Klage over mangelfuld forebyggelse af liggesår

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere de sygeplejersker på medicinsk afdeling, <****>, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 13. til den 26. juni 2006, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Da der løbende har været mange sygeplejersker involveret i plejen af <****>, meddeles dette til orientering til afdelingssygeplejerske <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, <****>, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på psykiatrisk afdeling, <****>, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 13. juni 2006 blev tvangsindlagt på efter at have drukket tæt i mindst 2 døgn. Han var gennem de sidste 1 ½ døgn blevet tiltagende bevidsthedspåvirket, havde igennem ca. et døgn siddet ubevægelig i en stol og havde tillige ligget længere tid ubevægelig på gulvet.

Samtidig med at blev indlagt på psykiatrisk afdeling, blev han fysisk indlagt på medicinsk afdeling, da han led af delirium tremens. Ved indlæggelsen var han bevidsthedspåvirket og udadreagerende og kunne ikke medvirke til sin behandling. Han havde trykmærker flere steder på kroppen og lungebetændelse. Han fik ordineret Penicillin, Fenemal mod abstinens og fast vagt.

Den 14. juni 2006 kunne svare på tiltale, men han sov det meste af tiden. Da han ikke modsatte sig behandling, blev tvangsindlæggelsen og tvangsbehandlingen ophævet, og han var derefter alene indlagt på medicinsk afdeling.

Den 15. juni 2006 vendte og drejede sig i sengen, og han sad ind i mellem op. Efterfølgende blev han dog igen præget af delir. Han var urolig og rodende, svært udadreagerende og sengeflygtig og nægtede at modtage livsnødvendig behandling. Han blev derfor tvangsindlagt igen og måtte bæltefikseres, for at den medicinske behandling kunne gennemføres. Han fik tillige anlagt hånd- og fodremme.

Den 16. juni 2006 fik konstateret tryksår under højre skulderblad og et stort tryksår på ryggen. Han var påvirket af beroligende medicin, konfus og ikke orienteret i tid og sted samt egne data. Han var urolig, og det blev vurderet, at han var hallucineret. Tvangsfikseringen med bælte og remme blev opretholdt, og han fik Fenemal 100 mg i timen, indtil han sov.

Den 17. juni 2006 var s psykiske tilstand stort set uændret, og tvangsforanstaltning i form af bælte og remme blev opretholdt. Tryksårene blev renset og pålagt forbinding.

Den 19. juni 2006 var ikke længere i delir. Han var psykisk konfabulerende og hallucineret og forsøgte til stadighed af komme ud af sit bælte og havde ingen forståelse for sit behandlingsbehov. Han fik ordineret behandling med Serenase. Bæltefikseringen blev bibeholdt.

Den 20. juni 2006 var s fysiske tilstand stabil. Han var fortsat præget af hallucinationer og vrangforestillinger. Han sov sparsomt og var ind imellem udtalt urolig. Han var aggressiv overfor sin faste vagt. Da fortsat var i en psykotisk tilstand, modsatte sig relevant behandling, blev bælte og fodremme bibeholdt.

Den 21. juni 2006 var fortsat ikke orienteret i tid, sted og egne data. Han var hallucineret uden forståelse for sit behandlingsbehov. Han blev overflyttet til psykiatrisk afdeling, da han var fysisk færdigbehandlet. Bælte og fodremme blev bibeholdt.

Den 23. juni 2006 blev tilbageflyttet til medicinsk afdeling på grund af høj feber og mistanke om infektion. Psykisk var desorienteret og konfus og hallucineret. Fikseringen blev ophævet, men han havde fortsat fast vagt. Han havde ved overflyttelsen et tryksår under venstre skulderblad samt på venstre skulderblad, tryksår på begge baller samt et urent tryksår mellem disse. Han havde desuden tryksår bag på venstre lår. På mistanke om at infektionen stammede fra såret, blev der iværksat antibiotikabehandling og foretaget yderlige undersøgelser.

Den 25. juni 2006 var indimellem udadvendt og aggressiv, i andre perioder rolig. Han blev fortsat behandlet med Serenase og Fenemal. Han blev senere samme dag urolig, aggressiv, truende og ikke korrigerbar. Han var hallucineret og forpint og blev fikseret med bælte og fodremme.

Den 26. juni 2006 havde feber, og hans tryksår var røde, varme og med tegn på infektion.

