Klage over overskridelse af et tilbagekaldt samtykke

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****>, på nefrologisk ambulatorium, <****>, den 8. september 2008, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans indhentelse af informeret samtykke i forbindelse med behandlingen af <****>, på nefrologisk ambulatorium, <****>, den 8. september 2008, jf. sundhedslovens § 15.

Hændelsesforløb

var 44 år og led af svært nedsat nyrefunktion på grund af sukkersyge. blev behandlet på nefrologisk afdeling, , da det var nødvendigt at begynde dialyse.

ønskede peritonealdialyse, og man planlagde derfor anlæggelse af dialyserør.

Den 8. september 2008 anlagde overlæge dialyserøret. Under anlæggelsen havde smerter. Røret fungerede herefter.

Ifølge har hun siden indgrebet haft det meget dårligt psykisk.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog korrekt behandling i nefrologisk ambulatorium på den 8. september 2008.

Det er hertil blandt andet anført, at skulle have anlagt et peritonealdialysekateter i bughulen, hvilket skulle foregå i lokalbedøvelse. Det er endvidere anført, at bedøvelsen ikke virkede, hvorfor anlæggelsen af kateteret medførte voldsomme smerter, og hun har som følge heraf fået det psykisk dårligt.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sit valg af bedøvelsesmidler i forbindelse med behandlingen den 8. september 2008 på nefrologisk ambulatorium, .

Overlæge har overtrådt sundhedslovens § 15 ved ikke at afbryde sin behandling af på nefrologisk ambulatorium, , den 8. september 2008, da trak sit samtykke til behandlingen tilbage.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 8. september 2008, at af overlæge fik anlagt et dialyserør gennem bugvæggen og ind i bughulen med henblik på peritonealdialyse. Forinden indgrebet fik hun 5 mg Stesolid/Diazepam og 5 mg Ketogan. Anlæggelsen blev besværliggjort af s smerte- og afværgereaktioner. Det lagte rør fungerede med frit ind- og udløb. Ved gennemlysning var røret korrekt lejret. Der blev sat tre sting (suturer) i huden. Overlæge noterede i journalen, at der ved fremtidig procedure skulle gives dobbelt dosering – eventuelt måtte man overveje fuld bedøvelse (universel anæstesi).

Ifølge klagen var forinden blevet informeret om, at indgrebet ville foregå i lokalbedøvelse, at hun kun ville mærke berøring, og at det ikke ville gøre ondt. Lægen kom og gav hende et par sprøjter og gik så i gang. Bedøvelsen virkede ikke, men til trods for at hun skreg voldsomt af smerte, blev koldtsvedende, rystede over hele kroppen og kastede op på grund af smerter fortsatte lægen med indgrebet.

Ifølge udtalelse fra overlæge gav han, da virkede lidt anspændt, 20 ml Lidocain med noradrenalin s.c..svarende til området for incision og efterfølgende tunnellering, det vil sige neden for navlen og ud mod venstre. Bedøvelsen virkede, så han kunne foretage incision i huden og efterfølgende dissektion med pean i underhuden (subcutis) ned til muskelfascien uden smerteklager fra patienten.

Det er nævnets opfattelse at blev bedøvet på relvant vis af overlæge . Nævnet har herved lagt vægt på, at hun forud for indgrebet havde modtaget de sædvanlige doser af præmedicin i form af Diazepam og Ketogan og ligeledes en relevant dosis af lokalbedøvelse med 20 ml Lidocain. Overlæge handlede således i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i valget af bedøvelsesmidler.

Ifølge udtalelse fra overlæge er passage af muskulatur og bughinden (peritoneum) ikke dækket af lokalbedøvelsen og opleves almindeligvis som kortvarigt ubehageligt for patienten. For at mindske dette ubehag og med tanke på patientens anspændthed, valgte han en anden teknik end den, han sædvanligvis anvender. Det virkede, som om blev forskrækket og bange i forbindelse med denne del af proceduren, men hun faldt dog noget til ro. Ved den efterfølgende indføring af P-røret blev hun stærkt anspændt og opkørt og spændte voldsomt. Røret blev nedført ukompliceret og hurtigt, og patienten faldt atter til ro, men klagede over kvalme og havde efterfølgende en galdefarvet, mindre opkastning. Efter en kort pause blev proceduren afsluttet med tunnellering af kateteret. Dette forløb ukompliceret, dog angav patienten smerter ved perforation af huden, formentlig fordi denne skete i udkanten af det bedøvede område. De afsluttende sting i huden gav ikke anledning til smerteklager.

Endvidere har overlæge anført, at hans vurdering i situationen var, at det så afgjort ville være mest hensigtsmæssigt for patienten, at anlæggelsen på dette fremskredne trin i proceduren blev færdiggjort, og at dette skete så hurtigt som muligt. En pause med henblik på anlæggelse af intravenøs adgang og supplerende medicinering ville af denne grund være af tvivlsom værdi.

Endelig har overlæge oplyst i sin udtalelse, at hans opfattelse af s smerter ikke svarer til det i klagen anførte. Han erindrer ikke, at hun skreg af smerte, men at hun fandt anlæggelsen meget belastende men samtidig søgte at bide ubehaget i sig og var indstillet på, at det var noget der skulle overstås. bad således på intet tidspunkt om, at anlæggelsen af dialyserøret blev stoppet.

Patientklagenævnet har indhentet en udtalelse til belysning af hændelsesforløbet fra de sygeplejersker, som var til stede under indgrebet.

Ifølge deres udtalelse supplerede overlæge flere gange under indgrebet med lokalbedøvende middel (Lidocain), da ømmede sig under indgrebet. Da dialyserøret blev lagt ned i bughulen ømmede hun sig igen, på grund af dette blev der puslet kortere tid end vanligt for at lægge røret rigtig tilrette. Under dette var smertepåvirket. Herefter blev der taget røntgenbillede af dialyserøret, og det blev skønnet, at det lå på den rette plads. Dette betød, at der ikke skulle pusles mere med røret i patientens mave. Sidste handling var herefter, at få slangen tunnelleret under huden, hvilket blev gjort med en drænfører. Der var cirka 10 cm, hvor slangen skulle føres under huden. De første 7 cm var ikke smertepåvirket, men herefter havde hun voldsomt ondt, og hun bad om, at nu måtte vi stoppe. Der manglede cirka 3 cm. Lægen vurderede, at det var bedst at fuldføre den næsten færdige anlæggelse af dialyserøret.

Nævnet har på baggrund af ovenstående lagt til grund, at ikke var fuldt smertedækket ved indgrebet, hvilket ikke er usædvanligt. I sådanne situationer er det op til patienten at vurdere, om smerterne kan tåles og indgrebet fortsætte.

Nævnet har videre på baggrund af klagen og udtalelsen fra sygeplejerskerne lagt til grund, at i forbindelse med tunnelleringen af slangen var meget smertepåvirket og bad om, at indgrebet blev stoppet.

Af sundhedslovens § 15 fremgår, at som hovedregel må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Det fremgår videre, at patienten på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke.

Det er nævnets opfattelse, at trak sit samtykke til behandlingen tilbage, idet hun bad om, at indgrebet blev stoppet, og at overlæge herefter burde have afbrudt indgrebet.

Nævnet har lagt vægt på, at s tilstand var sådan, at hun kunne træffe beslutning, og at der ikke var noget til hinder for at afbryde indgrebet eller eventuelt fortsætte indgrebet i generel bedøvelse.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge den 8. september 2008 på nefrologisk ambulatorium, , overtrådte sundhedslovens § 15 ved at fortsætte behandlingen, selv om havde trukket sit samtykke tilbage.