Klage over at den praktiserende læge forhalede udfærdigelsen af en lægeerklæring

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring 7. januar 2005 til <****>s Kommune vedrørende <****>, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 9. september 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i neurologi B for hendes behandling af <****> den 27. september 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 18. august 2004 henvendte sig til sin praktiserende læge A, idet hun havde balanceproblemer. En speciallæge havde ved en undersøgelse 1 måned tidligere konstateret, at svimmelheden ikke skyldtes en ørelidelse. Læge A henviste derfor til speciallæge i neurologi B.

I starten af september 2004 blev læge A af kommunen anmodet om at udfærdige en lægeerklæring, som skulle bruges til vurderingen af s pensionssag.

Den 27. september 2004 blev undersøgt af speciallæge B. På baggrund af sin undersøgelse vurderede hun, at der ikke var tegn på neurologiske udfald, styringsbesvær eller balanceproblemer. Hun skønnede, at s symptomer var psykisk betingede, hvorfor hun iværksatte medicinsk behandling og ordinerede kontrol 5 uger senere.

Den 7. december 2004 blev der udfærdiget den ønskede lægeerklæring, hvori det blev vurderet, at havde behov for bistand til håndledsstøtter.

Den 7. januar 2005 udfærdigede læge A en supplerende lægeerklæring til kommunen, hvori hun omtalte, at led af fibromyalgi, at hun var familiært disponeret for sukkersyge, at hun havde hypermobile led, samt at hun var overvægtig.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling af neurolog B den 27. september 2004.

Det er herved anført, at havde problemer med balancen, men at neurologen blot mente, at hun skulle på lykkepiller.

2. At læge A ikke behandlede korrekt, idet hun ikke ville henvise til en anden neurolog.

3. At læge A forhalede udfærdigelsen af en lægeerklæring til brug for en pensionssag.

Det er herved anført, at læge A i september 2004 blev anmodet om at udfærdige en erklæring, men at denne først blev udfærdiget den 7. januar 2005 efter at kommunens sagsbehandler havde rykket mange gange.

4. At der er urigtige oplysninger i lægeerklæringen.

Det er herved anført, at lægeerklæringen ikke kan bruges, da svaret er helt hen i vejret.

5. At ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med behandlingen af hendes sukkersyge.

Det er herved anført, at bad om at komme til nærmere undersøgelser på , men at læge A ikke ville henvise hende dertil.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Speciallæge i neurologi B har ikke overtrådt lægelovens § 6, ved sin behandling af den 27. september 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 27. september 2004, at var blevet henvist til speciallæge B på grund af problemer med balancen. oplyste, at hun havde været svimmel igennem 15-16 år, men at svimmelheden især havde været generende i året op til den aktuelle henvendelse. Svimmelheden startede efter besøg hos en vagtlæge, som på grund af smerter havde manipuleret hendes ryg. Efter dette besøg fik hun Morfin i en måned, og hun kunne ikke stå på benene. Videre oplyste hun, at hun var faldet flere gange, at hun følte det sejlede, og at hun havde kvalme. I de sidste 5-6 år havde hun sovet dårligt.

Videre fremgår det, at speciallæge B foretog en undersøgelse af . Der var intet abnormt ved det ydre kranium, alle kranienerver var intakte, og en undersøgelse af det indre øje (ophtalmoskopi) viste normale forhold. Halspulsårerne var ens og uden mislyde, men spændte en del i sine nakkemuskler. En undersøgelse af benene viste, at bar støtte om knæene, men at der i øvrigt var normal vækst (trofik), kraft, spænding (tonus), overfladefølsomhed samt vibrationssans. De dybe reflekser var svage, men ens, der var normal koordination og normale reflekser. Speciallæge B foretog en Romberg-test, hvor skulle stå med lukkede øjne og samlede fødder. Testen viste normale forhold. Hun kunne gå med lukkede øjne uden at have tendens til at falde, hendes gang var almindelig og sikker, og kunne gå på hæle og tæer samt stå på 1 ben.

