Klage over tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 19. juli 2006 om indgivelse af beroligende medicin af <****> den 3. juli 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 19. juli 2006 om tvangsfiksering af <****> den 3. juli 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Nævnet ændrer dog afgørelse for så vidt angår udstrækningen af tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 19. juli 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 13. juli 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 45-årig kvinde af udenlandsk herkomst, som bor alene og modtager pension.

har 9 tidligere indlæggelser bag sig. Hun debuterede i 1987 med en reaktiv psykotisk tilstand, der blev behandlet med Cisordinol med god effekt. Under tvangsindlæggelse i april 1993 blev diagnosen ændret til paranoid skizofreni, og hun blev sat i tvangsbehandling med Cisordinol, der ved udskrivelsen i maj 1995 blev ændret til depotform med 125 mg hver 14. dag.

Der har siden været flere tvangsindlæggelser grundet medicinsvigt samt en frivillig indlæggelse i forbindelse med selvmordsforsøg.

Forud for den aktuelle indlæggelse havde sat ild til en computer, hvorefter politiet var blevet tilkaldt af nogle naboer. Der blev tillige tilkaldt en vagtlæge.

Aktuelt blev den 29. juni 2006 tvangsindlagt på fareindikation på psykiatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen fremstod hun truende og vredladen, samt åbenlys psykotisk og aggressiv. Hun ønskede ikke at komme med en dybere anamnese, eller indvillige i en somatisk undersøgelse. Hun anvendte et groft sprogbrug og var devaluerende i forhold til personalet, ligesom hun havde følt sig hårdhændet behandlet af politiet.

Under den aktuelle indlæggelse var fortsat psykotisk, mistolkende og vredladen. Hun var udskældende og smækkede med dørene. Alt skulle være på hendes præmisser, ellers blev hun meget vred. Det blev vurderet, at hun havde behov for en øgning i ordinationen af Cisordinol depot fra 125 mg til 200 mg hver 14. dag. Hun blev rasende over beslutningen og ønskede ikke at drøfte den. Hun var uforstående overfor at være blevet indlagt og fremstod mistroisk, garderet, vred og helt uden sygdomsindsigt. Hun blev løbende tilbudt Cisordinol depot i en øget dosis, hvilket hun var afvisende overfor.

Den 3. juli 2006 var tiltagende vredladen, udskældende og højtråbende, samt smækkede med dørene. Hun kunne ikke tales til rette, og medpatienterne var bange for hende, da hun også truede dem. Det blev forsøgt at skærme hende på stuen, og under stuegang forsøgte man at forklare hende grunden hertil. Efterfølgende blev hun rasende og smed overlægen korporligt ud af stuen. Der blev tilkaldt hjælp, hvorefter hun fik injektion Cisordinol Acutard 100 mg som beroligende medicin med tvang. Efterfølgende blev hun verbalt og fysisk udadreagerende. Hun kastede sin middagsmad efter personalet og smækkede med døren, samt slukkede en tændt cigaret på et personalemedlem. Man vurderede, at hun var til fare for sig selv og andre, og der blev truffet beslutning om tvangsfiksering.

Den 4. juli 2007 om natten var hun fortsat bæltefikseret, idet hun var vredladen, udskældende og meget højtråbende, og idet hun havde vækket flere medpatienter. Hun havde urineret og haft afføring i sengen, og det var ikke muligt for personalet at komme hende til hjælp, idet hun var så voldsom udadreagerende. Hun blev tilbudt beroligende medicin, hvilket hun afviste. Der blev herefter truffet beslutning om indgivelse af beroligende medicin med tvang i form af injektion Zeldox 20 mg.

Den 5. juli 2006 blev overflyttet til en anden afdeling. Hun blev her vurderet til at være mere rolig, end hun havde været på den tidligere afdeling. Hun ønskede at få et møde med en tolk og en patientrådgiver, hvilket blev arrangeret. Hun var stille og rolig, men virkede latent aggressiv.

