Klage over manglende akut indlæggelse ved synsforstyrrelse samt klage over manglende indlæggelse af terminal patient

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 7. juni 2008 i Lægevagten <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 16. maj 2009 i hjemmet, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

Den 7. juni 2008 kontaktede telefonisk vagtlæge A i Lægevagten , idet aftenen før havde haft lynblink for øjnene og efterfølgende havde fået kraftig hovedpine. var nu velbefindende og havde ikke tidligere haft lignende. Læge A anbefalede, at skulle opsøge egen læge til efterkontrol.

fik efterfølgende konstateret, at han havde to svulster i hjernen. fik opereret svulsterne væk og fik kemoterapi og strålebehandling, men den 16. april 2009 blev han vurderet til at være i terminalstadiet af sin sygdom.

Den 16. maj 2009 kl. 12.39 kontaktede en hjemmesygeplejerske Lægevagten , idet havde fået en stor kirtel på halsen, og en vagtlæge ordinerede antibiotika telefonisk. Cirka en time senere kontaktede en sygeplejerske igen Lægevagten på grund af mistanke om lungebetændelse. s hustru ønskede, at skulle indlægges med henblik på væskebehandling. Der blev planlagt hjemmebesøg.

Samme dag kl. 16.21 tilså vagtlæge B i hjemmet. var ikke kontaktbar. Efter en samtale med s hustru ordinerede læge B morfin efter behov og god og kærlig pleje. Læge B fandt, at indlæggelse ville være meningsløs.

afgik ved døden den 17. maj 2009.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen på , den 7. juni 2008.

Det er hertil blandt andet anført, at kontaktede lægen på grund af stærke hovedsmerter. Det er videre anført, at lægen telefonisk stillede diagnosen migræne. Det er endvidere anført, at burde have været indlagt den 7. juni 2008.

2. At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen på den 16. maj 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at lægen først tre timer efter den anden henvendelse fra hjemmesygeplejersken kom på lægebesøg i hjemmet. Det er videre anført, at lægen overhørte, at hjemmesygeplejersken havde mistanke om lungebetændelse, samt at lægen ikke fandt anledning til yderligere undersøgelse eller indlæggelse.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 7. juni 2008 i Lægevagten .

Begrundelse

Det fremgår af lægevagtens journal den 7. juni 2008, at den forudgående aften havde fået noget, der lignede lynblink for øjnene efterfulgt af hovedpine. Han var aktuelt velbefindende og havde ikke haft lignende tidligere. Vagtlæge A gav råd om efterkontrol via egen læge.

Læge A har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at han mente, at situationen ikke var akut, og at den godt kunne vente til, at egen læge var i arbejde. Han opfordrede til efterkontrol og undersøgelse via egen læge og til ny henvendelse, hvis der kom nye symptomer inden da.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det i lægevagten udelukkende er lægens opgave at behandle akutte sygdomme, og at undersøgelsesforløb overlades til egen læge.

Nævnet har lagt vægt på, at ved henvendelsen den 7. juni 2008 var velbefindende igen, og at læge A tilrådede kontakt til egen læge.

Det er nævnets vurdering, at der ved henvendelsen ikke var holdepunkter for en akut, behandlingskrævende tilstand, og at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at henvise til egen læge ved den telefoniske konsultation den 7. juni 2008.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling den 7. juni 2008 i Lægevagten .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 16. maj 2009 i hjemmet.

Begrundelse

Det fremgår af lægevagtens journal den 16. maj 2009 kl. 12.39, at en hjemmesygeplejerske kontaktede Lægevagten , idet i løbet af natten havde udviklet en stor kirtel på halsen, og idet han havde feber. Det fremgår videre, at havde en hjernetumor, og at han var terminalpatient. En vagtlæge ordinerede antibiotika (Flemoxin Solutab).

Det fremgår videre af journalen samme dag kl. 13.27, at en hjemmesygeplejerske kontaktede Lægevagten på grund af mistanke om lungebetændelse, og at s hustru ønskede ham indlagt med henblik på væskebehandling. Der blev aftalt hjemmebesøg.

Det fremgår videre af journalen samme dag kl. 16.21, at læge B tilså , som ikke var kontaktbar. Læge B havde en samtale med s hustru og ordinerede god og kærlig pleje samt morfininjektioner 10 mg efter behov. Læge B vurderede, at indlæggelse ville være meningsløs.

Læge B har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at han havde en samtale med s hustru om det meningsløse i indlæggelse eller anden livsforlængende behandling.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at det er en yderst vanskelig opgave at afgøre, om en terminalpatient som i s tilfælde skal indlægges eller ej. Sædvanligvis vil man kun foranstalte indlæggelser så tæt på dødens indtræden, hvis de pårørende insisterer herpå, fordi de helt enkelt ikke længere magter den svært krævende opgave at have den døende i hjemmet længere. Strengt lægeligt er der ikke indikation for indlæggelse hos en bevidstløs terminal patient, idet man på sygehuset ikke vil behandle en infektionssygdom så sent i forløbet, men blot vil sikre sig, at patienten får en værdig død.

Det er videre nævnets opfattelse, at det er lægens opgave at forsøge at forklare situationens rette sammenhæng så empatisk som muligt.

Nævnet har lagt vægt på, at var ukontaktbar, da læge B var på besøg i hjemmet, og at læge B havde en samtale med s hustru omkring situationen. Læge B ordinerede fortsat pleje i hjemmet samt morfin efter behov og vurderede, at en indlæggelse var meningsløs.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 16. maj 2009 i hjemmet.