Ifølge journalen konkluderede speciallæge B på baggrund af sin undersøgelse, at der ikke var tegn på neurologiske udfald, styringsbesvær eller balanceproblemer. Hun skønnede, at s symptomer var psykisk betingede, hvorfor hun iværksatte medicinsk behandling med Saroten 10-20 mg fast til natten for at sikre, at fik sin nattesøvn. Såfremt dette ikke havde nogen effekt skulle forsøge med Citalopram. Speciallæge B informerede om, at symptomerne på svimmelhed kunne forværres lidt i starten af behandlingen med Citalopram. Der blev aftalt tid til kontrol 5 uger senere.

Det fremgår af s brev af 29. september 2004 til speciallæge B, at aflyste den aftalte tid.

Det er nævnets opfattelse, at speciallæge Bs undersøgelse af var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, og at der ikke var indikation for nærmere udredning, da undersøgelsen viste normale forhold, herunder især at der ikke var styringsbesvær eller balanceproblemer.

Nævnet finder på den baggrund, at speciallæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 27. september 2004 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 2. og 5. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6, ved sin behandling af den 9. september 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 9. september 2004, at konsulterede praktiserende læge A. Ved konsultationen blev det konstateret, at havde nedsat sukkertolerance (glukosetolerance), og at hun havde gået hos en diætist i ca. et år. Hun syntes, det var svært at tabe sig, og at det var vanskeligt at dyrke motion. Læge A gav derfor gode råd.

Det fremgår af læge As udtalelse af 8. juni 2005 til sagen, at hun ved konsultationen i september ikke havde modtaget udskrivningsbrev fra speciallæge B, hvorfor hun ikke på dette tidspunkt tog stilling til, om der var indikation for at henvise til en anden neurolog.

Nævnet kan oplyse, at det er sædvanligt at afvente lægebrevet vedrørende en speciallæges udførte undersøgelse, før der tages stilling til, om der skal ske fornyet henvisning.

Af læge As udtalelse af 8. juni 2005 fremgår det, at hun ved konsultationen den 9. september 2004 rådgav om primært diæt og levevis.

Det er nævnets opfattelse, at læge As vejledning af om håndteringen af hendes lave sukkertolerance var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder på den baggrund, at læge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. september 2004 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 3. og 4. klagepunkt

Læge A har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, i forbindelse med sin udfærdigelse af lægeerklæring af 7. januar 2005 til s Kommune vedrørende .

Begrundelse

Det fremgår af lægeerklæringen (LÆ 125 statusattest) af 7. december 2004, at i mange år havde lidt af muskel- og ledgener, og at hun nu var førtidspensioneret. Tidligere undersøgelser på ske hospitaler viste, at led af et hypermobilitetssyndrom, og hun gik regelmæssigt til fysioterapeut. Videre fremgår det, at det blev vurderet, at skulle have hjælp til håndledsstøtter, idet øvrige behandlingsmuligheder var udtømte, og idet lidelsen måtte betragtes som varig.

Nævnet kan oplyse, at en statusattest er et resumé af et sygdomsforløb med vurdering af helbredsforholdenes betydning for sagen. Lægen udfærdiger attesten på grundlag af journalen og sit kendskab til patienten i øvrigt. Patienten bliver normalt ikke indkaldt til samtale eller undersøgelse i forbindelse med udfærdigelse af en LÆ 125. Lægen har pligt til at udfærdige attesten, når kommunen anmoder herom. Hvis lægen skønner, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at dække kommunens behov, returneres anmodningen. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis lægen ikke har set patienten inden for det seneste halve til hele år, afhængig af sygdommens karakter.

Af lægeerklæringen af 7. januar 2005 fremgår det, at fremsendelse af erklæringen var blevet forsinket, og at de sparsomme oplysninger i erklæringen af 7. december 2004 skyldtes et begrænset kendskab til , der kun havde været patient hos læge A i ca. et halvt år. Videre fremgår det, at tidligere sygehistorier (anamneser) vedrørte en bindevævssygdom (fibromyalgi), hypermobile led samt overvægt (adipositas), samt at havde fået fjernet sin livmoder (hysterectomeret)

Videre fremgår det, at der var disposition til sukkersyge i familien, og at havde nedsat sukkertolerance. Læge A anbefalede diæt, vægttab og motion.

Det er nævnets opfattelse, at indholdet i lægeerklæring af 7. januar 2005 afspejlede læge As vurdering af s helbredstilstand på basis af foreliggende diagnoser og undersøgelser. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på det i erklæringen anførte om, at læge A havde en begrænset personligt kendskab til , og at hun henviste til erklæringen af 7. december 2004, hvori hun havde foretaget en vurdering af .

Ifølge klagen måtte kommunens sagsbehandler rykke mange gange for erklæringen.

Det fremgår af læge As partshøringssvar af 23. februar 2006, at hun alene havde kendskab til at kommunen havde rykket 1 enkelt gang.

Det fremgår af brev fra s Kommune til læge A af 29. december 2004, at kommunen den 8. september samt efterfølgende telefonisk havde rykket for modtagelse af lægeerklæringen.

Det fremgår af sagen, at læge A udfærdigede en lægeerklæring den 7. januar 2005.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer § 8, stk. 3, at en læge er forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentlig brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en af han undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærrer pension, understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene.

Videre kan nævnet oplyse, at det af Sundhedsstyrelsens officielle meddelelse af 18. maj 2000 fremgår, at der ikke i reglerne er fastsat nogen egentlig tidsfrist for udfærdigelse af lægeerklæringer til offentlige myndigheder. I den generelle bestemmelse i bekendtgørelsens § 7 står blot, at lægens erklæring ikke må unødigt forhales efter stedfunden undersøgelse. I de sager, hvor lægen er forpligtet til at afgive erklæring, ligger lægen imidlertid allerede inde med de nødvendige oplysninger. Det er efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke acceptabelt, at de offentlige myndigheder og ikke mindst patienterne skal vente unødigt længe på de lægelige oplysninger, som skal indgå i beslutningsgrundlaget vedrørende deres ansøgninger om offentlige ydelser, som det i nogen tilfælde sker.


Videre fremgår det, at når en læge modtager en anmodning fra en offentlig myndighed om udfærdigelse af en erklæring vedrørende en af lægens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, bør lægens erklæring efter Sundhedsstyrelsens opfattelse fremsendes til den offentlige myndighed snarest belejligt og senest 8 uger efter at lægen har modtaget anmodningen. Såfremt der er en rimelig grund til, at dette ikke kan lade sig gøre, bør lægen snarest muligt gøre den rekvirerende myndighed opmærksom herpå med angivelse af, hvornår erklæringen kan forventes fremsendt, således at myndigheden kan vurdere, om man ønsker at afvente erklæringen, eller om man fx vil søge oplysningerne indhentet andetsteds fra eller revidere omfanget af anmodningen. Skyldes forsinkelsen, at lægen ikke inden for denne frist kan fremskaffe de fornødne oplysninger til at udfærdige en fyldestgørende erklæring, må lægen anmode myndigheden om at tage stilling til, om man ønsker en erklæring på det foreliggende grundlag med de forbehold, det indebærer, eller om myndigheden er indstillet på at afvente, at mere fyldestgørende oplysninger foreligger.

Ifølge læge As partshøringssvar havde klinikken den 1. september 2004 fået et nyt edb-system, som de første måneder var uden funktionalitet. Derfor havde hun svært ved at fremskaffe gamle patientoplysninger, og i den periode prioriterede hun at løse akutte medicinske problemer.

Det er nævnets opfattelse, at læge A forhalede afgivelsen af en lægeerklæring, idet der gik 4 måneder fra kommunens anmodning til erklæringen blev udfærdiget. Nævnet har herved lagt vægt på, at, læge A lå inde med de nødvendige oplysninger, således at hun ikke skulle foretage undersøgelser af . Videre har nævnet lagt vægt på, at kommunen rykkede for at få den ønskede erklæring, samt at læge A ikke meddelte til kommunen, at hun på grund af problemer med edb-systemet ikke havde mulighed for på et tidligere tidspunkt at udfærdige erklæringen.

Nævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin udfærdigelse af lægeerklæring af 7. januar 2005 til s Kommune vedrørende .