Den 6. juli 2006 kunne man indgå aftaler med , hvorfor hun blev løsnet fra bæltet. Hun blev fortsat vurderet som vredladen, mistroisk og uden sygdomsindsigt. Hun var ude af stand til at opretholde en rimelig grad af hygiejne både med hensyn til sig selv og sin stue. Hun nægtede at tage bad eller skifte tøj. Hun ønskede ikke at spise afdelingens mad, da hun fandt den uspiselig, og hun udtalte sig fortsat nedsættende om andre. Det var ikke muligt at opnå samarbejde med hende vedrørende medicineringen, da hun kun ønskede behandling med en meget lavere dosis af Cisordinol depot, end man måtte formode ville have effekt på hendes svære psykotiske og urolige tilstand.

Den 13. juli 2006 besluttede overlægen, at skulle tvangsbehandles med Cisordinol depot i øget dosis med henblik på at bedre hendes tilstand. Man vurderede, at hun ikke ville kunne administrere tabletbehandling overhovedet på grund af den ringe sygdomsindsigt.
Man vurderede samtidig, på baggrund af overlægens kendskab til hende fra tidligere indlæggelser, at hun formentlig ikke ville blive apsykotisk på den foreslåede behandling, men at hun ville blive mere samarbejdsvillig og omgængelig, og samtidig kunne tage vare på sig selv, så hun kunne blive udskrevet. Der blev herefter truffet belutning om tvangsbehandling med Cisordinoldepot 200 mg hver 14. dag. modsatte sig behandlingen og klagede herover.

Klagen vedrørende indgivelse af beroligende medicin

klagede over beslutningen om indgivelse af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 19. juli 2006 beslutningen om indgivelse af beroligende medicin af .

Afgørelse af anken for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 19. juli 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om indgivelse af beroligende medicin til på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 3. juli 2006 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journalen var vredladen, udskældende og højtråbende, og at hun optrådte truende og aggressivt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelse af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at tale til ro samt havde forsøgt at skærme hende på hendes stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 19. juli 2006.

Klagen vedrørende tvangsfiksering

klagede over tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse for så vidt angår tvangsfiksering

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelsen af 19. juli 2006 tvangsfikseringen af .

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen den 3. juli 2006 kl. 12 til den 6. juli 2006 kl. 14.55

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 19. juli 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på psykiatrisk afdeling, .

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår udstrækningen af tvangsfikseringen.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 3. juli 2006 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at hun var verbalt og fysisk udadreagerende, herunder at hun var aggressiv overfor personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at skærme hende på stuen, samt ved at indgive hende beroligende medicin. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun fortsat var udadreagerende efter indgift af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen den 5. juli 2006, at var mere rolig end på den tidligere afdeling. Det fremgår videre af sygeplejejournalen, at hun var stille og rolig, og ifølge overlægens udtalelse på mødet i det Psykiatriske Patientklagenævn blev hun tilbudt adgang til toilet og bad. Det fremgår ikke af journalen med videre, at hun var urolig i forbindelse med toiletbesøg. Nævnet finder der herefter ikke godtgjort, at der var grundlag for at opretholde tvangsfikseringen efter den 5. juli 2006.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund i det nævnte omfang den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Klagen vedrørende tvangsmedicinering

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse for så vidt angår tvangsmedicinering

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 19. juli 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken for så vidt angår tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 19. juli 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun var psykotisk og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Cisordinoldepot 200 mg med god effekt på tilstanden.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger. § 5, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at behandling i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at man, ifølge journalen, havde et indgående kendskab til fra 9 tidligere indlæggelser. Videre har nævnet lagt vægt på, at hun under tidligere indlæggelser blev behandlet med Cisordinoldepot med god effekt på tilstanden, samt at hun under indlæggelsen frivilligt modtog behandling med Cisordinol depot 125 mg hver 14. dag. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det ville være utilstrækkeligt at behandle hendes beskrevne psykotiske tilstand uden at øge Cisordinoldepot.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindelig anvendt og velafprøvet lægemiddel ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .