Klage over ordination af briller til barn.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i øjensygdomme <****> for hendes behandling af <****> den 5. februar 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde siden den 4. juli 2000 gået til kontrol ved øjenlæge på grund af langsynethed.

Speciallæge i øjensygdomme undersøgte den 5. februar 2004 og vurderede, at der kunne være behov for, at hun brugte briller. Speciallægen udfærdigede herefter en brillerecept. var på dette tidspunkt 10 år gammel.

så ikke godt med brillerne og ville ikke bruge dem. Speciallægerne på øjenklinikken foreslog derfor at reducere styrken.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At øjenlægen ikke foretog korrekt behandling af den 5. februar 2004.

Det er herved anført, at øjenlægen ikke foretog korrekt behandling, idet hun ordinerede brug af briller.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 5. februar 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen i perioden fra den 4. juli 2000 til den 5. februar 2004, at gik til kontrol ved øjenlæge, idet hun var langsynet.

Det fremgår videre af journalen den 5. februar 2004, at blev undersøgt af speciallæge , der foretog synsprøve med brilleudmåling (refraktionering) med en autorefraktor (ARF). Speciallægen vurderede herefter, hun kunne have brug for briller og udfærdigede derfor en brillerecept lydende på +4,25 på højre øje og +2,0 på venstre øje.

Nævnet kan oplyse, at vurdering af et barns brillebehov er en specialistopgave, som kun øjenlæger og ortoptister er uddannede til. Udfærdigelse af en brillerecept til et barn forudsætter, at synet og øjnenes brydning er målt både før og efter drypning med øjendråber, der lammer fokuseringen. Dette gøres dels manuelt, dels automatisk med en autorefraktor.

Det er nævnets vurdering, at det ikke er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard alene at anvende en autorefraktormåling i forbindelse med vurdering af et barns behov for briller.

Nævnet kan oplyse, at man ved at give et barn fuld korrektion for en synsnedsættelse modvirker øjnenes naturlige, ungdommelige dynamik.

Det er nævnets vurdering, at speciallæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved at give fuld korrektion.

Det fremgår af udtalelse af den 6. september 2005 fra speciallæge , at det mundtligt blev anbefalet s forældre, at hun anvendte læsebriller på grund af hovedpine.

Nævnet kan oplyse, at brilleordination som middel mod hovedpine forudsætter en undersøgelse af øjenmuskelbalancen.

Det fremgår ikke af journalen den 5. februar 2004, at en sådan undersøgelse blev foretaget.

Det fremgår af udtalelse af den 6. september 2005 fra speciallæge , at synsprøven og brillerecepten alene var af vejledende karakter.

Det er nævnets vurdering, at en øjenlæge i forbindelse med vurdering af et barns behov for brug af briller ikke bør anvende en vejledende brillerecept. En synsprøve med brilleudmåling bør følges op af en klar ordination, enten i form af en brillerecept eller ”ingen brille”.

Nævnet finder derfor samlet, at speciallæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 5. februar 2004 i sin klinik.