Klage over at der alene blev anvendt pulsoxymetri til undersøgelse for søvnapnøe i 2002

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 22. januar til den 21. marts 2002 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 22. januar 2002 blev undersøgt hos speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme , idet han gennem flere år havde lidt af kraftig snorken. Han sov dog roligt, ikke usædvanligt længe, og der var ingen dagtræthed. Han havde dog tendens til vejrtrækningsstop under søvn (apnøe). På undersøgelsestidspunktet vejede han 105 kg, og højden var 179 cm. røg 30 cigaretter dagligt og drak 1-2 glas vin dagligt.

Speciallæge fandt, at drøbelen (uvula) var lang og bred, og at ganesejlet var slapt. Hun fandt således, at led af snorken og muligvis søvnapnøe. Hun anbefalede vægtreduktion og reduceret cigaretforbrug samt ophør med daglig vin.

Den 25. februar 2002 blev undersøgt hos speciallæge for eventuel søvnapnøesyndrom, idet der blev foretaget et såkaldt pulsoxymetri. Denne viste normale forhold (desaturationsindex på 4), hvorfor der ikke blev fundet mistanke om søvnapnøesyndrom.

Samme dag blev af speciallæge opereret for snorken, idet der ved laseroperation (LA-UPPP) blev skåret af drøbelen og lidt af de bløde ganebuer.

Ved konsultation den 11. marts 2002 var i velbefindende og oplyste, at hans snorken var reduceret.

Den 21. marts 2002 oplyste s hustru, at han var tilfreds med resultatet, og at han var ophørt med at snorke.

I maj 2002 vendte problemet imidlertid ifølge klagen tilbage med fuld styrke.

Den 2. juni 2004 konsulterede en anden speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Han oplyste, at han de senere år havde lidt af talrige tilfælde af apnøe under søvn samt voldsom dagtræthed. Ved undersøgelsen vejede han 115 kg. Ved sin undersøgelse fandt speciallægen, at den tidligere operation som tilsigtet havde resulteret i en velspændt og glat gane.

blev behandlet for søvnapnøe med CPAP med god effekt.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At speciallæge burde have konstateret, at led af søvnapnøe.

Det er anført, at derfor burde have haft en anden type behandling end laserbehandling med henblik på at opnå en velspændt og sufficient gane.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 22. januar til den 21. marts 2002 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 22. januar 2002, at blev undersøgt hos speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme , idet han gennem flere år havde lidt af kraftig snorken. led ikke af dagtræthed, pludselig søvntrang, overdreven søvnbehov (hypersomni), nykturi eller urolig søvn. Desuden fremgår det, at ikke havde arbejdsmæssige problemer. Han havde dog tendens til vejrtrækningsstop under søvn (apnøe). På undersøgelsestidspunktet vejede 105 kg, og højden var 179 cm. Han røg 30 cigaretter dagligt og drak 1-2 glas vin dagligt.

Det fremgår videre af journalnotatet, at BMI blev udregnet til 32,8, hvilket viste klar overvægt. Speciallæge målte endvidere puls og blodtryk, og disse var normale. Mundhulen blev ligeledes undersøgt, og drøblen (uvula) blev fundet lang og bred, ligesom der var slapt ganesejl. Fiberskopisk undersøgelse viste obstruktion ved Müller manøvre.

Speciallæge vurderede ud fra symptomerne og de objektive fund, at led af snorken og muligvis søvnapnøe. Hun anbefalede vægtreduktion og reduceret cigaretforbrug samt ophør med daglig vin.

Det er nævnets opfattelse, at speciallæge korrekt fandt, at undersøgelsesfundene var forenelige med at være årsag til snork, og at det var velbegrundet at anbefale vægtreduktion, ophør med daglig alkohol og reduceret cigaretforbrug, da disse faktorer er kendt som værende medvirkende til og forværrende ved snork og søvnapnøe.

Det følger af journalen, at speciallæge den 22. januar 2002 desuden ordinerede en søvnregistreringsundersøgelse i form af pulsoxymetri til udredning for eventuel søvnapnøesyndrom. Pulsoxymetrien blev udført natten til den 25. januar 2002, og medbragte resultatet til en konsultation den 25. januar 2002, som en eventuel operation for snork var planlagt til. Pulsoxymetrien viste et desaturationsindex på 4, og speciallæge fandt herefter ikke mistanke om søvnapnoesyndrom. Samme dag blev af speciallæge opereret for snorken, idet der ved en ukompliceret laseroperation (LA-UPPP) blev skåret af drøbelen og lidt af de bløde ganebuer.

Det følger videre af journalen, at det senere blev nødvendigt med postoperativ behandling med Zitromax (antibiotika), da telefonisk oplyste, at han havde smerter. Der blev samtidig afholdt kontrol med reaktionsløse forhold den 11. marts 2002.

I journalen den 21. marts 2002 er det noteret, at ifølge hustruen var meget tilfreds med behandlingsresultatet og var ophørt med at snorke.

Nævnet har derudover lagt til grund, at s snorken senere genopstod i maj 2002, og at i 2004 blev diagnosticeret som havende søvnapnøe og sat i behandling herfor med god effekt. s klage er opstået som følge af forskellen i de anvendte diagnostiske undersøgelser mellem de to klinikker, hvor er blevet undersøgt og behandlet.

Nævnet kan oplyse, at den af speciallæge udførte diagnostik og behandling i perioden fra januar til februar 2002 på daværende tidspunkt blev betragtet som en anerkendt udredningsmetode, og at let søvnapnø i 2002 blev defineret som begyndende ved et desaturationsindex på 5 og mere. Ved undersøgelsen hos speciallæge forelå der på daværende tidspunkt ikke grundlag for at fastslå, at led af søvnapnøe.

Nævnet kan videre oplyse, at der senere er fremkommet dokumentation for, at pulsoxymetri ikke kan stå alene ved udelukkelse af tilstanden søvnapnøe, idet pulsoxymetri for ofte medfører falske negative resultater, således at patienter, der har søvnapnøe, overses trods et resultat, der viser personen ikke har søvnapnøe. Imidlertid var denne viden ikke fuldt ud accepteret i 2002. Aktuelt i 2005 betragtes cardio-respiratorisk monitorering (CRM) som en minimumsundersøgelse ved undersøgelse for og mistanke om søvnapnø.

Nævnet skal endelig bemærke, at i den mellemliggende periode fra januar 2002 og frem til behandlingen i 2004 øgede sin vægt til 115 kg, hvilket må betragtes som en stærkt forøget risiko for at udvikle søvnapnøe i mere tydelig grad.

Nævnet finder ud fra disse omstændigheder, at speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 22. januar til den 21. marts 2002 i sin klinik.