Den 27. juni 2006 blev overflyttet til ortopædkirurgisk afdeling med henblik på kirurgisk behandling af tryksårene.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006 ikke modtog en korrekt behandling og pleje på medicinsk afdeling, .

Det er herved anført, at blev indlagt den 13. juni 2006, og at han ikke var ved bevidsthed de første fem døgn. Videre er det anført, at lå bæltefikseret på en hård plasticmadras, uden at han på noget tidspunkt blev vendt i sengen. Endelig er det anført, at dette resulterede i meget alvorlige liggesår.

Nævnets afgørelse af klagen

De sygeplejersker på medicinsk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 26. juni 2006 har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Da der løbende har været mange sygeplejersker involveret i plejen af , meddeles dette til orientering til afdelingssygeplejerske .

De læger på medicinsk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

De læger på psykiatrisk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 13. juni 2006, at blev tvangsindlagt efter at have været bevidsthedssvækket i ca. 1 ½ døgn. Han var dobbelt indlagt på henholdsvis psykiatrisk og medicinsk afdeling. Ifølge oplysninger fra en kammerat havde drukket tæt hele weekenden og havde følt sig mærkelig i 2 dage. Han havde desuden siddet i et døgns tid det samme sted. Det blev videre oplyst, at han ikke havde taget stoffer. Han var ved indlæggelsen på medicinsk afdeling bevidsthedspåvirket, men han kunne vækkes og mumlede gryntende. Han havde ved indlæggelsen slået omkring sig.

Videre fremgår det af journalen, at ved indlæggelsen var i behandling med Remeron og Antabus. Han havde et alkoholmisbrug og havde tidligere været indlagt efter selvmordsforsøg. Han blev undersøgt af reservelæge A, som konstaterede, at han virkede påvirket (cerebralt), men at han kunne vækkes ved tiltale. Han slog ud og virkede miserepræget. Han klagede over smerter, men han kunne ikke forklare eller beskrive, hvor de sad. Hans blodtryk lå på 127/99, hans puls på 141, hans iltmætning i blodet (SAT) lå på 93 %, og hans temperatur lå på 38,6. Hans blodsukker lå på 9,3, og han havde hurtig hjerteryttme, men normal puls. Han havde prøvet at fjerne en af sine tatoveringer med en vinkelsliber, og han havde derfor store skorpebelagte sår på kroppen. Han havde trykmærker på ryggen af at have siddet i den samme stilling.

Ydermere fremgår det af journalen, at reservelæge A ordinerede anlæggelse af venflon, Natriumklorid, Tianmin 400 mg, Fenemal 100 mg, blodprøver fra pulsåren (A-punktur), ilt, psykiatrisk tilsyn samt kateter i blæren (kath. A’demeure). Et EGK viste sinustarkyardi (frekvens 150), hvilket blev tolket som delir. Efter konference med psykiatrisk afdeling samt den medicinske bagvagt blev det vurderet, at formentlig havde delirum tremens i 3. fase.

Nævnet kan oplyse, at delirium tremens er yderst livsfarligt.

Af journalen fremgår det videre, at reservelæge A ordinerede abstinensscoring, Fenemal efter skema, Tiamin 500 mg dagligt i 10 dage, B-combin samt fast vagt og en røntgenundersøgelse af brystkassen (thorax). Efterfølgende fik udtømt 800 ml urin, som blev undersøgt med stix. Prøven viste ikke noget unormalt, men da røntgenundersøgelsen gav mistanke om lungebetændelse, blev der iværksat behandling med Penicillin.

Det fremgår af udtalelsen fra reservelæge A, at ikke var bevidstløs ved indlæggelsen, men at han derimod var voldsom og voldelig.

Ifølge journalen blev den 13. juni 2006 senere undersøgt af reservelæge B. Han konstaterede, at var kronisk alkoholiker. Han var før indlæggelsen sløjet mere og mere af og havde slået venstre side af hovedet. Han havde angiveligt ligget længe på gulvet. Ved undersøgelsen reagerede kortvarigt på tiltale, men han svarede med uforståelig tale. Hans blodtryk lå på 140/113, hans puls på 150 og hans temperatur på 38,4.

