Klage over manglende procedurer vedrørende diagnostiske undersøgelser

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere administrerende overlæge A for hans udfærdigelse af procedurer i forbindelse med behandling af den 1. februar 2007 på onkologisk afdeling, Sygehus 1, jf. autorisationsloven § 17.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hendes behandling af den 1. februar 2007 på onkologisk afdeling, Sygehus 1, jf. autorisationsloven § 17.

Sagsnummer:

0870527

Offentliggørelsesdato:

19. februar 2009

Speciale:

Kræftsygdomme (onkologi)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere administrerende overlæge A for hans udfærdigelse af procedurer i forbindelse med behandling af <****> den 1. februar 2007 på onkologisk afdeling, Sygehus 1, jf. autorisationsloven § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hendes behandling af <****> den 1. februar 2007 på onkologisk afdeling, Sygehus 1, jf. autorisationsloven § 17.

Hændelsesforløb


Den 8. marts 2006 blev opereret for endetarmskræft på kirurgisk afdeling, Sygehus 1. Ved operationen blev der konstateret udsæd i leveren, hvilket han blev opereret for på organkirurgisk afdeling, Sygehus 2. Ved operationen blev højre halvdel af leveren fjernet.

Den 8. juni 2006 blev set på, på onkologisk ambulatorium, Sygehus 1, med henblik på kemoterapi. Han blev tilbudt kemoterapi og blev informeret om de forventede bivirkninger.

Behandlingen startede den 11. juli 2006, og blev behandlet indtil den 6. september 2006, hvor behandlingen blev standset, idet en CT-skanning udført på Sygehus 2 havde vist udsæd i venstre side af leveren. Denne blev behandlet ved varmebehandling/radiobølgebehandling (RFA-behandling). Efterfølgende fik han igen kemoterapi på onkologisk afdeling, Sygehus 1.

Behandlingen startede den 6. november 2006 og blev standset den 16. januar 2007, fordi behandlingen medførte påvirkning af de hvide blodlegemer, og fordi behandlingen ifølge journalen og udtalelse af onkologisk afdelings ledende overlæge var eksperimentel.

Den 17. januar 2007 blev derfor henvist til kirurgisk afdeling, Sygehus 1, til fortsat kontrol.

Den 23. januar 2007 fik udført PET/CT-skanning. Beskrivelsen lød: fuldstændigt svind af forandringer ved randen efter fjernelse af højre side af leveren. I venstre leverlap var der følger efter RFA-behandlingen med moderat øget optagelse.

Imidlertid blev denne beskrivelse ændret den 9. februar 2007, hvor det blev anført, at der var forandringer i højre side af det RFA-behandlede område foreneligt med udsæd, og over dette område sås yderligere udsæd.

Den 1. februar 2007 blev informeret af overlæge B om resultatet af PET/CT-skanning udført den 23. januar 2007. På dette tidspunkt forelå i onkologisk afdeling kun den første beskrivelse af undersøgelsen, hvorfor overlægen informerede i henhold til denne, det vil sige, fortalte ham, at undersøgelsen intet sygeligt viste (patologisk) i brystkassen. I maven sås i leveren følger efter RFA-behandlingen, men ingen tegn på aktiv sygdom eller nytilkomne forandringer.

Den 14. februar 2007 kontaktede telefonisk overlæge B og klagede over, at han den 12. februar 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 1, havde fået oplyst resultatet af PET/CT-skanningen med tilføjelsen til beskrivelsen den 9. februar 2007. Overlægen rekvirerede derfor kopi af beskrivelsen af skanningen og opdagede tilføjelsen til beskrivelsen den 9. februar 2007.

Overlægen informerede om, at denne tilføjelse ikke fandtes, da hun informerede ham den 1. februar 2007.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog korrekt information om resultatet af PET/CT-skanning.

Der er herved anført, at han den 1. februar 2007 fik at vide, at han var helbredt for kræft på baggrund af en PET/CT-skanning foretaget tidligere. Han har videre anført, at han den 12. februar 2007 på baggrund af samme PET/CT-skanning fik at vide, at der var mistanke om kræft i leveren.

Nævnets afgørelse af klagen


Administrerende overlæge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin udfærdigelse af procedurer i forbindelse med behandlingen af den 1. februar 2007.

Overlæge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 1. februar 2007 på onkologisk afdeling, Sygehus 1.

