Klage over beslutning om tvangsmedicinering, hvor der i motivationsperioden blev skiftet præparat på grund af patientens frygt for vægtstigning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 20. juli 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 11. juli 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb
, der er 63 år, har 3 børn, hvoraf den yngste søn på 16 år fortsat er hjemmeboende. I månederne op til den aktuelle indlæggelse opholdt sønnen sig imidlertid primært hos sine søskende. er skilt og bor i lejlighed, men umiddelbart op til den aktuelle indlæggelse opsagde hun denne, idet hun ønskede at finde en anden lejlighed.

I 1991 var for første gang indlagt på psykiatrisk afdeling, , idet hun havde en reaktiv paranoid psykose. Man skønnede, at sygdommen var udviklet i forbindelse med hendes skilsmisse, og under indlæggelsen blev hun behandlet med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol med god effekt på tilstanden.

I 1994 og 1995 var atter indlagt på en psykiatrisk afdeling, idet hun var i en akut paranoid psykotisk tilstand. Hun modtog også under denne indlæggelse behandling med Cisordinol med god effekt på tilstanden.

I 1999 var indlagt på psykiatrisk afdeling, . Her vurderede man, at hun led af en bipolær affektiv sindslidelse med både depressive og maniske symptomer. Man skønnede, at tilstanden var udløst af, at hun var ophørt med tidligere behandling med antipsykotisk medicin. Hun blev udskrevet efter 2 måneders indlæggelse, hvorefter hun skulle fortsætte den antipsykotiske behandling samt have kontakt med en praktiserende psykiater.

I august 2004 ophørte med at tage sin antipsykotiske medicin. I månederne op til den aktuelle indlæggelse blev hendes tilstand forværret. Hun havde mange henvendelser til politiet og på baggrund af en indberetning fra psykiateren havde hun en samtale med Embedslægen, som fandt hende psykotisk. Det udgående psykoseteam fra tog herefter kontakt til . De fandt, at hun var paranoid psykotisk, uden sygdomsindsigt og med et klart behov for behandling.

Aktuelt blev således tvangsindlagt den 29. juni 2005 på behandlingsindikation på , og dagen efter blev hun overflyttet til psykiatrisk afdeling, .

Under indlæggelsen frembød symptomer på sindssygdom i form af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. Hun angav, at hendes lejlighed havde været udsat for hærværk og tyveri, og at hendes yngste barn måske havde medvirket til nogle af de ting, der var sket i hendes lejlighed. Hun angav, at hendes lejlighed havde været udsat for et angreb, som svarede til det, der skete den 11. september 2001 i New York.

Videre angav hun, at hun havde været udsat for forgiftning i flere omgange, at hun var blevet truet, samt at der var skrevet skældsord på hendes hoveddør. Endelig havde hun kontaktet politiet angående et familiegravsted, hvor hun mente, at der var et navn, der var forsvundet fra gravstenen.

Den 2. juli 2005 blev tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form tablet Risperdal, men dette afviste hun meget bestemt. Hun blev dagligt tilbudt denne behandling, men ønskede ikke at modtage medicin.

Den 4. juli 2005 angav , at hun havde haft svære bivirkninger i form af vægtøgning ved den tidligere behandling med Cisordinol, og hun angav, at hun havde tabt 30 kg, siden hun var stoppet med at indtage dette. Da Risperdal og Cisordinol er beslægtede præparater, besluttede man at ændre behandlingen til et nyere antipsykotisk præparat, der ikke gav vægtøgning. Fra den 5. juli 2005 blev derfor løbende tilbudt behandling med Abilify, men hun var fortsat afvisende overfor dette.

Den 11. juli 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Abilify 10-30 mg, subsidiært injektion Cisordinol 10-20 mg.

Klagen
klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 20. juli 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at befandt sig i en psykotisk tilstand med vrangforestillinger af paranoid karakter, og at det var nødvendigt at tvangsbehandle hende med antipsykotisk medicin med tvang, da hun modsatte sig behandling, og da udsigten til helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet lagde videre vægt på, at hun var uden sygdomsindsigt, og at det ikke havde været muligt at indgå en behandlingsalliance med hende.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at siden indlæggelsen dagligt var blevet motiveret for genoptagelse af behandling med antipsykotisk medicin i form af Abilify og Cisordinol, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Nævnet vurderede, at der ikke var udsigt til, at hun ville indgå i en behandlingsalliance ved yderligere motivationsforsøg. Videre blev der lagt vægt på, at overlægen på mødet fastholdt beslutningen om behandling med Abilify subsidiært injektion Cisordinol, og at hun fortsat modsatte sig behandling, da hun ikke mente, at hun var syg.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved lagde endvidere vægt på, at tidligere havde modtaget behandling med antipsykotisk medicin, og at hendes tilstand var blevet tiltagende forværret, efter at hun i august 2004 ophørte med den medicinske behandling

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagde vægt på, at både Abilify og Cisordinol er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, og at den besluttede dosering var sædvanlig.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 20. juli 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at led af en paranoid psykose med symptomer i form af vrangforestillinger af især forfølgelseskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 9 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

var søgt motiveret for behandling med præparatet Risperdal gennem 5 dage, og herefter med præparatet Abilify gennem 5 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med Abilify. Begrundelsen for at skifte præparat i motivationsperioden var hensynet til s frygt for vægtøgning, idet hun tidligere havde oplevet problemer hermed. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt vægt på, at der derfor var en særlig grund til at skifte præparat i motivationsperioden, at præparatskiftet skete umiddelbart efter, at afdelingen havde fået kendskab til s vægtproblemer, samt at man forgæves forsøgte at motivere hende for behandling med det nye præparat (Abilify), inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .