Klage over oplysninger om tredjemand i lægeerklæring

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 15. september 2006 til Statsamtet <****> vedrørende <****>, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Hændelsesforløb

blev skilt fra sin hustru i 2002. Han blev tilkendt forældremyndigheden over parrets to drenge af byretten, hvilket blev stadfæstet af landsretten i april 2006. Speciallæge i psykiatri har haft den tidligere hustru som patient siden november 2004.

Den 15. september 2006 skrev speciallæge et brev til Statsamtet , hvoraf blandt andet fremgår, at var autoritær og velmanipulerende overfor retsvæsen, advokater og andre, som ikke havde sjælelig indsigt.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At speciallæge ved udfærdigelse af lægeerklæringen ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed.

Det er herved anført, at speciallæge udtalte sig negativt om , på baggrund af oplysninger speciallægen havde fået fra hans fraskilte hustru. Speciallægen insinuerede blandt andet, at han mishandlede sine børn og havde skrevet trusselbreve til sin fraskilte hustru. Det er videre anført, at speciallægen udtalte, at hans børn havde samme følsomhed som deres mor, men at børnene aldrig har været i konsultation hos speciallægen. Endelig er det anført, at speciallægen udtalte, at var autoritær og velmanipulerende, hvilket han fandt krænkende, idet han aldrig havde konsulteret speciallægen, men at udtalelserne alene beroede på udtalelser fra hans fraskilte hustru.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge i psykiatri har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 15. september 2006 til Statsamtet vedrørende .

Begrundelse

Den 15. september 2006 fremsendte speciallæge en erklæring til Statsamtet vedrørende og forholdet til hans tidligere hustru, som var patient hos speciallægen.

Det fremgår af erklæringen, at og hans tidligere hustru ikke kunne enes om noget, og at han havde fået den fulde forældremyndighed over børnene på 8 og 10 år. Han fotograferede ikke længere sin tidligere hustru, og han sendte færre ubehagelige sms’er.

Ifølge erklæringen gjorde sin tidligere hustru opmærksom på sine særrettigheder, og at hun ikke kunne få lov til at se børnene som aftalt, idet han hele tiden ændrede på aftaler, hvilket ikke var hensigtsmæssigt overfor børnene.

Speciallæge har i erklæringen videre anført, at det rent biologisk overvejende var kvindens gener, der slog igennem. Det ville sige, at den følsomhed, som s tidligere hustru havde, den havde børnene også. Det mandlige gen slog højst igennem med 25 %. Dette ville sige, at den meget dominerende og egocentriske adfærd, som havde, slog ikke igennem hos børnene, der måtte forventes at blive som hans tidligere hustru.

Speciallæge har i erklæringen afslutningsvis anført, at var autoritær og velmanipulerende overfor retsvæsen, advokater og andre, som ikke havde sjælelig indsigt.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af lægelovens § 8, stk. 1, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler.

Nævnet kan videre oplyse, at det af bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer § 1 fremgår, at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer stadig bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at han ikke i denne sin egenskab afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bekendtgørelsens § 4 fremgår, at det tydeligt skal fremgå, hvilke af de i erklæringen givne oplysninger, der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse af den pågældende, og hvilke der skyldes angivelser fra den undersøgte eller tredjemand eller beror på journaler o.l.

Nævnet skal bemærke, at det ikke fremgår af erklæringen, hvilke af de givne oplysninger der beroede på speciallæge s egen undersøgelse eller iagttagelse, og hvilke der skyldtes angivelser fra eller andre. Endvidere har speciallægen i erklæringen udtalt sig om børnenes tilstand og reaktioner, selvom speciallægen ikke har haft børnene til konsultation, ligesom speciallægen har udtalt sig om uden at have haft ham til konsultation og uden i øvrigt at have haft direkte kendskab til hans forhold.

Det er videre nævnets opfattelse, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at de mandlige gener skulle slå igennem med højst 25%, og at børnene derfor måtte forventes at blive som deres mor.

Nævnet finder herefter, at speciallæge i psykiatri handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 15. september 2006 til Statsamtet vedrørende .