Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 10. januar 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 28. december 2007 på Psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 43-årig kvinde, der en gang tidligere i juni 2007 havde været indlagt med talrige psykotiske symptomer. Under indlæggelsen blev hun behandlet med Cisordinol acutard og efterfølgende med Cisordinol decanoat 150 mg hver anden uge. Hun blev udskrevet i august 2007 til videre ambulant behandling.

oplevede bivirkninger af behandlingen med Cisordinol i form af rastløshed, uro og ufrivillige bevægelser, og dosis af Cisordinol decanoat blev nedsat til 100 mg hver 14. dag i august 2007. I september 2007 afviste hun videre medicinsk behandling, og ved ambulant kontakt i oktober 2007 blev der konstateret udtalt bucco-lingvo-mastikatorisk syndrom med ufrivillige bevægelser af læber tunge og kæber. På denne baggrund blev det anført, at hun ikke burde behandles med førstegenerations antipsykotisk medicin, eksempelvis Cisordinol, når hun på ny ville tage medicin.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 20. december 2007 på grund af talrige psykotiske forestillinger.

Under indlæggelsen blev fra den 21. december 2007 tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol depot 100 mg hver 14. dag, hvilket hun afslog.

Den 28. december 2007 blev der truffet beslutning om at tvangsbehandle med Cisordinol acutard 25 mg og efter tre dage med Cisordinol decanoat 100 mg hver 14. dag.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 10. januar 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 10. januar 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand præget af produktive psykotiske symptomer herunder hallucinationer på hørelsen i form af stemmer, der var truende, og vrangforestillinger om forfølgelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er videre nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Allerede derfor finder nævnet ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ifølge journalen ikke var forsøgt motiveret for tvangsbehandling med tablet eller mikstur, og at det derfor ikke er godtgjort, at en sådan behandling ville være umulig.

Overlæge A har i partshøringssvaret anført, at under indlæggelsen blev forsøgt motiveret for behandling med Zyprexa i tablet form.

Det fremgår af journalen, at det den 20. december 2007 blev ordineret, at kunne tilbydes tablet Zyprexa 10 mg efter behov (p.n.), og den følgende dag, at hun skulle motiveres for at tage antipsykotisk medicin i form af Cisordinol depot 100 mg hver 14. dag og Zyprexa 10 mg p.n. max. to gange dagligt.

Det er nævnets opfattelse, at ikke blev forsøgt motiveret for regelmæssig behandling med Zyprexa i tabletform, idet dette blev ordineret efter behov.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der var erfaring fra tidligere behandling for, at Cisordinol i sufficient dosis gav bivirkninger i form af rastløshed, uro og ufrivillige bevægelser samt efter ophør med behandlingen bivirkninger i form af bucco-lingvo-mastikatorisk syndrom. Endvidere var der erfaring for, at den valgte dosering ikke var sufficient til behandling af hendes psykotiske tilstand.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at ikke tidligere var forsøgt behandlet med et antipsykotisk præparat, der ikke var førstegenerations præparat og ikke tidligere havde været forsøgt behandlet med peroral medicin, alternativt injektion med et ikke depotpræparat.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 10. januar 2008.