Klage over fejlbehandling af krampeanfald hos mindre barn.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 7. april 2005 på skadestuen, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
, der var 4 år, var tilbagestående i motorisk og mental udvikling. Han havde tidligere haft flere langvarige, svære krampeanfald og var i behandling for epilepsi.

Den 7. april 2005 fik feber og udviklede kramper. Han blev i hjemmet behandlet med Stesolid, som fik kramperne til at svinde, hvorefter forældrene ringede efter ambulance. Han fik igen kramper, som fortsatte trods yderligere 10 mg Stesolid rektalt. Ambulancen indbragte herefter ham til Sygehus X

Kl. 1.00 ankom til skadestuen, Sygehus X, hvor han blev modtaget af reservelæge , der fandt, at han havde et universelt kloniske krampeanfald, og var uden bevidsthed. Reservelægen konfererede med forvagten på børneafdelingen, Sygehus Y, med hvem det blev aftalt at give yderligere 5 mg. Stesolid intravenøst, og at denne dosis om nødvendigt kunne gentages.

blev derefter overflyttet til Sygehus Y ledsaget af reservelæge samt anæstesisygeplejerske og fik under transporten i alt 30 mg Stesolid intravenøst, uden effekt. Han havde kramper under næsten hele turen, og der var kun enkelte pauser af få minutters varighed, hvor han ikke havde kramper. Mellem krampeanfaldene havde han spontan vejrtrækning og rettede sig hurtigt med farver og iltmætning (saturation) på ilttilskud.

Kl. 1.45 ankom til skadestuen, Sygehus Y, hvor han nu havde fået i alt 50 mg Stesolid (20 mg rektalt + 30 mg intravenøst). Han var høj febril, 40,5 grader, ukontaktbar med generaliserede, toniske kloniske kramper, lysstive, dilaterede pupiller, tung, sekretpræget respiration. Da hans respirationen var udsættende, blev han intuberet. Det fortsatte forløb var præget af hjerneskade, som følge af iltmangel med bevidstløshed. Der optrådte tegn på leversvigt. blev overflyttet til Sygehus Z.

Den 21. april 2005 døde .

Klagen
Der er klaget over følgende:


• At ikke modtog en korrekt behandling den 7. april 2005 på Sygehus X.

Det er herved anført, at man ikke tilkaldte anæstesibagvagten. Videre er det anført, at havde mange kramper, men at der gik 15-20 minutter, inden man overflyttede ham Sygehus Y. Det er videre anført, at ham fik store mængder Stesolid, uden man sikrede, at han fik ilt under transporten.

Endelig det anført, at fik leversvigt og hjerneskade og senere døde på Sygehus Z.

Nævnets afgørelse af klagen
Reservelæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 7. april 2005 på skadestuen, Sygehus X.

Begrundelse
Det fremgår af journalen, at blev fulgt på , idet han var motorisk og mentalt tilbagestående i udvikling og var i antiepileptisk behandling på grund af flere langvarige krampeanfald.

Ifølge journalen den 7. april 2005 fik feber og kl. 00.15 udviklede han kramper. Faren rekvirerede en ambulance, og gav ham Stesolid. I ambulancen fik han igen kramper og blev behandlet med 10 mg Stesolid, men uden effekt. Da ambulancen var tæt på Sygehus X, valgte ambulancebehandlerne at afbryde transporten til Sygehus Y, og han blev i stedet indbragt kl. 1.00 på skadestuen, Sygehus X.

Ved ankomsten krampede ifølge journalen, og var uden bevidsthed. Han trak vejret spontant, men vejrtrækningen var noget rallende. Reservelæge gav derfor ilttilskud, og en anæstesisygeplejersken blev tilkaldt. På dette tidspunkt var iltmætningen i blodet 100 %.

Reservelæge behandlede ifølge journalen straks med 10 mg Stesolid, men fortsat uden effekt. Reservelægen konfererede derfor med forvagten på børneafdelingen, Sygehus Y, der anbefalede Stesolid 5 mg givet i karbanen, og at dosis kunne gentages. Forvagten på børneafdelingen rådede til, at han skulle overflyttes hurtigst mulig til pædiatrisk afdeling, Sygehus Y.