Videre fremgår det af journalen, at reservelæge B konstaterede, at havde et 4 x 4 cm stort hæmatom på venstre side af hovedet, og at et brud ikke kunne udelukkes. Han havde videre forhøjede infektionstal (leucocytter 28,9 samt CRP på 73) samt forhøjet kalium (Ka 5,4). Reservelæge B ordinerede derfor Zinacef 750 mg x 3, penicillin givet ved injektion, væske, Furix samt en CT-scanning af hjernen (cerebrum). Idet der var mistanke (CK > 32.000) om muskeltraumer på grund af forgiftning med akut nyresvigt (rhrabdomyolyse) blev der tillige ordineret forceret udskillelse af urin (diurese).

Ydermere fremgår det af journalen, at CT-scanningen ikke viste tegn på blødning, men noget svind af væv (atrofi). Desuden var der en hævelse i venstre side af hovedet, hvor også havde et sår. 1. reservelæge A havde i forbindelse med CT-scanningen ordineret 15 mg Stesolid. s almentilstand var uforandret, og han havde en tydelig grimassering i ansigtet. 1. reservelæge A ordinerede fortsat forceret diurese på grund af rhabdomyolyse.

Det er nævnets opfattelse, at det på relevant vis blev vurderet, at havde delirium tremens, og at der blev iværksat relevant udredning i form af blodprøver, hjertekardiologi, røntgenundersøgelse af lungerne samt CT-skanning af hjernen.

Videre er det nævnets opfattelse, at på relevant vis fik behandling for lungebetændelse samt rhrabdomyolyse med nyrepåvirkning i form af antibiotika, intravenøs væske med forcerede diureser, B-vitaminer og Fenemal.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 13. juni 2006, at havde sår og skrammer, herunder et 4x4 cm stort sår på venstre skulder, et lille sår på højre hæl, et 4x6 cm stort sår på højre inderlår, et stort rødt område på højre balle samt sår i hovedet. Han blev lagt på venstre side til natten.

Ifølge journalen den 14. juni 2006 blev tilset af en overlæge fra psykiatrisk afdeling. Han havde stort set sovet siden indlæggelsen. Han havde ikke været sengeflygtig, og han havde ikke modsat sig behandlingen. Det var ikke lykkedes den faste vagt at samtale med ham. Ved undersøgelsen sov tungt. Da han ikke modsatte sig behandling, blev tvangsindlæggelsen og tvangsbehandlingen ophævet, og han skulle forblive indlagt på medicinsk afdeling.

Videre fremgår det af journalen, at efterfølgende blev undersøgt af 1. reservelæge A, som konstaterede, at situationen var status quo, men at s bevidsthedsniveau dog var blevet højere. Han svarede på tiltale, men han var meget sløv. 1 reservelæge A vurderede, at den tilgrundliggende årsag for s svækkede bevidsthedsniveau var delir, hvorfor 1. reservelæge A ordinerede injektion Fenemal 100 mg ved behov, max 1200 mg/døgn. Den iværksatte behandling med Zinacef havde medført et fald i infektionstallet (leucocytter faldet fra 29 til 22), men CRP var steget til 145, hvorfor behandlingen skulle fortsætte.

Desuden fremgår det af journalen, at s indhold af creatnin i blodet var steget til 394, og idet han fortsat havde tegn på rhabdomyolyse (CK > 32.000 og myoglobin > 3000), var det stadigt nødvendigt med forceret diurese med indgivelse af minimum 5 liter væske i døgnet. Da han tillige havde tegn på hyperkaliæmi ordinerede 1. reservelæge A A-punktur og vurderede, at det fortsat var nødvendigt med fast vagt. Der var ikke mistanke om nedsat leverfunktion (hepatisk encefalopati). Videre ordinerede 1. reservelæge A væske med calcium.

Det fremgår af 1. reservelæge A´s udtalelse til sagen, at ikke var bevidstløs den 14. juni 2006.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 14. juni 2006, at lå tiltagende uroligt i sengen. Han var forsøgt lejret på siden, men han vendte sig tilbage på ryggen. Om aftenen vendte og drejede han sig i sengen.

Ifølge journalen den 15. juni 2006, var urolig om natten, jamrende og rodede rundt i sengen. Da reservelæge C undersøgte ham, var han faldet noget til ro. Reservelæge C ordinerede Fenemal 50 mg ved fornyet uro.