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 22. maj 2006, at den 8. marts 2006 blev opereret for endetarmskræft og ved operationen fik konstateret, at der var sket spredning til leveren. Det følger videre af journalen, at han den 8. maj 2006 fik fjernet højre halvdel af leveren. Der blev givet forebyggende kemoterapi med Folfox-regimet.

Det følger af CT-skanningsbeskrivelsen den 23. august 2006, at en CT-skanning af maveregionen, foretaget den 22. august 2006 viste, at der igen kunne konstateres svulster i leveren.

Det fremgår af journalen den 29. september 2006, at svulsterne i leveren blev fjernet ved varmebehandling/radiostrålebehandling (RFA-behandling) på sygehus 2, og at en efterfølgende PET/CT-skanning viste, at der ikke var efterladt kræftvæv.

Hvornår RFA-behandlingen og skanningen helt nøjagtigt blev udført er uvist, idet beskrivelserne ikke er vedlagt sagens akter, men skanningen er formentlig udført 13. september 2006.

Det er nævnets vurdering, at det ved vurderingen af klagen ikke er afgørende, præcist hvilken dato skanningen blev udført.

Det fremgår af CT-skanningsbeskrivelsen den 23. januar 2007, at der blev foretaget en ny PET/CT-skanning. Denne skanning blev sammenlignet med skanningen, som formentlig blev foretaget den 13. september 2006. Det er uvist, om denne skanning blev foretaget før eller efter RFA-behandlingen. PET/CT-skanningen fra den 23. januar 2007 blev i første omgang beskrevet som, at der var total svind af tidligere konstateret metastase i lever, og at der var en moderat aktivitet andet steds i leveren. Overlæge B tolkede det som, at der ikke længere var kræftvæv at se, men blot følger efter tidligere behandling, og meddelte dette resultat til ved samtalen den 1. februar 2007.

Det fremgår af en overlæge på radiologisk afdelings udtalelse, at CT-skanningsbeskrivelsen fra den 6. februar 2007 blev suppleret med en tilføjelse, der ændrede konklusionen til, at der ved skanningen kunne konstateres nytilkommen aktivitet i kræftsygdommen

Det fremgår af udtalelse fra administrerende overlæge A, nuklearmedicinsk afdeling, Sygehus 1, at det foroven på den midlertidige beskrivelse fremgik, at der var tale om et foreløbigt notat. Det fremgår videre af udtalelsen, at proceduren vedrørende foreløbige notater i april 2007 blev ændret således, at der blev tilføjet en linje, hvoraf det fremgår, at notatet ikke er lægeligt godkendt.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at det ikke fremgik med en sådan tydelighed, at notatet var foreløbigt, at overlæge B ved samtalen den 1. februar 2007 burde have undladt at informere om indholdet af beskrivelsen eller have oplyst, at der var tale om et foreløbigt svar.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Det fremgår af administrerende overlæge på nuklearmedicinsk afdeling, Sygehus 1, As udtalelse, at proceduren ved en CT/PET undersøgelse er, at der udfærdiges et foreløbigt notat, hvorefter en speciallæge i radiologi og en speciallæge i nuklearmedicin i fællesskab formulerer og tilretter den endelige besvarelse.

Det fremgår videre af denne udtalelse samt eksempel på et foreløbigt notat, at det indtil den endelige besvarelse forelå, foroven på notatet fremgik, at denne var foreløbig.

Det er nævnets opfattelse, at der ved CT/PET-skanninger afgives en fælles beskrivelse af læger fra henholdsvis radiologisk afdeling og nuklearmedicinsk afdeling. Det er videre nævnets opfattelse, at det er nødvendigt med et vist tidsforbrug fra undersøgelsen foretages, til den endelige beskrivelse foreligger.

Det fremgår af udtalelse fra en overlæge fra nuklearmedicinsk afdeling, Sygehus 1, at baggrunden for, at den endelige beskrivelse først forelå cirka 13 dage efter det foreløbige notat var, at overlægen fra radiologisk afdeling var på ferie.

Det er videre nævnets opfattelse, at det ikke tilstrækkeligt tydeligt fremgik af de foreløbige beskrivelser i forbindelse med CT/PET-undersøgelser foretaget indtil marts 2007, at disse var foreløbige.

På denne baggrund finder nævnet, at administrerende overlæge A ved sin udfærdigelse af procedurer for beskrivelse af resultaterne ved CT/PET-undersøgelser har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.