Det fremgår af reservelæge s udtalelse af den 7. december 2005, at hun forespurgte kollegaer i skadestuen, om det var påkrævet at tilkalde tilsyn fra anæstesiologisk afdeling, hertil svarede anæstesisygeplejersken, at hun ikke mente, at det var påkrævet at tilkalde en anæstesilæge, da der var tilkald med op til ½ time til fremmøde. Herefter prioriterede reservelægen derfor at få overflyttet hurtigt til Sygehus Y med ledsagelse af anæstesisygeplejersken og sig selv. Falck var blevet på skadestuen, og reservelægen var opholdet i skadestuen af 10 - 15 minutters varighed.

Ifølge journalen fra Sygehus Y fik under transporten til Sygehus Y kramper med stigende hyppighed. Der blev i alt givet 30 mg Stesolid i karbanen, og ved ankomsten til skadestuen krampede han fortsat. Han blev under krampeanfaldene ventileret med ilttilskud på maske af anæstesisygeplejersken. Iltmætningen var under hele transporten 100 % på nær en enkelt gang af sekunders varighed, hvor iltmætningen faldt til 75 %. Mellem krampeanfaldene havde han spontan vejrtrækning og rettede sig hurtigt. Transporten tog ca. 15 min., og han ankom til skadestuen kl. 1.45. Han havde på daværende tidspunkt fået i alt 50 mg Stesolid siden kl. 00.15. Vejrtrækningen var udsættende, og han blev straks intuberet og lagt i respirator.

Det er nævnets vurdering, at var i status epilepticus. Han havde haft gentagne krampeanfald siden kl. 00.15 og var endvidere højfebril.

Nævnet kan oplyse, at status epilepticus er en tilstand med langvarige kramper eller hyppige krampeanfald efter hinanden, hvor patienten ikke bliver ved bevidsthed mellem anfaldene. Tilstanden er livstruende og kan give alvorlige skader i hjernen. De primære og vigtigste behandlinger er medicinsk behandling og forebyggelse af iltmangel. Når en patient kramper kommer der iltmangel i hjernen, og ved gentagne episoder vil dette medføre væskeophobning i hjernen. Hvis den medicinske behandling, som fx kan være Stesolid i karbanen, ikke har tilstrækkelig effekt, skal man således hurtigt tage stilling til om en patient skal intuberes og respiratorbehandles.

Det er således ikke tilstrækkelig (sufficient)behandling at give ilt på maske under vedvarende krampeanfald. Stesolid givet i store dosere har endvidere en respirationshæmmende effekt i sig selv.

Nævnet kan oplyse, at risikoen i forbindelse med status epilepticus er efterfølgende hjerneskade som følge af iltmangel. Hvis man ikke kan give tilstrækkelig ilt ved ventilation på maske, skal patienten intuberes (nedføring af tube i luftrøret).
Reservelæge rådførte sig ifølge journalen med vagthavende forvagt på børneafdelingen på Sygehus Y, som anbefalede behandling med Stesolid intravenøst og hurtig overflytning. Hun tilkaldte anæstesisygeplejerske som sammen med hende deltog i overflytningen af og sørgede for maskeventilation.

Det fremgår af de modtagne oplysninger, at iltmætningen stort set var 100 % under hele transporten, men at der var hyppige krampeanfald undervejs, og at der blev indgivet i alt 30 mg Stesolid intravenøst.

Det er nævnets vurdering, at situationen har krævet hurtig handling, og at reservelæge valgte hurtig overflytning frem for at vente i op til ½ time på den vagthavende anæstesiolog og dermed forsinke overflytningen. Havde intubering været påkrævet, ville dette kunne have været gjort af anæstesisygeplejersken på skadestuen eller - om nødvendigt - under ambulancetransporten.

Det er nævnets vurdering, at reservelæge foretog en relevant beslutning om overflytning.

Nævnet finder herefter, at reservelæge ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglige standard i forbindelse med sin undersøgelse og behandling den 7. april 2005 af på skadestuen, Sygehus X og under transporten til Sygehus Y.