Klage over gentagne operationer af hammertå

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirurgi <****> for hans behandling af <****> den 2. januar, den 20. marts, den 1. juni og den 25. august 2006 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 12. december 2005 blev undersøgt af speciallæge i ortopædkirurgi . medbragte røntgenbilleder, som viste svær slidgigt og knystdannelse på venstre storetå.

Den 2. januar 2006 foretog speciallæge en såkaldt Kelleroperation på s venstre storetå.

Den 1. marts 2006 var til kontrol hos speciallæge , hvor det blev aftalt, at skulle have opereret sin hammertå på højre fod.

Den 20. marts 2006 foretog speciallæge en operation af s hammertå på højre side.

Den 1. juni 2006 foretog en reoperation af s hammertå, idet der var opstået falsk leddannelse. Ved kontrol den 8. juni 2006, var der en smule hævelse af selve tåen.

Ved konsultation den 25. august 2006 gav udtryk for, at hun ikke var tilfreds med de foretagne operationer, hverken på venstre eller højre fod. På venstre fod var der kommet en lille knude, som generede, når havde sko på. På højre fod løftede tåen sig en smule opad.

Speciallæge fandt, at resultatet efter s hammertåoperation ikke var optimalt, og at der kunne foretages en operation for at løse problemet, ligesom man kunne fjerne den lille knude på venstre fod. Da speciallæge ikke havde større rutine i seneforflytninger, ville han ikke selv foretage operationen, men henviste til en anden speciallæge med henblik på dette.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i perioden fra den 2. januar til den 28. august 2006 i hans klinik.

Det er herved anført, at fik foretaget en Kelleroperation, men at hævelsen ikke fortog sig. Derimod opstod der en knoglelignende gevækst, og storetåen var stadig løs og stabiliserede sig ikke. Videre er det anført, at efterfølgende 2 gange fik foretaget hammertåoperationer. Efter den første operation blev tåen stærkt betændt og meget øm. Efter anden operation fortog smerterne sig, men tåen faldt fortsat ikke på plads. Endelig er det anført, at speciallæge ikke ville udbedre de mislykkede operationer, men blot henviste til en anden læge.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 2. januar 2006 i sin klinik.

Speciallæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 20. marts 2006 i sin klinik. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallæge , før og efter operationen af s hammertå på højre side, havde vurderet, om tåen havde en tilfredsstillende position i tåens grundled.

Speciallæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 1. juni 2006 i sin klinik. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallæge ved hammertåoperationens afslutning havde foretaget en egentlig vurdering af, om tåen havde en tilfredsstillende position i grundleddet.

Speciallæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 25. august 2006 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 2. januar 2006, at speciallæge foretog en såkaldt Kelleroperation på s venstre storetå. Det fremgår videre, at fik lokalbedøvelse (anæstesi), og at speciallæge fjernede knysten på storetåen samt fjernede en del af storetåens grundled (grundphalanx). Det fremgår endvidere, at den lange strækkemuskel (ekstensor) i storetåen trævlede en lille smule op, hvorfor speciallæge foretog en seneplastik (operation til forbedring af en sene). Endeligt fremgår det, at speciallæge syede s venstre storetå efter operationen samt gav hende forebyggende (profylakse) antibiotika.

Det fremgår af s klage, at hendes venstre storetå stadig var løs efter Kelleroperationen den 2. januar 2006 og ikke stabiliserede sig.

Nævnet kan oplyse, at Keller artroplastik er en operationsmetode, hvor det slidgigtramte led omdannes til et bindevævsled ved, at man fjerner cirka 1/3 af den øverste del af grundstykket.
Nævnet kan videre oplyse, at Keller artroplastik er en blandt flere anerkendte operationsmetoder til behandling af svær slidgigt i storetåens grundled.

Nævnet kan yderligere oplyse, at Keller artroplastik kan udføres med forskellige variationer, men, at der ikke findes noget dokumenteret viden om, at en bestemt variation er at foretrække frem for andre.

Det er herefter nævnets opfattelse, at speciallæge s beslutning om at anvende Keller artroplastik, som metode til at operere s venstre storetå, var relevant, idet hun havde svær slidgigt i denne.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. januar 2006 i sin klinik.

Det fremgår af journalen den 20. marts 2006, at speciallæge foretog en hammertåoperation af s 2. tå på højre side. Det fremgår videre, at fik lokalbedøvende medicin (carbocain), og at tåens led blev fjernet (reseceres). Det fremgår endvidere, at den operativt fremkaldte sammenvoksning af knoglerne i leddet (arthrodesen) blev sikret med k-tråd. Det fremgår endelig, at fik forebyggende antibiotika.

Af journalen den 1. juni 2006 fremgår det, at speciallæge foretog en reoperation af s 2. tå på højre side, idet der var opstået falsk leddannelse (pseudoartrodese). Det fremgår videre, at s knoglestruktur ikke var særlig god, hvorfor han syede den falske leddannelse med kapselsutur (kirurgisk syning). Det fremgår endelig, at tåens stilling var pæn efter operationen.

Det fremgår af speciallæge s udtalelse, at uheldigvis udviklede en kendt men sjælden komplikation med pseudoartrodesedannelse til hammertåsoperationen, som blev foretaget den 20. marts 2006. Det fremgår videre, at den falske leddannelse ikke stabiliserede sig, hvorfor han fandt, at en reoperation var nødvendig.