Videre fremgår det af journalen, at 1. reservelæge B undersøgte . Han klagede over smerter vekslende steder, herunder ved halebenet og i penis. 1. reservelæge B ordinerede, at behandlingen med Zinacef og Fenemal skulle fortsætte samt fortsat forceret diurese og abstinesscoring. Han ordinerede videre Morfin 5 mg mod smerter samt akut psykiatrisk tilsyn.

Af journalen fremgår det videre, at ved det psykiatriske tilsyn havde seponeret sin venflon, var sengeflygtig og ikke ville behandles. Han kunne på ingen måde tales til fornuft og var udadreagerende. Det blev vurderet, at behandling skete på vital indikation, og blev genindlagt i psykiatrisk regi med tvang. Han blev fikseret med bælte samt hånd- og fodremme. Da han tillige var motorisk urolig, fik han ordineret Serenase 5 mg efter behov.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 15. juni 2006, at sad op i sengen om morgenen, og at han var meget urolig. Han klagede over smerter i balderne.

Ifølge journalen den 16. juni 2006 blev det ved psykiatrisk stuegang konstateret, at ikke havde sovet om natten. Han var urolig og lå i bælte, to fodremme og håndrem. Det var ikke muligt at føre en dialog med ham. Han fik konstateret et tryksår under højre skulderblad og et stort tryksår på ballen. Han virkede påvirket (sederet) af beroligende medicin, konfus og ikke orienteret i tid og sted samt egne data. Der var ingen egentlig kontakt med ham. Han var urolig og pillende, og var fuldstændig uden sygdomsindsigt. Han var muligvis hallucineret og kunne på ingen måde samarbejde. Han var svært somatisk syg med lungebetændelse, rhabdomyolyse, påvirkede infektions-, lever- og nyretal. Bælte og remme blev fastholdt, og der blev fortsat behandlet med Fenemal 100 mg i timen, indtil han sov under observation af vejrtrækning. Det blev anbefalet at skifte mellem højre- og venstresidige hånd- og fodremme, således at han kunne bevæge sig mest muligt.

Det er nævnets opfattelse, at på relevantvis fik ordineret Fenemal 100 mg pr. time i venen til han sov, idet han ikke havde sovet i lang tid, og idet han havde været urolig trods bæltefiksering.

Ved psykiatrisk stuegang senere samme dag var s tilstand ifølge journalen stort set uændret. Han havde ikke sovet i 24 timer. Han var på det tidspunkt kun fikseret med én rem, således at han frit kunne vende sig i sengen, men ikke stå ud af denne. I journalen blev det noteret, at havde liggesår, så det var vigtigt, at han blev aflastet ved skiftende stillinger. Han var vågen men bevidsthedssløret, desorienteret og havde vrangforestillinger. Han var fortsat konfus, rodende og ikke orienteret i tid, sted og egne data. Han havde ingen forståelse for sit behandlingsbehov, hvorfor frihedsberøvelse, bælte og remme samt den faste vagt måtte bibeholdes.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 16. juni 2006, at var motorisk urolig og havde et lille sår på højre achillessene.

Den 17. juni 2006 var s psykiske tilstand ifølge journalen stort set uændret. De parakliniske blodprøver var dog bedret i alle parametre. ville fortsat ikke medvirke til den livsnødvendige medicinske behandling, hvorfor fikseringen med bælte og remme blev bibeholdt.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 17. juni 2006, at havde haft afføring i sin ble, som blev skiftet flere gange. Han var fortsat meget urolig. Han havde et tryksår bagpå, som blev pålagt en absorberende skumbandage (mepilex), og såret på højre arm blev renset og forbundet (border).

Det fremgår af journalen den 19. juni 2006, at var velbefindende. Behandlingen med Zinacef og væske blev stoppet. Ved psykiatrisk stuegang foretaget af overlæge blev det vurderet, at han var ude af sit alkoholdelir. Han var dog fortsat psykisk konfabulerende og hallucineret og forsøgte til stadighed af komme ud af sit bælte og havde ingen forståelse for sit behandlingsbehov på vital indikation. Han blev behandlet med Serenase max 20 mg dagligt. Da var sengeflygtig og ikke kunne stå på sine ben, blev fiksering med bælte og remme bibeholdt.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 19. juni 2006, at havde haft tynd afføring. Sengetøjet blev derfor skiftet flere gange.

