Klage over tvangsbehandling med Cisordinol depot efter 15 dages motivationstid konkret godkendt blandt andet under henvisning til patientens giftfrygt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 6. februar 2008 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, Sygehus <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 59-årig mand, der er kendt i psykiatrisk regi gennem 30 år med diagnosen paranoid skizofreni.

Senest blev udskrevet i november 2007 efter 5 måneders indlæggelse, hvor han blev behandlet med Cisordinol depot 200 mg ugentligt med god effekt. Efter udskrivelsen ophørte han med at tage medicinen og blev tiltagende psykotisk med vrangforestillinger om hybrider og stråler.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 10. januar 2008 på behandlingsindikation. Han fremstod ved indlæggelsen psykotisk og uden sygdomsindsigt. Han nægtede enhver form for behandling, herunder også blodtryksregulerende medicin. Han var præget af vrangforestillinger om, at han levede i et andet univers. Han fik tilsendt gode energier og seksuelle signaler. Han modtog derudover tilsvarende signaler fra kvinder i fjernsynet, hvis tanker han kunne læse. Han havde videre bizarre vrangforestillinger om hybrider og om natlige operationer og skamferinger, hvor alle sår dog var lægt dagen efter.

Fra den 11. januar til den 25. januar 2008 blev løbende forsøgt motiveret for behandling med injektion Cisordinol depot 200 mg ugentligt, hvilket han afviste.

Under indlæggelsen var fortsat klart psykotisk og uden sygdomsindsigt. Han havde en privat logik og paranoide vrangforestillinger om, at der var krig mellem hybriderne. Han havde syns- og hørehallucinationer og mente, at han var udsat for voldelige overfald om natten, og at de døde rapporterede til ham.

Den 25. januar 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol Depot 100 mg 1 gang ugentligt stigende til max 300 mg afhængig af effekt og bivirkninger.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 6. februar 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 6. februar 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af paranoide forestillinger samt led af hallucinationer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 15 dage fra den 11. til den 25. januar 2008 blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendte og velafprøvet lægemiddel ligesom de besluttede doseringer er almindelige.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 5, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at var velkendt på psykiatrisk afdeling, Sygehus , og at han den 10. januar 2008 blev genindlagt efter en længere indlæggelse af 5 måneders varighed, hvor han blev behandlet med Cisordinol depot med god effekt. Videre har nævnet lagt vægt på, at det var svært at fastholde i antipsykotisk behandling, hvis denne foregik med tablet, og at brugen af daglige injektioner i det konkrete tilfælde ligeledes ville være en mere indgribende foranstaltning, idet han led af giftfrygt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.