Klage over forskellig benlængde efter hofteoperation

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge for hans behandling af i perioden fra den 7. juni til den 16. august 2004 på ortopædkirurgisk afdeling, , jf. lægelovens § 6.

Sagsnummer:

05F035

Offentliggørelsesdato:

20. oktober 2005

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 7. juni til den 16. august 2004 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde tidligere fået indopereret en kunstig hofte i venstre side og på baggrund af slidgigt og smerter blev hun den 26. februar 2004 undersøgt på med henblik på operation af højre hofte. Hun blev derefter indstillet til operation.

Ved forundersøgelse den 7. juni 2004 blev det blandt andet konstateret, at højre ben var 1 cm længere end venstre.

blev opereret den 15. juni 2004 og ved en efterfølgende røntgenkontrol blev det vurderet, at protesen sad korrekt.

Ved efterkontrol den 16. august 2004 oplyste at benlængden føltes meget forskellig, og hun ønskede en reoperation, hvor højre ben blev forkortet.

Ved undersøgelse den 26. oktober 2004 blev det konstateret, at højre ben var 1,9 cm længere end venstre ben.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At der blev begået fejl i forbindelse med hofteoperation.

Det er herved anført, at det opererede ben i dag er 3 cm længere end det andet ben. Det er endvidere anført, at den opererende læge ikke så på røntgenbillederne inden operationen.

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 7. juni til den 16. august 2004.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 26. februar 2004, at var til forundersøgelse på med henblik på vurdering af, om hun skulle have foretaget en udskiftning af højre hofte (hoftealloplastik). Hun havde ifølge journalen fået udskiftet venstre hofte 10 år tidligere.

Ved undersøgelse blev det konstateret, at haltede let, at der var bevægeindskrænkning i hoften med smerte i yderstillingerne. Ved røntgenundersøgelse blev der konstateret slidgigt (artroseforandringer) i hoften.

Det blev ifølge journalen konkluderet, at skulle have foretaget udskiftning af højre hofte.

Ligeledes blev der ifølge journalen den 26. februar 2004 givet information om operationen og ricisi i forbindelse hermed samt udleveret skriftligt informationsmateriale, hvoraf det fremgår, at forskellig benlængde er en komplikation i forbindelse med hofteoperationer.

Det fremgår af journalen den 7. juni 2004, at atter var til undersøgelse på med henblik på operationen. Det blev blandt andet konstateret, at højre ben var 1 cm længere end venstre.

Det fremgår af operationsbeskrivelsen den 15. juni 2004, at blev opereret af afdelingslæge . Ved operationen blev hofteleddet åbnet bagfra, og der blev isat en hofteskål og en lårbensdel i lårbenet.

Det fremgår af afdelingslæge s udtalelse til sagen, at han under operation kontrollerede benlængde og stabilitet i hoften, og valgte den protesestørrelse, som passede bedst med hensyn til form, fylde og længde.

Ifølge operationsbeskrivelsen blev der valgt et langhalset ledhoved (Longneck metalhoved med lang halslængde), og stabiliteten i hoften blev fundet tilfredsstillende.

Det fremgår af journalen den 18. juni 2004, at røntgenundersøgelse viste at protesen var placeret rigtigt.

Det fremgår af journalen den 16. august 2004, at var til kontrol efter operationen. Hun oplyste, ifølge journalen, at det højre ben føltes ca. 5 cm længere end venstre ben.

Det fremgår ligeledes af journalen denne dag, at det ved undersøgelse af i stående stilling blev konstateret en benlængdeforskel på ca. 2 cm., ligesom det kunne konstateres, at benlængden var forskellig, når hun lå ned.

Endvidere fremgår det af journalen, at bevægeligheden i hoften var bedret, og at smerterne var forsvundet. Røntgenbilleder viste uændrede forhold i forhold til billeder taget umiddelbart efter operationen, og der blev målt en forlængelse på højre ben på ca.1 cm.

Ifølge journalen denne dag, blev tilbudt henvisning til en skomager med henblik på udformning af sko med sålforhøjelse. Imidlertid ønskede hun en ny operation, hvor højre ben blev forkortet.

Det fremgår af journalen den 26. oktober 2004, at der ved CT-skanning af begge ben, blev konstateret en forskel mellem højre og venstre ben på 1,9 cm.

Nævnet kan oplyse, at der sædvanligvis tilstræbes en benlængdeforskel på under 1 cm, men at forskel op til 2 cm kan accepteres, idet skoene kan korrigeres, således det almindeligvis giver relativt få gener.

Det er nævnets opfattelse, at det er vanskeligere at forkorte et ben end at gøre det længere, idet man ved en forkortning kan risikere at forøge løshed i hoften og dermed en øge risikoen for ledskred i protesen.

Samlet finder nævnet, at afdelingslæge har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 7. juni til den 16. august 2004 på .