Den 20. juni 2006 var s fysiske tilstand stabil ifølge journalen. Hans infektionsparametre var fortsat faldende. Den forcerede diurese var stoppet. Hans psykiske tilstand var dog stadig dårlig. Han var præget af hallucinationer og vrangforestillinger. Han sov sparsomt og var ind imellem udtalt urolig. Han var aggressiv overfor sin faste vagt. Da fortsat var i en psykotisk tilstand og modsatte sig relevant behandling, blev fikseringen med bælte og fodremme bibeholdt.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 20. juni 2006, at fortsat havde meget tynd afføring. Tryksåret (decubitus) på ballerne var næsten hudløst og utroligt ømt. Det så ud til, at der var svampeinfektion i såret.

Ifølge journalen den 21. juni 2006 vurderede overlæge , at fortsat var psykotisk, og at han var ikke orienteret i tid, sted og egne data. Da han var somatisk færdigbehandlet, blev han overflyttet til psykiatrisk afdeling, idet han fortsat talte med imaginære personer, ikke var orienteret i tid, sted og egne data, og idet han ikke kunne samarbejde.

Den 23. juni 2006 blev ifølge journalen tilbageflyttet til medicinsk afdeling på grund af høj feber og mistanke om infektion. Ved indlæggelsen blev det noteret i journalen, at han havde haft feber med kulderystelser. Han havde tryksår på venstre skulderblad, i balderegionen, på venstre lår og små tørre sår på armene. Sårene var blevet undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling samme dag. Det var blevet anbefalet at skifte forbindingerne dagligt, da der ikke var grundlag for kirurgisk behandling. Han var vågen og klar, svarede relevant og virkede ikke psykotisk eller hallucineret. Hans blodtryk lå på 137/81, hans puls på 114, hans temperatur på 38,5 og hans iltmætning i blodet på 93 %. Ved en klinisk undersøgelse blev der konstateret et overfladisk, tørt tryksår under venstre skulderblad samt et tørt tryksår med rødme og betændelse på venstre skulderblad. Der blev videre konstateret et tryksår med rødme og irritation på begge baller samt et urent, væskende tryksår mellem disse. Der var desuden et tryksår på 2x2 cm bag på venstre lår.

De er nævnets opfattelse, at det var relevant at tilbageflytte til medicinsk afdeling, da han havde høj feber og havde stigende infektionstal.

Videre fremgår det af journalen, at der blev podet fra tryksårene på ballerne, og at prøven blev sendt til dyrkning. På mistanke om at infektionen stammede fra såret, blev der iværksat antibiotikabehandling. Bagvagten på ortopædkirurgisk afdeling blev spurgt til råds, og der blev foreslået daglig vask og skiftning af sårene samt anvendelse af luftskiftemadras.

Senere samme dag fremgår det af journalen, at fik ordineret mobilisering samt blodprøver.

Det er nævnets opfattelse, at der på relevant vis blev podet fra sårene og iværksat relevant antibiotikabehandling.

Den 24. juni 2006 var ifølge journalen tiltagende urolig, gik omkring og truede den faste vagt. Han kunne ikke koncentrere sig. Han var træt, desorienteret og konfus. Han var psykotisk med hallucinationer, pillede ved alt og var grænseoverskridende i sin kontakt. Der var ikke mistanke om en ondartet neuroleptisk syndrom (normal CK). Behandlingen med Serenase blev opretholdt, og han fik ordineret 1200 mg Fenemal dagligt.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 24. juni 2006, at fortsat havde tynd afføring.

Det fremgår af journalen den 25. juni 2006, at indimellem var udadreagerende og aggressiv. Han var ved stuegang stille og rolig. Han blev behandlet med Serenase og Fenemal. var fortsat desorienteret, men kunne dog korrigeres. Senere samme dag var han urolig, aggressiv, truende og ukorrigerbar. Han var hallucineret og forpint og blev fikseret med bælte samt hånd- og fodremme og fik indgivet Serenase.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 25. juni 2006, at havde tynd afføring og fik skiftet sin ble ofte. Han var generet af sårene bagpå. Videre fremgår det, at han havde mange sår, som ikke havde godt af, at han var bæltefikseret. Der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt han skulle have en luftmadras (KCI). Videre fremgår det, at luftmadrassen blev pumpet. En lægestuderende noterede dog i sygeplejejournalen i nattevagten den 26. juni 2006, at ofte havde tynd afføring, og spurgte, om det var muligt han fik en længere seng med luftskiftemadras.