Det fremgår endelig af speciallæge s udtalelse, at han efter reoperationen af s hammertå den 1. juni 2006 henviste til en anden speciallæge i ortopædkirurgi med henblik på en operation med senetransfer, idet han ikke selv havde rutine i en sådan operation.

Det fremgår af s klage, at hendes opererede hammertå på højre side ikke faldt på plads efter hammertåoperationerne den 20. marts og den 1. juni 2006.

Nævnet kan oplyse, at det er en almindeligt og hyppigt forekommende komplikation til en hammertåoperation, at der indtræder en bindevævsheling og ikke en egentlig knogleheling.

Det er nævnets opfattelse, at en bindevævsheling kan være tilfredsstillende, idet en sådan ofte er fast og ikke øm.

Nævnet kan videre oplyse, at langvarig hævelse og ømhed er en sjældent forekommende komplikation til en hammertåoperation.

Det er herefter nævnets opfattelse, at det forhold, at der indtræder bindevævsheling i stedet for knogleheling i tåens mellemled efter en hammertåoperation, ikke er et udtryk for, at operationen ikke er korrekt udført.

På baggrund af operationsbeskrivelsen den 20. marts 2006 finder nævnet, at speciallæge udførte hammertåoperationen i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår ikke af journalen den 20. marts 2006, hvilken stilling tåen havde i sit grundled før og efter operationen.

Nævnet kan oplyse, at en tå med hammertådeformitet kan have en tendens til at bøje opad (hyperekstension) i tåens grundled.

Det er nævnets opfattelse, at der ved en hammertåoperations afslutning bør foretages en egentlig vurdering af, hvorvidt tåen (fortsat) har tendens til hyperekstension i grundleddet. Hvis dette er tilfældet bør der foretages et supplerende indgreb, hvorved ledkapslen (det bindevævshylster, der omslutter et ægte led) løsnes ved tåens grundled i kombination med, at strækkesenen til tåen forlænges.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 20. marts 2006 i sin klinik. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt om speciallæge før og efter operationen af s hammertå på højre side, havde vurderet, om tåen havde en tilfredsstillende position i tåens grundled.
På baggrund af operationsbeskrivelsen den 1. juni 2006 har nævnet lagt til grund, at speciallæge udførte hammertåoperationen med samme operationsteknik, som han anvendte ved den første operation af s 2. tå på højre side.

Nævnet kan oplyse, at det er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at udføre en reoperation af en hammertå på grund af manglende knogleheling, med i princippet samme operationsteknik som anvendtes ved den første operation.

Det er herefter nævnets opfattelse, at det var relevant, at speciallæge foretog en reoperation af s 2. tå på højre side den 1. juni 2006, idet den bindevævsheling som var forekommet i tåen efter hammertåoperationen den 20. marts 2006 ikke havde stabiliseret sig. Det er videre nævnets opfattelse, at reoperationen blev foretaget efter almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af journalen den 1. juni 2006, at stillingen i tåens grundled var pæn. Det fremgår dog ikke, hvorvidt der var tendens til hyperekstension i tåens grundled.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 1. juni 2006 i sin klinik. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallæge ved afslutningen af operationen af s 2. tå på højre side, havde foretaget en egentlig vurdering af, om tåen havde en tilfredsstillende position i grundleddet.

Det fremgår af journalen den 25. august 2006, at ikke var tilfreds med de foretagne operationer, hverken på venstre eller højre fod. Det fremgår, at der på venstre fod var kommet en lille knude, som generede , når hun havde sko på. Den opererede tå på højre fod løftede sig en smule opad, og den kunne bringes på plads, men løftede sig op igen af sig selv.

Det fremgår yderligere af journalen den 25. august 2006, at speciallæge fandt, at resultatet efter hammertå operationen ikke var optimalt og, at der kunne foretages en operation med senetransfer for at løse problemet, ligesom man kunne fjerne den lille knude på venstre fod. Det fremgår endeligt, at speciallæge ikke havde større rutine i seneforflytninger, og at han derfor ikke selv ville foretage operationen. Han henviste derfor til en anden speciallæge.

har anført i sin klage, at speciallæge frasagde sig ansvaret for at udbedre de foretagne operationer.

Det er nævnets opfattelse, at der i tilfælde, hvor tendensen til hyperekstension i tåens grundled er udtalt, kan foretages en seneforflytningsoperation, hvor tåens lange bøjesene anvendes til at bøje tåen nedad i grundleddet.

Det er videre nævnets opfattelse, at speciallæge foretog en relevant vurdering da han vurderede, at en yderligere operation af s 2. tå på højre side, måtte omfatte en seneforflytningsoperation, da tåen efter reoperationen den 1. juni 2006 havde en fejlstilling, idet den bøjede opad.

Det er endelig nævnets opfattelse, at det var relevant, at speciallæge henviste til en anden speciallæge i ortopædkirurgi med større fodkirurgisk erfaring, idet han ikke selv havde den nødvendige erfaring i at udføre en hammertåoperation med seneforflytning.

Nævnet finder herefter, at speciallæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 25. august 2006 i sin klinik.