringsbesvær i højre arm samt svimmelhed. Han fik den 1. december 2003 udført CT-scanning af hjernen på . Undersøgelsen viste normale forhold. Som led i videre undersøgelse fik han den 3. december 2003 udført røntgenundersøgelse af kranspulsårerne af overlæge , kardiologisk afdeling, .

Undersøgelsen forløb uden komplikationer, men ved afslutningen af undersøgelsen fik talebesvær (expressiv afasi) og manglende styring af højre arm. Disse symptomer forsvandt i løbet af 5 minutter.

På grund af symptomerne blev samme dag undersøgt af neurologisk overlæge. Denne mente på grund af fund i højre arm og ben (øget tonus og hyperreflexi), at årsagen til symptomerne muligvis havde bestået i længere tid, og der blev ordineret akut CT-scanning af hjernen.

Senere den 3. december 2003 kl. 18.00 havde et tilfælde med kortvarig ukontaktbarhed, talebesvær og højresidig kraftnedsættelse. Der blev ”rykket” for at få udført den ordinerede akutte CT-scanning, og undersøgelsen blev gennemført samme dag kl. 18.30. Undersøgelsen viste normale forhold.

blev den 3. december 2003 overflyttet til neurologisk afdeling til videre undersøgelse og behandling.

Den 11. december 2003 blev CT skanning af hjernen gentaget og viste nu blodpropper (infarcter) to steder i venstre hjernehalvdel.

Klagen



Der er klaget over følgende:

• at overlæge ikke gennemførte undersøgelsen den 3. december 2003 korrekt.

har herved anført, at der under undersøgelsen skete en fejl, som udløste en blodprop i venstre hjernehalvdel, hvilket medførte lammelse i hele højre side, samt at talen forsvandt. har videre anført, at han fortsat har problemer med talebesvær, nedsat styring og kraft i højre arm og fingre, generelt følelsesløshed i hele højre side samt et svækket syn.

Nævnets afgørelse af klagen



Overlæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 3. december 2003.

Begrundelse



havde ifølge journalen forhøjet kolesterol i blodet, forhøjet blodtryk og havde været ryger indtil udgangen af 2002. Han havde kendt forkalket karsygdom i form af tidligere blodpropper i hjertet samt symptomer på forkalkning i venstre bens pulsåre.

Herudover havde i ugerne før undersøgelsen haft symptomer på forstyrrelser i blodforsyningen til hjernen i form af styringsbesvær og føleforstyrrelser i højre arm.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at der var indikation for at foretage undersøgelse af hjertets kranspulsårer.

Nævnet kan oplyse, at der ved undersøgelse af hjertets kranspulsårer altid er risiko for, at der dannes små blodpropper, som rives med af blodstrømmen. Komplikationen er sjælden, mindre end 1 %, men velkendt. Dannelsen af de små blodpropper kan dels skyldes, at blodpladerne danner små blodpropper omkring de anvendte katetre, dels at kateterne pirker små forkalkninger i karrerne løs. Blodpropperne, som føres med blodstrømmen, kan slå sig ned overalt i organismen, for eksempel i hjernen. For at undgå denne komplikation gives altid blodfortyndende medicin i forbindelse med undersøgelsen.

I efterforløbet af undersøgelsen den 3. december 2003 udviklede ifølge journalen symptomer på en mindre blodprop i hjernen.

Nævnet finder på baggrund af det foreliggende materiale ikke anledning til at antage, at der blev begået fejl under selve undersøgelsen.

Det er nævnets vurdering, at det ikke kan afgøres, om blodpropperne i hjernen skyldtes selve undersøgelsen eller en i forvejen dårlig blodforsyning til hjernen.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at der uanset årsagen til blodproppernes opståen i alle tilfælde er tale om en hændelig komplikation, som ikke skyldes fejl fra lægens side.

Sammenfattende finder nævnet ikke grundlag for at udtale, at overlæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .