Klage fra pårørende over manglende tvangsindlæggelse af patient med stort alkoholmisbrug

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 15. og den 23. juni 2004 i sin praksis, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af overlæge B for hendes behandling af <****> den 21. juni 2004 på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 15. juni 2004 kontaktede s mor telefonisk praktiserende læge A, idet hun fandt, at , som havde et langvarigt alkoholmisbrug, var meget syg. Læge A talte med og vurderede på baggrund af samtalen, at han ikke var psykotisk. Eftersom hverken ønskede indlæggelse eller ønskede at blive tilset af læge A, blev hans mor henvist til på ny at rette henvendelse, hvis situationen forværredes.

Den 18. juni 2004 blev s undersøgt af en vagtlæge, som fandt, at han var indlæggelseskrævede. Da han imidlertid modsatte sig indlæggelse, blev han efterfølgende tilset af en læge fra den psykiatriske udrykningstjeneste, som foranledigede, at han samme dag blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, .

Under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling blev tvangsbadet og undersøgt og behandlet for alkoholabstinenser.

Den 21. juni 2004 var s tilstand stabiliseret, og han blev samme dag udskrevet, da der ikke var grundlag for fortsat tvangstilbageholdelse.

Den 22. juni 2004 kontaktede s mor psykiatrisk afdeling, , idet hun var meget oprevet over, at var blevet udskrevet. Den 23. juni 2004 kontaktede hun endvidere læge A, idet hun anmodede om, at blev tvangsindlagt, hvilket blev afvist.

Den 5. juli 2004 blev fundet død i sin lejlighed.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At læge A vurderede, at der ikke var behov for at indlægge i forbindelse med telefonisk henvendelse den 18. juni 2004.

Det er herved anført, at var meget alvorligt syg, var kold, havde absencer og lå i sin egen afføring, men at læge A ikke foretog en undersøgelse af ham. Det er videre anført, at hun mente, at han burde gå på alkohollaboratoriet, når han atter blev i stand til at gå. Endelig er det anført, at han senere på eftermiddagen via vagtlæge og psykiatrisk udrykningsteam blev tvangsindlagt på gule papirer på .

2. At overlægen vurderede, at der den 21. juni 2004 ikke var grundlag for fortsat at tvangstilbageholde .

Det er herved anført, at det blev vurderet, at han på daværende tidspunkt ikke var psykotisk.

3. At læge A den 21. juni 2004 vurderede, at der ikke var grundlag for at genindlægge i forbindelse med en telefonisk henvendelse.

Det er herved anført, at han efter udskrivningen stadig havde brug for professionel hjælp, men at læge A oplyste, at s mor kunne ringe igen, når han var bevidstløs. Det er videre oplyst, at afgik ved døden den 5. juli 2004 af ”alkoholisk ketonstofbetinget syreforgiftning”.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 15. og 23. juni 2004 i sin praksis.

Overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 21. juni 2004 på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 15. juni 2004, at s mor telefonisk kontaktede praktiserende læge A og fortalte, at sønnen var fuld, og at der var beskidt i lejligheden. Læge A talte med , som var orienteret i tid og sted. Han havde de vanlige gigtsmerter men ikke herudover nogen smerter. Det blev noteret, at han formentlig havde drukket gennem længere tid.

Læge A har anført i sig udtalelse til sagen, at samtalen med s mor fandt sted den 15. juni 2004, og at hun således ikke havde telefonisk kontakt med eller hans mor den 18. juni 2004.

Læge A har endvidere anført, at på ingen måde frembød symptomer på psykotisk tilstand, da hun talte med ham den 15. juni 2004. Hun prøvede at overtale ham til indlæggelse, men han nægtede at blive indlagt og ville heller ikke have, at hun kom. Han smed således røret på, da hun prøvede at overtale ham.

Læge A har videre anført, at hun forklarede s mor, at tvangsindlæggelse kun kan finde sted, såfremt patienten er psykotisk eller bevidstløs, hvorfor hun opfordrede moren til at kontakte hende igen, hvis situationen forværredes. Læge A havde derudover opfordret moren til at overtale til at kontakte alkoholambulatoriet og at kontakte kommunen med henblik på at få rengjort den beskidte lejlighed.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte journalens oplysninger om, at henvendelsen til læge A fandt sted den 15. juni 2004.

Det er nævnets vurdering, at læge A ved sin kontakt med og hans mor den 15. juni 2004 havde tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at der ikke var tegn til sindssygdom hos eller en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed.

Det er endvidere nævnets vurdering, at læge A på relevant vis herefter forsøgte at overtale til en frivillig indlæggelse og til et lægebesøg, hvilket imidlertid afviste.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale, at den behandling, som modtog af læge A den 15. juni 2004 i forbindelse med telefonkonsultation, var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet det blev vurderet, at han ikke var sindssyg eller i en tilstand, der måtte sidestilles hermed, og da han samtidig tilkendegav, at han ikke ønskede behandling, var der ikke grundlag for at læge A kunne foretage sig yderligere i anledning af den telefoniske henvendelse.

Den 18. juni 2004 kontaktede s forældre ifølge journalen lægevagten i , da de syntes, at han var kold på arme og ben. Ved vagtlægens besøg lå i sengen. Han havde ikke feber men let kølige arme og ben. Det blev vurderet, at han var generelt afkræftet og var indlæggelseskrævede. modsatte sig indlæggelse. Vagtlægen konfererede med psykiatrisk udrykningstjeneste, som ville tilse med henblik på tvangsindlæggelse på behandlingsindikation.

Senere på dagen den 18. juni 2004 blev tilset af en psykiater fra den psykiatriske udrykningstjeneste, som vurderede, at han var i en tilstand, der kunne sidestilles med psykose, at han ikke havde nogen indsigt i egen situation og specielt ikke i den elendige fysiske forfatning, han var i. Det blev vurderet, at ville være ude af stand til at klare sig alene, hvorfor han blev tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, .

Det fremgår af journalen den 18. juni 2004, at ved indlæggelsen var indsmurt i urin og afføring, og at han var kronisk men ikke akut medtaget og dehydreret. Han virkede ikke produktivt psykotisk, og der var en god formel kontakt, men han manglede indsigt i sine psykiske problemer og sin situation, hvorfor det blev vurderet, at hans tilstand kunne sidestilles med en psykotisk tilstand. Der blev truffet beslutning om tvangsbadning.

Det fremgår videre af journalen, at under indlæggelsen blev observeret for alkoholabstinenser og behandlet for disse (med Fenemal samt B-vitaminer). Han fik foretaget en CT-scanning, som viste hjernesvind, men ingen tegn til hjerneblødning. Der blev desuden foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, som ikke viste tegn på lungebetændelse. Det blev konstateret, at han havde et let forhøjet blodsukker (10,1), en let nedsat saltbalance (Se-Natrium) og let forhøjede leverprøver.

Videre fremgår det af journalen, at den 20. juni 2004 havde et kortvarigt tilfælde med faldende blodtryk og faldende iltmætning i blodet. Der blev taget et hjertecardiogram (EKG), som ikke viste nogen tegn på hjertesygdom. Samme dag ønskede sig udskrevet, hvorefter der blev truffet beslutning om tvangstilbageholdelse, idet det blev vurderet, at hans situation var uforandret i forhold til indlæggelsen.

Den 21. juni 2004 blev det anført i journalen, at s tilstand var stabiliseret. Han havde ikke fået abstinensbehandling gennem et døgn, og der havde ikke været tegn på abstinenssymptomer. Han havde sovet om natten. Ved undersøgelse blev han fundet vågen og klar. Det blev vurderet, at han var noget idylliserende overfor konsekvenserne af sit store alkoholmisbrug, men absolut ikke psykotisk. Da han krævede at blive udskrevet, fandt overlæge B ikke grundlag for fortsat tvangstilbageholdelse. blev tilbudt fortsat indlæggelse, ligesom han blev tilbudt støtte til at få sin lejlighed ordnet, hvilket han imidlertid afviste. blev derfor udskrevet samme dag.

Den ledende overlæge har anført i sin udtalelse til sagen, at under indlæggelsen klarede gradvist og forventeligt op, og at han den 21. juni 2004 var så stabilt bevidsthedsklar, at han ikke kunne vurderes at være psykotisk.

Den 22. juni 2004 kontaktede s mor telefonisk psykiatrisk afdeling, , idet hun var meget oprevet over, at var blevet udskrevet. Hun talte med den ledende overlæge, som noterede i journalen, at der ikke fremkom oplysninger, der pegede i retning af, at fejlede andet end alkoholmisbrug aktuelt.

Nævnet finder, at den behandling modtog af overlæge B den 21. juni 2004 var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, herunder ved vurderingen af, at ikke havde en psykose samt ved at forsøge at overtale ham til fortsat indlæggelse samt til at modtage anden hjælp.

Det fremgår af journalen den 23. juni 2004, at s mor på ny kontaktede læge A, idet hun ønskede, at blev tvangsindlagt, da han ikke ville indlægges.

Læge As har anført i sin udtalelse til sagen, at hun forklarede s mor, at der ikke var det krævede grundlag for at tvangsindlægge sønnen. Læge A har endvidere anført, at hun altid efter bedste evne forsøger at fortælle de pårørende, hvornår hun har bemyndigelse til at tvangsindlægge herunder prøver at gøre rede for, at der kan komme et tidspunkt, hvor patienten er bevidsthedssløret eller psykotisk, og at hun i så tilfælde kan indlægge.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte journalens oplysninger om, at henvendelsen til læge A fandt sted den 23. juni 2004.

Nævnet finder, at læge A ved sin vurdering og rådgivning ved telefonkonsultationen den 23. juni 2004 ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.