Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 4. juli 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 3. juli 2008 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 63-årig kvinde, som siden 1976 har været indlagt flere gange i psykiatrisk regi. Hun var sidst indlagt i 1999 og efterfølgende fulgt i Distriktspsykiatrien, hvor hun er kendt under diagnosen paranoid skizofreni.

havde tidligere været i behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol depot med god effekt. Hun stoppede med behandlingen i oktober 2007. Siden maj 2008 var s tilstand blevet tiltagende dårlig, idet hun havde isoleret sig og haft vrangforestillinger blandt andet om påvirkning fra det ydre rum.

Aktuelt blev frivilligt indlagt den 16. juni 2008 via sin praktiserende læge efter at have fået det tiltagende dårligt, hvor hun isolerede sig og havde vrangforestillinger om at være blevet skudt i brystet og have fået tæer revet af. Hun fremstod ved indlæggelsen med paranoide og megalomane vrangforestillinger, blandt andet om at være blevet skudt i brystet og kraniet og af at have fået revet tæer af. Hun havde desuden syns- og hørelseshallucinationer, idet hun mente, at der var stemmer i radio og TV, der talte til hende, ligesom hun så folk udenfor sit hus, der ville begå indbrud.

Den 16. juni 2008 blev forsøgt motiveret for behandling med Zyprexa.

Fra den 17. juni 2008 blev dagligt forsøgt motiveret for behandling med tablet Cisordinol 4 mg 2 gange dagligt.

Den 20. juni 2008 blev tvangstilbageholdt af helbredsmæssige grunde.

Under indlæggelsen var forpint og psykotisk med megalomane vrangforestillinger samt forfølgelsesvrangforestillinger, ligesom hun havde syns- og hørelseshallucinationer. Hun sov sparsomt om natten og var vredladen, udskældende og til tider truende overfor personalet, ligesom hun var tiltagende forpint og fik indgivet beroligende medicin flere gange. Hun nægtede fortsat at tage medicin, idet hun mente, at det var gift.

Den 3. juli 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med dråber Cisordinol 10 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase 5 mg sammen med injektion Akineton 5 mg. Dosis justeret efter klinisk effekt og plasmamåling.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 4. juli 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 4. juli 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, var tiltagende forpint og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder at gennem 17 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol, Serenase og Akineton er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det imidlertid ikke godtgjort, at tvangsbehandlingen iøvrigt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten gives en passende betænkningstid.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betænkningstiden ved en tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Det fremgår ikke af sagen, at havde haft mulighed for at forholde sig til behandling med Cisordinol i dosis 10 mg dagligt før beslutning om tvangsbehandling blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn, Statsforvaltningen .