Det fremgår af udtalelsen fra afdelingssygeplejerske , at lå på en standardmadras under første indlæggelse. Under anden indlæggelse lå han på en luftmadras. Videre fremgår det af udtalelsen, at optimal mobilisering var vanskeliggjort af, at under størstedelen af indlæggelsen var bæltefikseret og modtog behandling på vital indikation. Idet han havde mange tynde afføringer, blev han ofte vasket, fik skiftet sit sengetøj og dermed også tilset tryksårene.

Nævnet har herefter lagt til grund, at blev lejret på en trykaflastende madras den 26. juni 2006.

Nævnet kan oplyse, at den væsentligste behandling af tryksår er aflastning, der skal foreligge dannelse af nye tryksår, men at aflastningen også skal anvendes, når såret er opstået. Der kan anvendes særlige vandmadrasser eller luftpudesenge.

Det er nævntes opfattelse, at optimal mobilisering ikke var muligt på grund af bæltefikseringen, men at netop dette forhold gjorde, at havde høj risiko for at udvikle alvorlige tryksår.

Det er herefter nævntes opfattelse, at burde have haft en trykaflastende madras allerede ved indlæggelsen den 13. juni 2006, idet han i forbindelse hermed fik konstateret tryksår.

På denne baggrund er finder nævnet, at de sygeplejersker på medicinsk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 26. juni 2007 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet har bemærket, at der løbende har været mange, ca. 15 forskellige, sygeplejersker, involveret i plejen af i perioden fra den 13. til den 26. juni 2007. Sagen sendes derfor til orientering til afdelingssygeplejerske .

Videre fremgår det af journalen den 26. juni 2006, at havde fået foretaget en røntgenundersøgelse. Der var ikke tegn på væske i lungerne (stase) eller andre tegn på forandringer. Han var i behandling med Penicillin og Diclon. Hans infektionstal var stigende (CRP over 270). Senere samme dag fik han høj feber (40,3). 1. reservelæge B ordinerede behandling med Zinacef og Gentamycin samt Metronidazol. Reservelæge B ordinerede akut tilsyn fra ortopædkirurgisk afdeling med henblik på vurdering af en byld (absces) på balden. fik efterfølgende påvirket vejrtrækning og var ude af stand til at samarbejde og uden forståelse for sit behandlingsbehov. Overlæge , psykiatrisk afdeling, ordinerede, at fikseringen i bælte skulle bibeholdes men remmene fjernes. Ved et tilsyn fra ortopædkirurgisk afdeling blev det konstateret, at der var grundlag for kirurgisk behandling af tryksåret på ballerne, da der var kraftig infektion i dette.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 26. juni 2006, at fortsat havde meget tynd afføring.

Den 27. juni 2006 konstaterede overlæge ifølge journalen, at var fysisk afmagret med væskende sår i lænderegionen. Bæltet blev fjernet. Sårene blev revideret af ortopædkirurg. Efterfølgende fik han på ortopædkirurgisk afdeling tømt bylden i venstre balde og oprenset tryksåret.

Det er nævnets opfattelse, at de læger på medicinsk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i tilstrækkeligt omfang var opmærksomme på hans tryksår, og at de i relevant omfang var opmærksomme på, at han fik mulighed for at bevæge sig så meget som muligt for at undgå en yderligere forværring af hans tryksår.

På denne baggrund finder nævnet, at de læger på medicinsk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet skal bemærke, at nævnet ikke har kompetence til at vurdere, hvorvidt betingelserne for iværksættelse af de pågældende tvangsforanstaltninger var opfyldt.

Samlet set er det nævnets opfattelse, at der på relevant vis blev opstartet behandling med Fenemal, idet havde svær delirium tremens og var i en svær abstinenstilstand, og at de ordinerede doser er sædvanlige.

Videre er det nævnets opfattelse, at på relevant vis blev behandlet med Serenase i sædvanlige doser.

Endelig er det nævnets opfattelse, at behandlingen med Fenemal og Serenase på relevant vis blev vurderet dagligt.

På denne baggrund finder nævnet, at de læger på psykiatrisk afdeling, , der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. til den 27. juni 2006 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.